Bekendtgørelse om COVID-19 i pelsdyr

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om COVID-19 i pelsdyr er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1158 af 11. september 2023

I medfør af § 26, § 27, stk. 2, § 29, § 30, stk. 1 og 3, § 37, § 44, stk. 1, § 45, stk. 2, § 53, § 61, stk. 1, § 62, § 67 og § 70, stk. 3, i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 9 af 6. januar 2022, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 7, nr. 1, og § 10, stk. 1, nr. 1, 2 og 5, i bekendtgørelse nr. 1721 af 30. november 2020 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Bilag

  • Bilag 1 COVID-19 smittebeskyttelsesplan
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på overvågning, forebyggelse og bekæmpelse af COVID-19 i pelsdyr.

Stk. 2 Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på hold af fem eller færre pelsdyr, hold af selskabsdyr samt hold af dyr i afgrænsede virksomheder.

§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Afgrænset virksomhed: En permanent geografisk afgrænset virksomhed, der er oprettet på frivillig basis og godkendt med hensyn til flytninger, hvor dyrene

    • a) opdrættes eller avles med henblik på udstillinger, uddannelse, bevaring af arter eller forskning,

    • b) holdes afgrænset og adskilt fra de omkringliggende omgivelser, og

    • c) er omfattet af dyresundhedsovervågning og biosikringsforanstaltninger.

  • 2) Besætning: Pelsdyr eller avlsmateriale på en virksomhed, jf. nr. 9, hvor pelsdyret eller pelsdyrene eller avlsmaterialet tilhører samme operatør og dyreart og anvendes til samme formål.

  • 3) Besætningsområde: De arealer og rum, som benyttes i den daglige drift og pasning af besætningen.

  • 4) Operatør: Enhver fysisk eller juridisk person, som er ansvarlig for dyr eller produkter, herunder for et begrænset tidsrum, bortset fra personer, der holder selskabsdyr, og dyrlæger.

  • 5) COVID-19: Infektion med SARS-CoV-2.

  • 6) Pelsdyr: Mink (Neovison vison) og alle andre dyr tilhørende arter af Mustelidae-familien, f.eks. ildere og fritter.

  • 7) Produkter:

    • a) Avlsmateriale.

    • b) Animalske produkter.

    • c) Animalske biprodukter og afledte produkter.

  • 8) Selskabsdyr: Som defineret i bilag 1 til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedsloven«), og som holdes i privat ikke-kommercielt øjemed.

  • 9) Virksomhed: Lokalitet eller sted, hvor der midlertidigt eller permanent holdes dyr eller opbevares avlsmateriale, bortset fra:

    • a) Husstande, hvor der holdes selskabsdyr.

    • b) Dyrlægepraksisser eller -klinikker.

Overvågning
§ 3

Fra hver virksomhed, som ikke er under mistanke for eller smittet med COVID-19, jf. §§ 10 eller 11, udtager og indsender operatøren hver tredje måned svælgsvaberprøver fra fem pelsdyr, som er selvdøde eller aflivet som følge af sygdom inden for de seneste tre måneder.

Stk. 2 Operatøren udtager og indsender svælgsvaberprøver fra 15 pelsdyr maksimalt 10 dage forud for aflivning med henblik på pelsning, således at det sikres, at prøvesvaret er modtaget inden kroppene flyttes til pelseri.

Stk. 3 Såfremt der ikke er det i stk. 1 og 2, angivne antal dyr i virksomheden, udtages og indsendes prøver fra henholdsvis samtlige pelsdyr, der er døde inden for de seneste tre måneder, jf. stk. 1, eller samtlige levende pelsdyr i virksomheden forud for aflivning med henblik på pelsning, jf. stk. 2.

Stk. 4 Materiale, jf. stk. 1 og 2, skal indsendes til det nationale referencelaboratorium eller et laboratorium, der er officielt udpeget af Fødevarestyrelsen, og analyseres for SARS-CoV-2.

Stk. 5 Operatøren sikrer, at resultaterne af undersøgelserne i stk. 1 og 2 videregives til Fødevarestyrelsen.

