Miljøvurderingsloven Afsnit V

Denne konsoliderede version af miljøvurderingsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

Lov nr. 425 af 18. maj 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 03. januar 2023

Kapitel 16 1 Administrative bestemmelser
Bortfald af screeningsafgørelser og tilladelser
§ 39

En afgørelse efter § 21 og en afgørelse om tilladelse efter § 25 bortfalder, hvis afgørelsen ikke er udnyttet, inden 3 år efter at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

Forebyggelse af interessekonflikter
§ 40

n myndighed, der udarbejder planer eller programmer omfattet af denne lov, eller som både er bygherre og myndighed for et ansøgt projekt omfattet af denne lov, skal varetage sine opgaver og beføjelser på objektiv vis.

Stk. 2 En myndighed, der udarbejder planer eller programmer omfattet af denne lov, må ikke udføre opgaver og udøve beføjelser som berørt myndighed i forhold til disse planer og programmer, medmindre der inden for myndigheden er sikret en passende adskillelse mellem uforenelige funktioner i forbindelse med varetagelsen af disse opgaver og beføjelser.

Stk. 3 En myndighed, der er bygherre for et projekt omfattet af denne lov, må ikke behandle ansøgningen om projektet og træffe afgørelse herom, medmindre der inden for myndigheden er sikret en passende adskillelse mellem uforenelige funktioner i forbindelse med varetagelsen af disse opgaver og beføjelser.

Stk. 4 Miljøministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan myndighedernes varetagelse af opgaver og beføjelser efter stk. 1-3 kan ske på objektiv vis og med en passende adskillelse mellem uforenelige funktioner.

Digital kommunikation, høring og indberetning
§ 41

Miljøministeren kan fastsætte regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder digital selvbetjening, inden for lovens område og om de nærmere vilkår herfor.

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden ved gennemførelsen af høringer. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at oplysninger, underretninger, informationer, afgørelser og høringer skal ske digitalt og ved indberetning i en særlig form til en elektronisk portal eller et register.

Stk. 3 Miljøministeren kan fastsætte regler om, at den kompetente myndighed skal indberette visse oplysninger om planer og programmer og om projekter til et landsdækkende digitalt register, herunder regler om, at indberetningen skal ske digitalt, og om andre tekniske krav m.v. til indberetningen.

Gebyr
§ 42

Miljøministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om gebyrer til dækning af myndighedens omkostninger ved administration og tilsyn efter loven, hvad angår projekter.

Delegation m.v.
§ 43

Miljøministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en under Miljø- og Fødevareministeriet og en under Klima-, Energi- og Forsyningministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministrene. Bekendtgørelse om Energistyrelsens opgaver og beføjelser Delegationsbekendtgørelse Bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen, herunder Kystdirektoratet

Stk. 2 Miljøministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages. Delegationsbekendtgørelse Bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen, herunder Kystdirektoratet

Stk. 3 Miljøministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bemyndiges til at udøve efter stk. 1.

Internationale overenskomster, EU-retsakter og ændring af bilag
§ 44

Regeringen kan indgå overenskomster med fremmede stater om fælles foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål. Forberedelse og gennemførelse af overenskomster sker efter forhandling med den berørte ressortminister. Hermed giver Folketinget regeringen et generelt samtykke til indgåelse af fremtidige endnu ikke udarbejdede overenskomster inden for lovens område (forhåndssamtykke).

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte regler til opfyldelse af overenskomster, der indgås i henhold til stk. 1.

Stk. 3 Miljøministeren fastsætter regler med henblik på opfyldelse og anvendelse af Den Europæiske Unions retsakter om forhold, som er omfattet af denne lov. Habitatbekendtgørelsen

Stk. 4 Miljøministeren kan fastsætte regler om ændringer af bilag 1 og 2, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om ændringer af bilag 1 og 2 for projekter omfattet af § 17, stk. 4, nr. 1 og 2.

§ 45

Efter anmodning fra vedkommende minister, kommunalbestyrelsen eller regionsrådet skal myndigheder, private virksomheder og koncessionerede og tilsvarende virksomheder give de oplysninger og foretage de undersøgelser, der er nødvendige, for at myndigheden kan træffe afgørelse vedrørende konkrete projekter.

Kapitel 17 1 Tilsyn
§ 46

Den i henhold til § 17 kompetente myndighed er tilsynsmyndighed. Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet er dog tilsynsmyndighed for miljøministerens afgørelser efter §§ 21 og 25, når ministeren har overtaget disses opgaver og beføjelser i en konkret sag efter § 17, stk. 5.

