Råstofloven Kapitel 4

Stk. 2 Miljø- og fødevareministeren kan på grundlag af kortlægningen efter stk. 1 udarbejde planer for råstofindvindingen.

Stk. 2 Miljø- og fødevareministeren kan på nærmere fastsatte vilkår, jf. § 21, meddele tilladelse til efterforskning eller indvinding af et eller flere råstoffer på følgende måder:

• 1) Tilladelse med eneret til efterforskning eller indvinding kan efter offentlig indkaldelse af ansøgninger på baggrund af nærmere fastsatte kriterier, herunder et minimumsprogram for efterforskning og miljøvurdering, meddeles på grundlag af størrelsen af det vederlag, ansøgerne tilbyder at betale pr. kubikmeter ved udstedelsen af indvindingstilladelsen. Tilbyder flere ansøgere at betale samme vederlag pr. kubikmeter, meddeles tilladelsen på grundlag af størst budte mængde. Tilbyder flere ansøgere at betale samme vederlag pr. kubikmeter for den samme mængde, indkaldes supplerende tilbud fra disse ansøgere.

• 2) Tilladelse til efterforskning eller indvinding i fællesområder til råstofindvinding kan meddeles efter ansøgning.

• 3) Tilladelse med eneret til efterforskning eller indvinding til større opfyldningsopgaver og andre større anlægsarbejder samt til kystbeskyttelse kan efter ansøgning meddeles bygherren.

• 4) Tilladelse til efterforskning uden efterfølgende indvindingsret kan meddeles efter ansøgning.

Stk. 3 Der kan kun meddeles tilladelse til indvinding, herunder prøvesugninger og produktionsforsøg, i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder. Tilladelse til efterforskning kan kun meddeles i geografisk afgrænsede områder.

Stk. 4 Der kan ikke gives tilladelse til opfiskning af søsten med grab el.lign.

Stk. 5 Ved meddelelse af tilladelse skal der lægges vægt på en vurdering efter § 1 og § 3.

Stk. 6 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at efterforskning ikke er omfattet af kravet i stk. 1 om tilladelse til efterforskning af råstoffer. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte, at undersøgelser, der ikke kræver tilladelse, skal anmeldes, og fastsætte regler om høring af offentligheden, herunder at offentlig høring kan ske udelukkende digitalt, og om, at resultaterne af undersøgelserne skal indberettes. Råstofbekendtgørelsen

Stk. 7 Miljø- og fødevareministeren kan nedlægge forbud mod og meddele påbud vedrørende efterforskning, der ikke kræver tilladelse, jf. stk. 6.

Stk. 2 Tilladelse til indvinding efter § 20 kan ikke gives i områder med en vanddybde på mindre end 6 m.

Stk. 3 Miljø- og fødevareministeren kan, for så vidt angår indvinding i områder med en vanddybde på mindre end 6 m, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 2, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med væsentlige kulturarvs- og naturmæssige værdier.

Stk. 4 Det påhviler ansøgeren til en tilladelse efter § 20 at foretage de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger.

Stk. 5 Miljø- og fødevareministeren fastsætter nærmere regler om tilladelsesordningen efter § 20, herunder Råstofbekendtgørelsen

• 1) om behandling af ansøgninger og meddelelse af tilladelse efter stk. 1, om høring af offentligheden, herunder at offentlig høring kan ske udelukkende digitalt, om inddragelse af andre myndigheder og om vilkår efter § 21, stk. 3,

• 2) om krav til anmodning om afholdelse af auktion over bestemte områder, om offentlig indkaldelse af ansøgninger efter § 20, stk. 2, nr. 1, herunder at indkaldelse kan ske udelukkende ved digital annoncering, om betingelser for og afholdelse af auktion og overbud og om kriterier i forbindelse med auktion,

• 3) om tidsbegrænsning, eneretsperiode og fortrolig behandling af efterforsknings- og undersøgelsesdata og

• 4) om tilladelse til efterforskning og indvinding i et fællesområde efter § 20, stk. 2, nr. 2, herunder om, i hvilke områder der kan gives tilladelse til fælles råstofindvinding.

Stk. 2 Det påhviler ansøger til en tilladelse efter stk. 1 at foretage de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger.

