SU-bekendtgørelsen § 85

Denne konsoliderede version af sU-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024

§ 85

Styrelsen stiller et elektronisk selvbetjeningssystem til rådighed for ansøgning om støtte eller ændring af støtte i elektronisk form. Udbetaling Danmark stiller et elektronisk selvbetjeningssystem til rådighed for tilbagebetaling af studielån, slutlån, statslån og tilbagebetaling af for meget modtaget støtte.

Stk. 2 For at få adgang til styrelsens eller Udbetaling Danmarks selvbetjeningssystemer skal den uddannelsessøgende eller låntageren være i besiddelse af den form for digital signatur eller anden sikker personidentifikation, der efter styrelsens eller Udbetaling Danmarks bestemmelse giver adgang til styrelsens eller Udbetaling Danmarks selvbetjeningssystemer.

Stk. 3 Udbetaling Danmark sender afgørelser og meddelelser til debitorers eller låntageres digitale postkasse i Offentlig Digital Post. Udbetaling Danmark kan endvidere bestemme, at visse afgørelser og meddelelser sendes i papirform, og at visse uddannelsessøgende kan modtage afgørelser og meddelelser i papirform.

Stk. 4 Styrelsen sender afgørelser og meddelelser i elektronisk form til den uddannelsessøgendes digitale postkasse i Offentlig Digital Post.

Stk. 5 Uddannelsesinstitutionen bistår den enkelte uddannelsessøgende med gennemførelsen af ansøgning om støtte i elektronisk form, hvis den uddannelsessøgende ikke er i stand til eller har meget vanskeligt ved at benytte styrelsens selvbetjeningssystem på grund af psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, særlige behov i forbindelse med partsrepræsentation el.lign.