Stk. 2 Tilsynsmyndigheden påser overholdelsen af denne lov og af de regler, der er fastsat i medfør heraf. Den kompetente myndighed er ligeledes tilsynsmyndighed for de afgørelser, der er truffet efter §§ 21 og 25, og for, at vilkår, jf. § 27, fastsat i tilladelser overholdes. Tilsynsmyndigheden påser, at påbud og forbud efter denne lov og regler fastsat i medfør heraf efterkommes.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til regionsrådet eller den tilsynsførende minister, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold i tilfælde, hvor regionsrådet eller ministeren er tilsynsmyndighed. Samme forpligtelse påhviler regionsrådet i forhold til kommunalbestyrelsen og den tilsynsførende minister.

Stk. 4 Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.

Stk. 5 Miljøministeren kan bestemme, at tilsynet udøves af en anden myndighed, jf. stk. 1 og 2.

§ 47

Tilsynsmyndigheden og personer med bemyndigelse fra tilsynsmyndigheden har uden retskendelse adgang til enhver ejendom i tilsynsøjemed, jf. § 46, og har efter forudgående underretning til ejeren eller brugeren adgang for at foretage tekniske forarbejder til forberedelse af beslutninger efter denne lov.

Stk. 2 Legitimation skal forevises efter anmodning i forbindelse med adgang efter stk. 1.

Stk. 3 Politiet yder nødvendig bistand til at opnå den i stk. 1 nævnte adgang.

Kapitel 18 1 Klage og søgsmål
Planer og programmer
§ 48

En afgørelse efter § 10 om, at myndigheden ikke skal gennemføre en miljøvurdering af planer og programmer eller ændringer deri, kan påklages efter reglerne fastsat i den lovgivning, som planen eller programmet udarbejdes i henhold til.

Stk. 2 Myndighedens afgørelse, som træffes ved gennemførelsen af en miljøvurdering efter § 8, stk. 1, kan påklages efter reglerne fastsat i den lovgivning, som planen eller programmet udarbejdes i henhold til.

Stk. 3 Er planen eller programmet eller ændringer deri ikke udarbejdet i henhold til lov, eller giver den pågældende lov ikke mulighed for klage, kan afgørelsen efter § 10 om, at myndigheden ikke skal gennemføre en miljøvurdering af planer og programmer eller ændringer deri, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 10, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, for så vidt angår retlige spørgsmål. Afgørelsen kan dog ikke påklages af andre end miljøministeren, hvis erhvervsministeren efter § 58, stk. 4, i lov om planlægning har truffet afgørelse om at afskære adgangen til at klage over planen eller ændringer deri efter § 58, stk. 1, nr. 3, i lov om planlægning.

Stk. 4 Er planen eller programmet eller ændringer deri ikke udarbejdet i henhold til lov, eller giver den pågældende lov ikke mulighed for klage, kan myndighedens afgørelse, som træffes ved gennemførelsen af en miljøvurdering efter § 8, stk. 1, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 10, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, for så vidt angår retlige spørgsmål. Afgørelsen kan dog ikke påklages af andre end miljøministeren, hvis erhvervsministeren efter § 58, stk. 4, i lov om planlægning har truffet afgørelse om at afskære adgangen til at klage over planen eller ændringer deri efter § 58, stk. 1, nr. 3, i lov om planlægning.

Stk. 5 Stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse på planer og programmer, der vedtages af Folketinget ved en lovgivningsprocedure.

Projekter
§ 49

Afgørelser efter § 21, for så vidt angår retlige spørgsmål, afgørelser efter § 25 og afgørelser efter § 46 kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 10, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte regler om, at klager over afgørelser efter stk. 1 i visse tilfælde skal behandles af Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Stk. 3 Miljøministeren kan efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse i særlige tilfælde træffe afgørelse om, at klageadgangen over afgørelser efter § 21 eller § 25 om projekter omfattet af § 3, stk. 1, i lov om kystbeskyttelse m.v. i sager, der er igangsat efter samme lovs § 1 a, helt eller delvis afskæres.

Stk. 4 Afgørelser i henhold til anden lovgivning, som i henhold til regler fastsat i medfør af § 15, stk. 4, erstatter afgørelser om tilladelse efter § 25, kan påklages efter reglerne i den lovgivning, som afgørelsen meddeles i henhold til.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at ministerens afgørelser efter § 21 vedrørende projekter omfattet af § 17, stk. 4, nr. 1 og 2, påklages til Energiklagenævnet, og om de nærmere regler herfor.

Klageberettigede
§ 50

Klageberettiget efter § 48, stk. 3 og 4, og § 49, stk. 1, er miljøministeren, enhver med retlig interesse i sagens udfald og landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Stk. 2 Vedkommende minister kan fastsætte særlige regler om klageberettigelse i sager vedrørende projekter på havområdet.