§ 4

Prøver udtaget med henblik på andre undersøgelser, end dem nævnt i denne bekendtgørelse, kan blive undersøgt for SARS-CoV-2.

COVID-19 smittebeskyttelsesplan
§ 5

Operatøren sikrer, at der udarbejdes en COVID-19 smittebeskyttelsesplan, som har til formål at forebygge og modvirke smittespredning til og fra virksomheden.

Stk. 2 COVID-19 smittebeskyttelsesplanen skal mindst omfatte de punkter, der er anført i bilag 1, afsnit I.

Stk. 3 Operatøren opbevarer den til enhver tid gældende COVID-19 smittebeskyttelsesplan.

Stk. 4 Fødevarestyrelsen kan til enhver tid kræve COVID-19 smittebeskyttelsesplanen forevist og udleveret af operatøren.

§ 6

Operatøren sikrer, at personer, der arbejder i besætningen, gennemgår hygiejnekursus om hygiejnetiltag og anvendelse af personlige værnemidler, som afholdes af Fødevarestyrelsen.

§ 7

Operatøren sikrer overholdelse af COVID-19 smittebeskyttelsesplanen, herunder at ansatte og alle øvrige personer som kommer i besætningsområdet, overholder COVID-19 smittebeskyttelsesplanen.

Anmeldepligt
§ 8

Operatøren skal straks kontakte en dyrlæge ved mistanke om, at en besætning er smittet med COVID-19.

Stk. 2 Der er mistanke om COVID-19, når der i en besætning ses øget dødelighed alene, eller i kombination med andre symptomer forenelig med smitte med COVID-19, herunder

  • 1) stødende eller pustende vejrtrækning,

  • 2) vejrtrækning med åben mund,

  • 3) vandigt flåd fra snuden,

  • 4) øjenflåd,

  • 5) nedstemthed, eller

  • 6) sløvhed.

§ 9

Får en dyrlæge i øvrigt i forbindelse med sit arbejde mistanke om forekomst af COVID-19 hos pelsdyr, skal dyrlægen straks underrette Fødevarestyrelsen.

Mistanke eller konstateret smitte
§ 10

Fødevarestyrelsen anser en virksomhed for mistænkt for at være smittet med COVID-19, hvis

  • 1) der blandt pelsdyr i virksomheden er øget dødelighed,

  • 2) der er symptomer på COVID-19 hos pelsdyrene i virksomheden, jf. § 8,

  • 3) der opstår mistanke om COVID-19 hos pelsdyrene i virksomheden, jf. § 9, eller

  • 4) der påvises SARS-CoV-2 i prøver udtaget jf. § 3, stk. 1 eller 2, § 4 eller § 16, stk. 1.

Stk. 2 Mistanken skal afklares hurtigst muligt, ved udtagning af prøver fra pelsdyr i virksomheden, efter anvisning fra Fødevarestyrelsen.

Stk. 3 Prøver udtaget i medfør af stk. 1, nr. 1-3, skal indsendes til det nationale referencelaboratorium til undersøgelse for SARS-CoV-2. Prøver udtaget i medfør af stk. 1, nr. 4, skal indsendes til det nationale referencelaboratorium eller et laboratorium, der er officielt udpeget af Fødevarestyrelsen, og analyseres for SARS-CoV-2.

§ 11

En virksomhed anses for at være smittet med COVID-19, når der i én eller flere prøver, som er udtaget i henhold til § 10, stk. 2, fra pelsdyr i virksomheden, er påvist SARS-CoV-2.

Offentligt tilsyn ved mistanke eller smitte
§ 12

Fødevarestyrelsen sætter en virksomhed, der er mistænkt for eller smittet med COVID-19, jf. §§ 9 og 10, under offentligt tilsyn.

