Bekendtgørelse om arbejdsskadesikring for personer, der udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1481 af 02. december 2016

I medfør af § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 278 af 14. marts 2013, som ændret ved lov nr. 395 af 2. maj 2016, fastsættes: Udsendelse til lande tilknyttet EØS

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
§ 1

Ved udsendelse til lande, der er medlemmer af Den Europæiske Union og til lande tilknyttet Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) samt til Schweiz, gælder bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, artikel 11-16.

Udsendelse til traktatlande
§ 2

Ved udsendelse til et land, med hvilket Danmark har truffet gensidig overenskomst om, i hvilket omfang bestemmelserne i lov om arbejdsskadesikring eller den fremmede stats tilsvarende bestemmelser skal komme til anvendelse, gælder de i overenskomsten fastsatte bestemmelser i det omfang disse ikke senere er erstattet af forordningens regler.

Udsendelse til tredjelande
§ 3

Ved udsendelse til andre lande end de i §§ 1 og 2 omtalte finder lov om arbejdsskadesikring anvendelse i de første 12 måneder af opholdet i det andet land, hvis den udsendte havde bopæl i Danmark inden udsendelse, og hvis den pågældende er udsendt til arbejde i udlandet for en her i landet hjemmehørende virksomhed. Hvis udsendelsen sker i den danske stats tjeneste, herunder af foreninger, der udfører arbejde for den danske stat eller i dennes tjeneste, finder lov om arbejdsskadesikring anvendelse uden tidsmæssig begrænsning.

Stk. 2 Hvis der i opholdslandet er fastsat bestemmelser om, at alle arbejdsskader i opholdslandet er omfattet af dette lands lovgivning, kommer reglerne i stk. 1 kun til anvendelse i det omfang, ydelserne efter lov om arbejdsskadesikring overstiger de efter opholdslandets lovgivning fastsatte ydelser. Den samlede ydelse vil dog ikke kunne overstige de efter lov om arbejdsskadesikring fastsatte ydelser.

Ikrafttræden
§ 4

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 853 af 20. oktober 2003 om arbejdsskadesikring for personer, der udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet, ophæves.