SU-bekendtgørelsen § 41

Denne konsoliderede version af sU-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024

§ 41

Styrelsen kan efter ansøgning fra den uddannelsessøgende fastsætte et andet beregningsgrundlag end det, der følger af lovens § 25, stk. 5-7, hvis indkomsten for den ene eller begge forældre eller indkomsten for den ene forældres ægtefælle eller registrerede parterne er faldet væsentligt i forhold til den bruttoindkomst, der indgår i indkomstgrundlaget, på grund af

  • 1) længerevarende arbejdsløshed efter afskedigelse,

  • 2) langvarig sygdom,

  • 3) konkurs,

  • 4) overgang til pension, eller

  • 5) overgang til efterløn.

Stk. 2 I beregningsgrundlaget efter stk. 1 indgår

  • 1) positiv kapitalindkomst, der fremgår af indkomstgrundlaget,

  • 2) aktieindkomst, der fremgår af indkomstgrundlaget, og

  • 3) fradrag i den personlige indkomst, der fremgår af indkomstgrundlaget.

Stk. 3 Beregningsgrundlaget ændres alene for den forælder, ægtefælle eller registrerede partner, hvis indkomst er faldet væsentligt i forhold til den bruttoindkomst, der indgår i indkomstgrundlaget på grund af de i stk. 1, nævnte omstændigheder.

Stk. 4 Styrelsen fastsætter det nye beregningsgrundlag for den del af støtteperioden, det vil sige de måneder i det indeværende støtteåret, hvor den uddannelsessøgende efter lovens § 2 har ret til uddannelsesstøtte, der ligger efter tidspunktet for indkomstnedgangen. Beregningsgrundlaget fastsættes på grundlag af den forventede bruttoindkomst i denne del af støtteperioden omregnet til årsbasis.

Stk. 5 Det nye beregningsgrundlag anvendes også for det efterfølgende støtteår, når ansøgning om fastsættelse af nyt beregningsgrundlag er modtaget i styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85, den 1. september eller senere i støtteåret.