SU-bekendtgørelsen § 46

Denne konsoliderede version af sU-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024

§ 46

Ansøgning om støtte eller ændring af støtte i form af stipendium, jf. lovens § 7, stk. 1, nr. 1, slutlån, jf. lovens § 7, stk. 1, nr. 3, stipendium som tillæg, jf. lovens § 7, stk. 3 eller 4, supplerende studielån, jf. lovens § 7, stk. 5, og supplerende stipendium, jf. lovens § 7, stk. 6, skal være modtaget i styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85, inden udgangen af den måned, som den uddannelsessøgende ønsker støtten eller ændringen af støtten fra, dog senest den 5. december i støtteåret.

Stk. 2 Ansøgning om studielån, jf. lovens § 7, stk. 1, nr. 2, for måneder i støtteåret, hvor den uddannelsessøgende er berettiget hertil, jf. lovens § 7, stk. 2, skal senest været modtaget i styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85, den 5. december i samme støtteår. Den uddannelsessøgende kan dog kun søge om studielån, jf. lovens § 7, stk. 1, nr. 2, til den uddannelse, som den uddannelsessøgende er indskrevet på og gennemgår på ansøgningstidspunktet.

Stk. 3 Efter en periode med orlov fra uddannelsen på 7 måneder eller derunder genoptager styrelsen på det foreliggende grundlag udbetalingen af støtte uden ansøgning fra den uddannelsessøgende.