Stk. 2 Det offentlige tilsyn kan bl.a. omfatte, at

  • 1) virksomheden ikke må til- eller fraføres levende dyr,

  • 2) operatøren skal oplyse Fødevarestyrelsen om alle forhold, der har betydning for afklaring af mulige smitteveje,

  • 3) operatøren er forpligtet til at underrette alle, der kommer i kontakt med virksomheden, herunder virksomheder, der forarbejder animalske biprodukter (f.eks. DAKA), pelseri, foderleverandør, konsulent, dyrlæge m.fl., om det offentlige tilsyn,

  • 4) pelsdyr fra virksomheden må ikke pelses,

  • 5) selvdøde eller aflivede pelsdyr samt pels og kroppe af dyr, der er pelset i virksomheden, skal håndteres efter anvisning fra Fødevarestyrelsen,

  • 6) døde pelsdyr og dele af døde pelsdyr skal fraføres virksomheden efter anvisning fra Fødevarestyrelsen,

  • 7) foder skal håndteres efter anvisning fra Fødevarestyrelsen,

  • 8) husdyrgødning skal håndteres efter anvisning fra Fødevarestyrelsen,

  • 9) maskiner og materiel, herunder bure, redekasser, haller, transportkasser, udstillingsfælder, æde- og drikkekar og andre genstande skal rengøres og desinficeres efter Fødevarestyrelsens anvisning, inden de fjernes fra virksomheden, og

  • 10) hegn og indretninger, der skal forhindre, at pelsdyr undslipper, gennemgås med henblik på at sikre, at de er i god og funktionel stand.

§ 13

Fødevarestyrelsen kan sætte virksomheder, som har haft kontakt til mistænkte eller smittede besætninger på andre virksomheder, under offentligt tilsyn, jf. § 12.

Stk. 2 Fødevarestyrelsen kan udtage materiale til undersøgelse for SARS-CoV-2 fra virksomheder, der har haft kontakt til smittede virksomheder.

Ophævelse af offentligt tilsyn
§ 14

Fødevarestyrelsen ophæver det offentlige tilsyn som følge af mistanke om smitte med COVID-19, hvis prøver udtaget i overensstemmelse med § 10, stk. 2, er negative for SARS-CoV-2.

Stk. 2 Fødevarestyrelsen ophæver det offentlige tilsyn som følge af mistanke om smitte med COVID-19 i henhold til § 13, stk. 1, når Fødevarestyrelsen har konstateret, at kontakten ikke har udgjort nogen smitterisiko.

§ 15

Fødevarestyrelsen ophæver det offentlige tilsyn som følge af smitte med COVID-19, når

  • 1) der er gået 3 uger efter, at virksomheden er konstateret smittet,

  • 2) operatøren kan fremvise en erklæring fra en dyrlæge om, at der ikke er kliniske symptomer på COVID-19 hos pelsdyrene, og

  • 3) der i to på hinanden følgende uger ikke er påvist SARS-CoV-2 i 15 svælgsvaberprøver udtaget fra pelsdyr i virksomheden.

Stk. 2 Fødevarestyrelsen ophæver endvidere det offentlige tilsyn som følge af smitte med COVID-19, når

  • 1) dyrene er aflivet og bortskaffet, og

  • 2) rengøring og desinfektion af virksomheden er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Test ved indførsel af pelsdyr
§ 16

Operatøren sikrer, at der ved indførsel eller import af pelsdyr til Danmark udtages 60 svælgsvaberprøver fra dyrene ved ankomst til modtagerbesætningen, og at prøverne indsendes til det nationale referencelaboratorium eller et laboratorium, der er officielt udpeget af Fødevarestyrelsen til at foretage analyser for SARS-CoV-2.

Stk. 2 Operatøren sikrer, at resultaterne af undersøgelserne i stk. 1, hurtigst muligt videregives til Fødevarestyrelsen.

Afhentning af døde pelsdyr
§ 17

Operatøren sikrer, at afhentning af døde pelsdyr til pelsning eller bortskaffelse sker uden for besætningsområdet.

Straf
§ 18

Med bøde straffes den, der

Stk. 2 Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er

  • 1) forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller

  • 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttræden
§ 19

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2023.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 377 af 4. april 2023 om COVID-19 hos pelsdyr ophæves.