Klagefrist
§ 51

Klage efter § 48, stk. 3 og 4, og § 49, stk. 1, skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter offentliggørelsen af screeningsafgørelsen efter § 10, den vedtagne plan eller det vedtagne program, screeningsafgørelsen efter § 21 eller afgørelsen efter §§ 25 og 46, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Udløber klagefristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 3 Klage efter § 48, stk. 4, kan tidligst indgives, når planen eller programmet er endeligt vedtaget.

Indgivelse af klage m.v.
§ 52

Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden.

Stk. 2 Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.

Stk. 3 Når myndigheden videresender klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Miljø- og Fødevareklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.

Stk. 4 Myndigheden skal straks underrette Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvis den, efter at klagen er videresendt til nævnet, inddrages i forhandlinger med adressaten for afgørelsen og klageren om tilpasninger af det ansøgte projekt, der er af betydning for klagen. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan sætte behandlingen af sagen i bero, indtil forhandlingerne er afsluttet. Myndigheden underretter nævnet om resultatet af forhandlingerne, når de er afsluttet.

Stk. 5 Myndighedens videresendelse af klage og efterfølgende kommunikation om klagesagen, jf. stk. 1, til Miljø- og Fødevareklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Tilsvarende gælder sager, hvor klage ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om, at klagen ikke afvises.

Stk. 6 Indgives en klage efter stk. 1 ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk. 1-3 ikke anvendelse.

Stk. 7 Påklages en afgørelse, skal den myndighed, der har truffet afgørelsen, sikre, at adressaten for afgørelsen straks underrettes om klagen.

Opsættende virkning
§ 53

Ved rettidig klage efter § 49, stk. 1, kan Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemme, at en afgørelse efter § 21 eller en afgørelse om tilladelse efter § 25 ikke må udnyttes, og at et påbud efter § 46, stk. 4, ikke skal efterkommes. Er et bygge- eller anlægsarbejde iværksat, kan Miljø- og Fødevareklagenævnet påbyde dette standset.

Søgsmål
§ 54

Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør af loven, skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt adressaten. Er afgørelsen offentliggjort, regnes søgsmålsfristen fra offentliggørelsen.

Stk. 2 Ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af denne lov, skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter.

Kapitel 19 1 Lovliggørelse og straf
§ 55

Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige brugeren.

Stk. 2 Tilsynsmyndigheden kan på ejerens bekostning lade et påbud om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. Når forholdet er berigtiget, skal vedkommende myndighed lade påbuddet aflyse fra tingbogen.

Stk. 3 Når et ved dom meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold ikke efterkommes inden den i dommen fastsatte frist og inddrivelse af tvangsbøder ikke kan antages at føre til, at påbuddet efterkommes, kan tilsynsmyndigheden foretage det nødvendige til forholdets berigtigelse på ejerens bekostning.

§ 56

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

  • 1) undlader at indgive skriftlig ansøgning om afgørelse efter § 21 eller afgørelse om tilladelse, jf. 18, stk. 1,

  • 2) i strid med § 15, stk. 1, påbegynder et projekt, før myndigheden har meddelt tilladelse til at påbegynde projektet,

  • 3) i strid med § 16 påbegynder et ansøgt projekt, før myndigheden skriftligt har meddelt bygherren, at projektet ikke antages at kunne have en væsentlig indvirkning på miljøet,

  • 4) tilsidesætter vilkår for en tilladelse efter loven eller regler fastsat i medfør af loven eller

  • 5) undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er udstedt i henhold til loven eller regler fastsat i medfør heraf, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold.

Stk. 2 Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på de interesser, som loven tilsiger at beskytte, eller opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved lavere økonomiske omkostninger.

Stk. 3 Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, jf. stk. 2.

Stk. 4 Forældelsesfristen for strafansvaret efter stk. 1 er 5 år.

Stk. 5 Juridiske personer kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 20 1 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser m.v.
§ 57

Loven træder i kraft den 16. maj 2017.

Stk. 2 Loven finder ikke anvendelse ved behandling af klager over afgørelser efter lov om miljøvurdering af planer og programmer truffet før lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3 Loven finder ikke anvendelse på planer og programmer, der er under tilvejebringelse efter lov om miljøvurdering af planer og programmer før lovens ikrafttræden. For sådanne planer og programmer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 4 Loven finder ikke anvendelse ved Energiklagenævnets behandling af klager over afgørelser efter lov om anvendelse af Danmarks undergrund, lov om kontinentalsoklen og lov om fremme af vedvarende energi eller regler udstedt i medfør heraf truffet før lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 5 De hidtil gældende regler i § 26 i lov om fremme af vedvarende energi og i bekendtgørelse nr. 68 af 26. januar 2012 om vurdering af virkning på miljøet (VVM) ved projekter om etablering m.v. af elproduktionsanlæg på havet finder fortsat anvendelse på konkrete projekter omfattet af denne lov, hvis

  • 1) Energistyrelsen har truffet screeningsafgørelse, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 3, før ikrafttrædelsestidspunktet,

  • 2) ansøgeren har anmodet Energistyrelsen om en udtalelse om, hvilke oplysninger der skal fremlægges i VVM-redegørelsen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 5, før ikrafttrædelsestidspunktet eller

  • 3) ansøgeren har fremsendt VVM-redegørelsen til Energistyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, før ikrafttrædelsestidspunktet.

