Bekendtgørelsen finder anvendelse på vederlag, der tilkommer hegnsynet og vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven.
Stk. 2 I denne bekendtgørelse forstås ved:
-
1) Hegnsloven: Lov om hegn, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 10. juli 2023.
-
2) Udstykningsloven: Lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 17. januar 2024.
-
3) Mark- og vejfredsloven: Lov om mark- og vejfred, jf. lovbekendtgørelse nr. 812 af 13. juni 2023.
For behandlingen af en hegnssag har hegnsynet ret til et samlet vederlag på 2.205 kr., når hegnssagen er afsluttet. Vederlaget fordeles med 945 kr. til formanden og 630 kr. til hver af de to andre hegnsynsmedlemmer.
Stk. 2 For afsigelse af kendelser i de tilfælde, der er omhandlet i hegnslovens § 34, stk. 8, og § 44, stk. 1, samt når sagen hæves på grund af klagerens udeblivelse eller efter dennes begæring, har hegnsynet ret til et vederlag på 1.260 kr. Vederlaget fordeles med 630 kr. til formanden og 315 kr. til hver af de to andre hegnsynsmedlemmer.
Stk. 3 Hæves en hegnssag, før der har været afholdt åstedsmøde, har formanden ret til et vederlag på 700 kr.
Stk. 4 For godkendelse af og indførelse i hegnsynets protokol af et forlig indgået uden hegnsynets medvirken, jf. hegnslovens § 38, stk. 4, har formanden ret til et vederlag på 315 kr.
Stk. 5 Der kan ikke kræves forudbetaling af eller sikkerhedsstillelse for vederlag til hegnsynet.
Hegnsynets behandling af spørgsmålet om fordeling af sagsomkostningerne ved en skelforretning efter udstykningslovens § 39, stk. 1, sker efter reglerne i hegnslovens kapitel VI om hegnsynsforretninger, jf. udstykningslovens § 39, stk. 2, 2. pkt.
For afholdelse af en vurderingsforretning efter mark- og vejfredsloven har de deltagende vurderingsmænd ret til et samlet vederlag på 1.575 kr. Vederlaget fordeles med 945 kr. til formanden og 630 kr. til det andet medlem.
Stk. 2 Når undtagelsesvis alle 3 vurderingsmænd, jf. mark- og vejfredslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., deltager i vurderingsforretningen, udgør det samlede vederlag 2.205 kr. Vederlaget fordeles med 945 kr. til formanden og 630 kr. til hvert af de andre medlemmer.
Stk. 3 Efter mark- og vejfredslovens § 28, stk. 1, er skadelidte pligtig til forskudsvis at udrede vederlag til de vurderingsmænd, der deltager ved vurderingsforretningen.
For kopier af henholdsvis hegnsynets protokol og protokollen for vurderingsforretninger efter mark- og vejfredsloven betales 10 kr. for første påbegyndte side og 1 kr. for hver påbegyndt følgende side.
Stk. 2 Vederlaget kan efter hegnslovens § 47, stk. 2, eller mark- og vejfredslovens § 28, stk. 2, 3. pkt., kræves betalt forud.
Stk. 3 Der betales ikke for første eksemplar af en kopi, der leveres til en part i sagen.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026.
Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 1432 af 6. december 2024 om vederlag til hegnsynet og vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven ophæves.
Stk. 3 Bekendtgørelse nr. 1432 af 6. december 2024 finder dog fortsat anvendelse i sager, der er indbragt for henholdsvis hegnsynet og for en vurderingsforretning i henhold til mark- og vejfredsloven fra den 1. januar 2025 til den 31. december 2025.