Nordisk samarbejdslov

Denne konsoliderede version af nordisk samarbejdslov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om nordisk samarbejde

Lov nr. 185 af 28. april 1971,
som ændret ved lov nr. 263 af 22. maj 1974, lov nr. 220 af 16. maj 1984, lov nr. 521 af 4. december 1985, lov nr. 841 af 18. december 1991 og lov nr. 1789 af 29. december 2025

§ 1

Danmark deltager i det nordiske samarbejde i overensstemmelse med samarbejdsoverenskomsten af 23. marts 1962 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige med senere ændringer.

§ 2

(Ophævet)

§ 3

Folketingets valg af 16 medlemmer til Nordisk Råd sker efter afholdelse af valg til folketinget samt ved begyndelsen af hvert folketingsår.

Stk. 2 Valget sker efter forholdstal. På tilsvarende måde vælges 16 suppleanter, der indtræder i stedet for medlemmerne, når nogen af disse er forhindret.

Stk. 3 Medlemmer og suppleanter skal være medlemmer af folketinget. Hvis et medlem eller en suppleant udtræder af rådet eller af folketinget, vælger folketinget en anden i hans sted.

§ 4

De af folketinget valgte medlemmer afgiver en årlig beretning til folketinget om Nordisk Råds virksomhed.

§ 5

Tidspunktet for denne lovs ikrafttræden bestemmes af ministeren for nordiske anliggender.

Stk. 2 Lov nr. 292 af 21. december 1957 om Nordisk Råd ophæves.