Stk. 3 Der kræves ikke tilladelse efter stk. 1 i tilfælde, der er omfattet af en tilladelse til videreførelse eller nyttiggørelse efter § 16 b i lov om kystbeskyttelse.

Stk. 4 Tilladelse efter stk. 1 kan afslås, hvis det vurderes, at de pågældende sedimenter bør videreføres ved bypass, jf. § 16 b, stk. 1, nr. 1, i lov om kystbeskyttelse.

Stk. 5 Ansøgning om tilladelse til dumpning i henhold til § 26 i lov om beskyttelse af havmiljøet kan, hvis materialet er egnet til nyttiggørelse, anses som ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse i henhold til stk. 1.

Stk. 6 Miljø- og fødevareministeren fastsætter nærmere regler om behandling af ansøgninger og meddelelse af tilladelse efter stk. 1, om høring af offentligheden, herunder at offentlig høring kan ske udelukkende digitalt, om inddragelse af andre myndigheder og om vilkår efter § 21, stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om kravet i stk. 4.

Stk. 2 En tilladelse efter § 20 til indvinding eller efter § 20 b til nyttiggørelse kan indeholde

• 1) vilkår om gennemførelse af indvindingen eller nyttiggørelsen, herunder om begrænsning af miljø-, kulturarvs- og naturmæssige virkninger, og om overvågning og egenkontrol i øvrigt,

• 2) planlægningsmæssige og ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om, at råstofferne skal anvendes til bestemte formål,

• 3) vilkår om opmåling efter endt indvinding til kontrol af overholdelse af vilkår om områdets tilstand, eventuel efterbehandling som følge af kontrolmålingens resultater, søopmåling og efterfølgende miljøovervågning,

• 4) vilkår om, at der stilles fornøden sikkerhed til gennemførelse af de foranstaltninger, der er nævnt i nr. 3,

• 5) vilkår om overdragelse af tilladelsen,

• 6) vilkår om, at tilladelsen skal udnyttes, herunder om årlig indvindingsmængde, og om bortfald af tilladelsen, hvis den ikke udnyttes inden for et fastsat tidsrum,

• 7) vilkår om anmeldelse af det indvindingsmateriel, der anvendes, og vilkår om indretningen heraf, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende bestemt elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position og arbejde m.v., og

• 8) yderligere vilkår til varetagelse af de hensyn, der er nævnt i § 3.

Stk. 3 Miljø- og fødevareministeren fastsætter i en tilladelse til efterforskning eller indvinding efter § 20 vilkår om betaling af vederlag til staten, jf. § 22 a. 

Stk. 2 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler, hvorved der udlægges områder, hvor der ikke kan gives tilladelse til råstofindvinding, eller hvor adgang til at give tilladelse til råstofindvinding begrænses. Habitatbekendtgørelsen Råstofbekendtgørelsen

Stk. 3 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, hvordan efterforskning og indvinding af råstoffer skal udføres, herunder om efterforsknings- og indvindingsmetoder, anmeldelse af og krav til efterforsknings- og indvindingsmateriel, overvågning og egenkontrol i øvrigt samt indberetning. Habitatbekendtgørelsen Råstofbekendtgørelsen

Stk. 2 Som vederlag for en tilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 2, betales 8 kr. pr. kubikmeter indvundne råstoffer. Såfremt indvinderen har afholdt udgiften til efterforskning og miljøvurdering i det pågældende område, betales 6 kr. pr. kubikmeter indvundne råstoffer.

Stk. 3 Som vederlag for en tilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 3, betales et arealvederlag på 25.000 kr. årligt pr. kvadratkilometer og et produktionsvederlag på et beløb pr. kubikmeter indvundne råstoffer svarende til et gennemsnit af opnåede auktionspriser fra sammenlignelige områder. Er det ikke muligt at beregne en gennemsnitspris, udgør produktionsvederlaget 2,50 kr. pr. kubikmeter.

Stk. 4 Der betales ikke vederlag for

• 1) råstoffer, der benyttes til kystbeskyttelse i henhold til en tilladelse fra kommunalbestyrelsen eller miljø- og fødevareministeren,

• 2) råstoffer, der indvindes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 1 eller 3, og som benyttes til anlægsarbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen vedtaget ved lov,

• 3) råstoffer, der indvindes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 1 eller 3, og som benyttes af en offentlig bygherre til udbygning eller nyanlæg af veje, broer og jernbaner, og

• 4) oprensnings- og uddybningsmaterialer, der nyttiggøres, jf. § 20 b.

