Kommunalbestyrelsen skal efter § 100, stk. 1, i lov om social service yde dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. Det er en betingelse, at de kompensationsberettigende udgifter er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i loven.
Stk. 2 Med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.
Stk. 3 Det tidligere stk. 5 i § 100 i serviceloven er nu stk. 4, jf. § 1, nr. 4, og § 3 i lov nr. 746 af 20. juni 2025. Derfor har vi i stedet foretaget vores krydshenvisning til servicelovens § 100, stk. 4. Personer, der modtager pension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., er efter § 100, stk. 5, i lov om social service ikke berettigede til ydelser efter § 100 i lov om social service, medmindre de tillige er bevilget kontant tilskud efter § 95 i lov om social service eller borgerstyret personlig assistance efter § 96 i lov om social service.
Stk. 4 Personer, der modtager invaliditetsydelse tilkendt efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., kan samtidig få dækket nødvendige kompensationsberettigende udgifter efter § 100 i lov om social service.
Personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter til diæt, når forskrifter om diæt og lignende følges.
Stk. 2 Særlige diætpræparater til personer med PKU (Føllings sygdom) og personer med Alkaptonuri udleveres af Region Hovedstaden (Rigshospitalets Klinik for PKU), som opkræver betaling herfor fra de øvrige regioner.
Personer, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning eller lignende har behov for særligt dyrt eller særligt udformet tøj, kan få hjælp til kompensationsberettigende udgifter hertil. Det samme gælder kompensationsberettigende udgifter til beklædning, der er nødvendigt på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko, herunder ekstraordinært slid på ortopædiske sko.
Kommunalbestyrelsen skal alene yde tilskud til nødvendige kompensationsberettigende udgifter, som er en konsekvens af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne hos den person, der ansøger. Behovet vurderes i forhold til personer uden funktionsnedsættelse på samme alder og i samme livssituation.
Stk. 2 De udgifter til den daglige livsførelse, som personen selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige omkostninger på grund af den nedsatte funktionsevne, skal afholdes af den pågældende selv.
Stk. 3 Beløbet til dækning af kompensationsberettigende udgifter er uafhængigt af indkomst og er ikke skattepligtigt.
Ansøger borgeren om, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om kompensationsydelse på baggrund af sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter på mindst 6.660 kr. om året svarende til gennemsnitligt 555 kr. om måneden efter § 100, stk. 2, 2. pkt., i lov om social service, fastlægger kommunalbestyrelsen et overslag for det kommende år over de sandsynliggjorte løbende og enkeltstående kompensationsberettigende udgifter. Alle typer af kompensationsberettigende udgifter kan medtages i overslaget. Overslaget over de kompensationsberettigende udgifter skal fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter. Når overslaget over de sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter udgør mindst minimumsbeløbet, som er nævnt i 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen uden yderligere sagsbehandling udbetale det beløb, der er nævnt i § 100, stk. 2, 2. pkt., i lov om social service.
Stk. 2 Ansøger borgeren om, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om kompensationsydelse på baggrund af dokumenterede kompensationsberettigende udgifter efter § 100, stk. 2, 3. pkt., i lov om social service, indgår såvel løbende som enkeltstående dokumenterede udgifter inden for de kompensationsberettigende udgiftstyper, der er nævnt i § 7.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal ved udarbejdelsen af overslaget over de sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter efter stk. 1 og ved stillingtagen til dokumenterede kompensationsberettigende udgifter efter stk. 2 tage udgangspunkt i offentligt tilgængelige statistiske oplysninger, f.eks. statistikdatabaser, forskningsrapporter e.l., om det typiske forbrug for en borger uden funktionsnedsættelse på samme alder og i samme livssituation. Foreligger der ikke sådanne oplysninger, skal kommunalbestyrelsen foretage en skønsmæssig fastsættelse af det typiske forbrug for borgere uden funktionsnedsættelse på samme alder og i samme livssituation uden forudgående tilvejebringelse af faktiske oplysninger herom.
Følgende typer af kompensationsberettigende udgifter kan medtages, når kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om borgerens dokumenterede kompensationsberettigende udgifter er på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til gennemsnitligt 2.000 kr. (2025-niveau) om måneden, jf. § 100, stk. 2, 3. pkt., i lov om social service:
-
1) Kompensationsberettigende udgifter til kost- og diætpræparater.
-
2) Kompensationsberettigende udgifter til medicin.
-
3) Kompensationsberettigende udgifter til befordring og kompensationsberettigende udgifter til drift ved befordring i egen bil, herunder udgifter til vedligeholdelse og reparation, bilforsikring, fornyelse af kørekort og udligningsafgift for dieselbil.
-
4) Kompensationsberettigende udgifter til forhøjet husleje, herunder indskud.
-
5) Kompensationsberettigende udgifter til fritidsaktiviteter, herunder udgifter til deltagelse i almindelige fritidsaktiviteter og udstyr hertil, ferier, sommerlejre, stævner m.v.
-
6) Kompensationsberettigende udgifter til handicaprelaterede kurser.
-
7) Kompensationsberettigende udgifter til beklædning.
-
8) Kompensationsberettigende udgifter til el, vand og varme.
-
9) Øvrige kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende udgift overstiger 15.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til gennemsnitligt 1.250 kr. (2025-niveau) om måneden.
Borgere, som modtager eller er berettiget til kompensationsydelse efter § 100, stk. 2, 3. pkt., i lov om social service, kan aftale med kommunalbestyrelsen, at enkeltstående kompensationsberettigende udgifter udbetales på det tidspunkt, hvor udgifterne er dokumenteret i stedet for i månedlige rater sammen med de løbende dokumenterede kompensationsberettigende udgifter og det månedlige standardbeløb på 500 kr. En sådan aftale indebærer, at borgeren i mindst 12 måneder regnet fra tidspunktet for aftalens indgåelse fortsætter med at modtage kompensationsydelse efter § 100, stk. 2, 3. pkt., i lov om social service.
Kommunalbestyrelsen skal alene foretage revurdering af kompensationsydelsen, hvis borgeren anmoder herom på grund af ændrede forhold, eller hvis kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på eller får formodning om, at der i øvrigt er sket ændringer i f.eks. borgerens livssituation, som kan medføre ændret hjælp.
Kompensationsydelsen er forudbetalt og bortfalder ved udgangen af den måned, hvor personen når folkepensionsalderen eller dør.
Stk. 2 Hvis betingelserne for kompensationsydelse efter § 100 i lov om social service ikke længere er opfyldt, eller hvis de kompensationsberettigende udgifter er lavere end oprindeligt antaget, og de samlede kompensationsberettigende udgifter ikke mindst overstiger det pågældende minimumsbeløb nævnt i § 100, stk. 2, i lov om social service bortfalder ydelsen ved udgangen af den måned, hvor dette konstateres.
Stk. 3 Kompensationsydelse efter § 100 i lov om social service ophører i de tilfælde, hvor en person, som hidtil har modtaget invaliditetsydelse, overgår til førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Ydelsen ophører med virkning fra den måned, hvor førtidspensionen kommer til udbetaling.
§ 100 i lov om social service omfatter ikke hjælp til egenbetaling efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning.
Stk. 2 § 100 i lov om social service omfatter ikke udgifter, der dækkes af Sygeforsikringen Danmark eller andre private forsikringer.
Det beløb, der er nævnt i § 7, nr. 9, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, og beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2026.