SU-bekendtgørelsen Afsnit II

Denne konsoliderede version af sU-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024

Kapitel 25 Studieophold
§ 95

Den uddannelsessøgende skal sende ansøgning om udlandsstipendium og udlandsstudielån til studieophold i udlandet, jf. lovens § 46 a, stk. 1, nr. 1, til den danske uddannelsesinstitution. Ansøgningen vedlægges uddannelsesinstitutionens forhåndsgodkendelse af merit for studieopholdet samt dokumentation fra den udenlandske uddannelsesinstitution for optagelse, der kan være betinget af betaling, studieafgiftens størrelse samt hvad studieafgiften dækker.

Stk. 2 Den uddannelsessøgende skal anmode om udbetaling af tildelt udlandsstudielån gennem styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85.

Stk. 3 Udlandsstudielånet tildeles altid med det størst mulige beløb, der beregnes på baggrund af den valutakurs, der gælder den 1. i den måned, hvor udlandsstipendiet udbetales, eller den første bankdag herefter, jf. § 105.

Stk. 4 Udlandsstudielån udbetales tidligst, når den uddannelsessøgende har accepteret lånebetingelserne og anmodet om udbetaling gennem styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85.

Stk. 5 Udlandsstudielån udbetales ikke med beløb under 500 kr.

Stk. 6 Udlandsstudielån, der er tildelt, men ikke udbetalt, bortfalder, hvis den uddannelsessøgende ikke har anmodet om udbetaling inden 1 måned efter uddannelsesperiodens udløb, jf. § 103, stk. 1.

Stk. 7 Der kan tidligst søges om udlandsstipendium og udlandsstudielån 12 måneder, før studieopholdet starter.

Stk. 8 Den uddannelsessøgende skal underrette den danske uddannelsesinstitution om afbrud af studieopholdet i udlandet.

Stk. 9 Den danske uddannelsesinstitution træffer afgørelse om tildeling af udlandsstipendium og udlandsstudielån til studieophold i udlandet og om størrelsen på udlandsstipendiet, jf. § 102, og skal herunder kontrollere, at den uddannelsessøgende har gennemført første år af et studieophold, der har længere varighed end 1 år, jf. § 101, stk. 3.

Hele uddannelser på kandidatniveau
§ 96

En hel videregående uddannelse på kandidatniveau i udlandet skal have en varighed (normering) på mindst 60 ECTS-point eller tilsvarende for at give ret til udlandsstipendium. Det samme gælder for den del af en ikke-trindelt hel videregående uddannelse i udlandet, der efter afsluttet bachelorniveau er på kandidatniveau, jf. stk. 2 og 3. 60 ECTS-point svarer til 1 års heltidsstudier.

Stk. 2 Den del af en ikke-trindelt hel videregående uddannelse i udlandet, der efter afsluttet bachelorniveau er på kandidatniveau, giver ret til udlandsstipendium, når uddannelsen kan opdeles i et bachelor- og kandidatniveau.

Stk. 3 Den uddannelsessøgende skal indhente en erklæring fra den udenlandske uddannelsesinstitution, der dokumenterer, at den uddannelsessøgende har gennemført den del af uddannelsen, der svarer til bachelorniveau, jf. stk. 2, og tidspunktet herfor. Erklæringen skal endvidere dokumentere, hvornår kandidatdelen af uddannelsen påbegyndes og forventes afsluttet, samt hvor mange ECTS-point den vil udgøre.

§ 97

Til uddannelser, der i Danmark ville blive udbudt efter lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner og lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet, gives kun udlandsstipendium og udlandsstudielån, hvis uddannelsen er særskilt godkendt hertil.

Stk. 2 Godkendte uddannelser fremgår af en liste, der er tilgængelig på styrelsens hjemmeside www.su.dk. Listen revideres i lige år pr. 1. januar og har virkning fra den 1. april samme år og 2 år frem. Styrelsen kan efter aftale med Kulturministeriet revidere listen i den mellemlæggende periode, hvis særlige omstændigheder tilsiger det.

