SU-bekendtgørelsen § 99

Denne konsoliderede version af sU-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024

§ 99

Den uddannelsessøgende skal indgive ansøgning om udlandsstipendium og udlandsstudielån til en uddannelse på kandidatniveau i udlandet og anmode om udbetaling af tildelt udlandsstudielån gennem styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85.

Stk. 2 Udlandsstudielånet tildeles altid med det størst mulige beløb, der beregnes på baggrund af den valutakurs, der gælder den 1. i den måned, hvor udlandsstipendiet udbetales, eller den første bankdag herefter, jf. § 105.

Stk. 3 Udlandsstudielån udbetales tidligst, når den uddannelsessøgende har accepteret lånebetingelserne og anmodet om udbetaling gennem styrelsens selvbetjeningssystem, jf. § 85.

Stk. 4 Udlandsstudielån udbetales ikke med beløb under 500 kr.

Stk. 5 Udlandsstudielån, der er tildelt, men ikke udbetalt, bortfalder, hvis den uddannelsessøgende ikke har anmodet om udbetaling inden 1 måned efter uddannelsesperiodens udløb, jf. § 103, stk. 1.

Stk. 6 Styrelsen træffer afgørelse om tildeling af udlandsstipendium og udlandsstudielån til uddannelser på kandidatniveau i udlandet, herunder om den uddannelsessøgende på tidspunktet for uddannelsens start har et tilstrækkeligt antal klip eller slutlånsrater til rådighed til at få tildelt udlandsstipendium, jf. lovens § 46 d, stk. 3, samt om størrelsen på udlandsstipendiet, jf. § 102.

Stk. 7 Der kan tidligst indgives ansøgning om udlandsstipendium og udlandsstudielån 12 måneder før uddannelsens start.

Stk. 8 Uddannelsessøgende, som modtager udlandsstipendium, skal over for styrelsen dokumentere den studiemæssige fremdrift efter første år af en flerårig uddannelse på kandidatniveau i forbindelse med afgørelsen af, om stipendiet for det andet år af uddannelsen kan tildeles endeligt, jf. § 101, stk. 3.