Stk. 6 De hidtil gældende regler i § 28 a i lov om anvendelse af Danmarks undergrund, i § 4 a i lov om kontinentalsoklen og i bekendtgørelse nr. 1419 af 3. december 2015 om VVM, konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter ved efterforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger m.v. offshore finder fortsat anvendelse på konkrete projekter omfattet af denne lov, hvis

  • 1) Energistyrelsen har truffet screeningsafgørelse, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 3, før ikrafttrædelsestidspunktet,

  • 2) ansøgeren har anmodet Energistyrelsen om en udtalelse om, hvilke oplysninger der skal fremlægges i VVM-redegørelsen, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 4, før ikrafttrædelsestidspunktet, eller

  • 3) ansøgeren har fremsendt VVM-redegørelsen til Energistyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1, før ikrafttrædelsestidspunktet.

Stk. 7 Loven finder ikke anvendelse ved Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af klager over afgørelser efter lov om planlægning, lov om råstoffer, lov om kystbeskyttelse og lov om beskyttelse af havmiljøet eller regler udstedt i medfør heraf truffet før lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 8 De hidtil gældende regler i §§ 11 g-11 i i lov om planlægning og i bekendtgørelse nr. 1832 af 16. december 2015 finder fortsat anvendelse på konkrete projekter omfattet af denne lov, hvis

  • 1) den kompetente VVM-myndighed, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 5, har truffet screeningsafgørelse, jf. bekendtgørelsens § 3, før ikrafttrædelsestidspunktet eller

  • 2) den kompetence VVM-myndighed, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 5, har offentliggjort en kort beskrivelse af hovedtrækkene af det påtænkte anlæg med henblik på at indkalde ideer og forslag fra offentligheden og berørte myndigheder til brug for afgrænsning af VVM-redegørelsens indhold, jf. bekendtgørelsens § 4, før ikrafttrædelsestidspunktet.

Stk. 9 De hidtil gældende regler i § 23 i lov om råstoffer og i kapitel 3 og bilag 4 i bekendtgørelse nr. 1306 af 24. november 2015 om efterforskning og indvinding af råstoffer fra søterritoriet og kontinentalsoklen finder fortsat anvendelse på konkrete projekter omfattet af denne lov, hvis

  • 1) Naturstyrelsen har truffet screeningsafgørelse, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 2, før ikrafttrædelsestidspunktet,

  • 2) ansøgeren har anmodet Naturstyrelsen om en udtalelse om, hvilke oplysninger der skal fremlægges i VVM-redegørelsen, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 2, før ikrafttrædelsestidspunktet eller

  • 3) ansøgeren har fremsendt VVM-redegørelsen til Naturstyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 3, nr. 10, jf. § 11, stk. 1, og bilag 4, før ikrafttrædelsestidspunktet.

Stk. 10 De hidtil gældende regler i § 24 a i lov om beskyttelse af havmiljøet og i bekendtgørelse nr. 382 af 25. april 2012 om vurdering af virkninger på miljøet (VVM) af havbrug beliggende længere end 1 sømil fra kysten finder fortsat anvendelse på projekter omfattet af denne lov, hvis Miljøstyrelsen har truffet screeningsafgørelse, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, før ikrafttrædelsestidspunktet.

Stk. 11 De hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 579 af 29. maj 2013 om miljømæssig vurdering af visse anlæg og foranstaltninger på søterritoriet finder fortsat anvendelse på konkrete projekter omfattet af denne lov, hvis

  • 1) Kystdirektoratet har truffet screeningsafgørelse jf. bekendtgørelsens § 3, før ikrafttrædelsestidspunktet,

  • 2) Kystdirektoratet har sendt de i bekendtgørelsens § 4, stk. 2, nævnte oplysninger i høring hos berørte myndigheder før ikrafttrædelsestidspunktet eller

  • 3) Kystdirektoratet har modtaget en VVM-redegørelse, som ansøger har udarbejdet og indsendt efter bekendtgørelsens § 5, før ikrafttrædelsestidspunktet.

§ 58

Lov om miljøvurdering af planer og programmer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1533 af 10. december 2015, ophæves.

§ 59

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.