Stk. 3 Uddannelsessøgende, der søger om udlandsstipendium og udlandsstudielån, kan tildeles udlandsstipendium og udlandsstudielån og bevare retten hertil, selv om uddannelsen udgår af listen efter ansøgningstidspunktet.

§ 98

De danske uddannelsesinstitutioner vejleder uddannelsessøgende om uddannelser på kandidatniveau i udlandet, herunder kvaliteten af uddannelserne, som uddannelsesinstitutionerne har samarbejdsaftaler om. Er en uddannelse på en udenlandsk uddannelsesinstitution, som den uddannelsessøgende ønsker udlandsstipendium til, ikke omfattet af en samarbejdsaftale, skal den uddannelsesinstitution, som den uddannelsessøgende har taget sin bacheloruddannelse fra, vejlede den uddannelsessøgende. Vejledningen omfatter valg af uddannelse, uddannelsesforløbets relevans i forhold til den danske uddannelse (valg af fag m.v.) og generel vejledning om danske uddannelsesregler og deres forhold til udenlandske uddannelsesregler. Vejledningen omfatter ikke praktiske forhold vedrørende gennemførsel af den konkrete uddannelse i udlandet.

Stk. 2 De danske uddannelsesinstitutioner vejleder uddannelsessøgende, der har en bachelorgrad fra en udenlandsk uddannelsesinstitution, om uddannelser på kandidatniveau i udlandet inden for institutionernes uddannelsesområder.

Stk. 3 Styrelsen kan bestemme, hvilke uddannelsesinstitutioner der skal vejlede.

§ 99

Den uddannelsessøgende skal indgive ansøgning om udlandsstipendium og udlandsstudielån til en uddannelse på kandidatniveau i udlandet og anmode om udbetaling af tildelt udlandsstudielån gennem styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85.

Stk. 2 Udlandsstudielånet tildeles altid med det størst mulige beløb, der beregnes på baggrund af den valutakurs, der gælder den 1. i den måned, hvor udlandsstipendiet udbetales, eller den første bankdag herefter, jf. § 105.

Stk. 3 Udlandsstudielån udbetales tidligst, når den uddannelsessøgende har accepteret lånebetingelserne og anmodet om udbetaling gennem styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85.

Stk. 4 Udlandsstudielån udbetales ikke med beløb under 500 kr.

Stk. 5 Udlandsstudielån, der er tildelt, men ikke udbetalt, bortfalder, hvis den uddannelsessøgende ikke har anmodet om udbetaling inden 1 måned efter uddannelsesperiodens udløb, jf. § 103, stk. 1.

Stk. 6 Styrelsen træffer afgørelse om tildeling af udlandsstipendium og udlandsstudielån til uddannelser på kandidatniveau i udlandet, herunder om den uddannelsessøgende på tidspunktet for uddannelsens start har et tilstrækkeligt antal klip eller slutlånsrater til rådighed til at få tildelt udlandsstipendium, jf. lovens § 46 d, stk. 3, samt om størrelsen på udlandsstipendiet, jf. § 102.

Stk. 7 Der kan tidligst indgives ansøgning om udlandsstipendium og udlandsstudielån 12 måneder før uddannelsens start.

Stk. 8 Uddannelsessøgende, som modtager udlandsstipendium, skal over for styrelsen dokumentere den studiemæssige fremdrift efter første år af en flerårig uddannelse på kandidatniveau i forbindelse med afgørelsen af, om stipendiet for det andet år af uddannelsen kan tildeles endeligt, jf. § 101, stk. 3.

§ 100

Uddannelsessøgende, som modtager udlandsstipendium, skal ved afbrud eller afslutning af uddannelsen underrette styrelsen herom.

Foreløbig og endelig tildeling
§ 101

Udlandsstipendium og udlandsstudielån tildeles foreløbigt på baggrund af faktura fra den udenlandske uddannelsesinstitution, når den uddannelsessøgende i øvrigt opfylder betingelserne i lovens § 46 a og for så vidt angår udlandsstipendium og udlandsstudielån til en hel uddannelse i udlandet tillige lovens § 46 d, stk. 3. Styrelsen udbetaler udlandsstipendium og udlandsstudielån tidligst 3 måneder før uddannelsesperiodens start.

Stk. 2 Udlandsstipendium og udlandsstudielån tildeles endeligt, når den uddannelsessøgende har dokumenteret ved kvittering fra den udenlandske uddannelsesinstitution, at studieafgiften er betalt og ikke senere er refunderet, jf. § 104.

Stk. 3 Udlandsstipendium til andet eller følgende år af studieophold eller uddannelse på kandidatniveau i udlandet, der har en længere varighed end et år, tildeles endeligt, når den uddannelsessøgende har dokumenteret over for styrelsen, at første år er gennemført, herunder at de planlagte eksaminer er bestået.

Stk. 4 Dokumentationen, jf. stk. 2 og 3, skal indsendes senest 6 måneder efter den foreløbige tildeling, jf. stk. 1. Styrelsen kan dispensere fra fristen, hvis der foreligger særlige forhold.

Stk. 5 Den uddannelsessøgende skal selv afholde en eventuel udgift til udstedelse af dokumentation for beløb og betaling.

Udlandsstipendiets størrelse

Stk. 2 Ved beregning af udlandsstipendium efter lovens § 46 c, stk. 3, og § 46 d, stk. 4, medgår alene taxametertilskuddet for heltidsuddannelser som fastsat på finansloven ganget med en faktor på 1,35, og for så vidt angår kunstneriske og kulturelle uddannelser under Uddannelses- og Forskningsministeriet og Kulturministeriet medgår alene den uddannelsestakst som beregnes af ressortministerierne og som årligt offentliggøres på styrelsens hjemmeside www.su.dk.

Udbetaling og administration
§ 103

Styrelsen kan højst udbetale udlandsstipendium og udlandsstudielån for en uddannelsesperiode på 12 måneder, der svarer til 60 ECTS-point eller tilsvarende.

Stk. 2 Ansøgning om udlandsstipendium og udlandsstudielån, jf. § 95, stk. 1, skal senest være modtaget på uddannelsesinstitutionen inden udgangen af den uddannelsesperiode, der søges udlandsstipendium for.

Stk. 3 Ansøgning om udlandsstipendium og udlandsstudielån, jf. § 99, stk. 1, skal senest være modtaget i styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85, inden udgangen af den uddannelsesperiode, der søges udlandsstudiestipendium for.

Stk. 4 Anmodning om udbetaling af udlandsstudielån, jf. § 95, stk. 1, og 99, stk. 1, skal være modtaget i styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85, inden udgangen af den uddannelsesperiode, der søges udlandsstudielån til.

§ 104

Uddannelsessøgende, der modtager udlandsstipendium og udlandsstudielån til studieophold, skal ved afbrud af uddannelse efter § 68, stk. 1, nr. 1, dokumentere over for den danske uddannelsesinstitution, om vedkommende får refunderet hele eller dele af den betalte studieafgift.

Stk. 2 Uddannelsessøgende, der modtager udlandsstipendium og udlandsstudielån til en uddannelse på kandidatniveau i udlandet, skal ved afbrud af uddannelse efter § 68, stk. 1, nr. 1, dokumentere over for styrelsen, om vedkommende får refunderet hele eller dele af den betalte studieafgift.

Stk. 3 Refunderes hele eller dele af studieafgiften, skal det refunderede beløb tilbagebetales efter reglerne i kapitel 18.

Stk. 4 Hvis den uddannelsessøgende selv har betalt en del af studieafgiften, tilbagebetales en andel af det refunderede beløb svarende til forholdet mellem udlandsstipendiet og udlandsstudielånet og den samlede betaling. Først nedsættes udlandsstudielånet og dernæst udlandsstipendiet.

§ 105

Studieafgifter, der er opgivet i fremmed valuta, omregnes til danske kroner på baggrund af valutakurserne som fastsat af Nationalbanken den 1. i udbetalingsmåneden eller den første bankdag herefter.

§ 106

Reglerne om administration i §§ 85-87 finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår administrationen af udlandsstipendier og udlandsstudielån.