Stk. 5 Ved anmodning om afholdelse af auktion over et område efter § 20, stk. 2, nr. 1, stilles sikkerhed for gennemførelse af efterforskningen af området. Hvis auktionen over et område er blevet vundet af en anden end den, der har anmodet om afholdelse af auktionen, skal auktionsvinderen stille tilsvarende sikkerhed før udstedelse af efterforskningstilladelse. Før udstedelse af efterforskningstilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 3, stilles tilsvarende sikkerhed. Kravet om sikkerhedsstillelse bortfalder, når miljø- og fødevareministeren har konstateret, at der foreligger en fyldestgørende efterforskningsrapport. Sikkerhed, der er stillet ved anmodning om afholdelse af auktion over et område, bortfalder, hvis auktionen er blevet vundet af en anden. Sikkerhedsstillelse bortfalder endvidere, hvis den pågældende lovligt opgiver området uden at foretage efterforskning. Opfylder den, der har anmodet om afholdelse af auktion, har vundet en auktion eller er meddelt efterforskningstilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 3, ikke inden for de fastsatte frister betingelserne for bortfald af sikkerhedsstillelsen, skal den pågældende betale et beløb svarende til sikkerhedsstillelsen som bod til miljø- og fødevareministeren for den manglende efterforskning af området.

Stk. 6 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagssatserne, herunder ændre disse eller bestemme, at disse skal indeksreguleres. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om sikkerhedsstillelse og bod, herunder om størrelsen heraf. Råstofbekendtgørelsen

Stk. 7 Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om opkrævning af vederlag, herunder om betaling af renter og gebyrer, når indbetaling sker for sent, og om, at opkrævningen og administrationen af vederlaget kan henlægges til en anden statslig myndighed. Råstofbekendtgørelsen

Stk. 2 Miljø- og fødevareministeren kan til enhver tid ændre, begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter §§ 20 og 20 b, hvis det er nødvendigt for at beskytte væsentlige miljø-, natur-, kulturarvs- eller fiskerimæssige interesser, af hensyn til væsentlig risiko for oversvømmelse eller erosion af kysten eller af hensyn til væsentlige interesser for skibsfarten. Ministeren kan endvidere tilbagekalde en tilladelse efter §§ 20 og 20 b i tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller af lovgivningen i øvrigt.

Stk. 2 Afgørelser truffet af miljø- og fødevareministeren efter §§ 20, 20 b og 24 eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af § 20 a, stk. 5, kan for så vidt angår vilkår til beskyttelse af kulturarv, natur og miljø, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 10, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. 

Stk. 3 Afgørelser efter § 20 b om enkeltstående indvinding af op til 50.000 m3 oprensnings- og uddybningsmaterialer til nyttiggørelse kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed. Tilsvarende gælder for afgørelser efter § 20, stk. 2, nr. 2, der indeholder samme vilkår som en allerede meddelt tilladelse bortset fra vilkår om vederlag.

Stk. 2 Afgørelse om tilladelse i henhold til § 20 til projekter, der er omfattet af § 15 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), kan tillige påklages af lokale foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø.

Stk. 3 Afgørelser efter kapitel 7 a kan påklages af den kreds af klageberettigede, som er nævnt i stk. 1, nr. 1, 4-6 og 11.

Stk. 4 Ved klage efter stk. 1, nr. 5 og 6, jf. stk. 3, kan Miljø- og Fødevareklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller på anden måde.

Stk. 2 Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.

Stk. 3 Når myndigheden videresender klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Miljø- og Fødevareklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.

Stk. 4 Myndigheden skal straks underrette Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvis den, efter at klagen er videresendt til nævnet, inddrages i forhandlinger med adressaten for afgørelsen og klageren om tilpasninger af det ansøgte projekt, der er af betydning for klagen. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan sætte behandlingen af sagen i bero, indtil forhandlingerne er afsluttet. Myndigheden underretter nævnet om resultatet af forhandlingerne, når de er afsluttet.

Stk. 5 Myndighedens videresendelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med Miljø- og Fødevareklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Det samme gælder sager, hvor klage ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om, at klagen ikke afvises.

Stk. 6 Indgives en klage ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk. 2, 4. og 5. pkt., og stk. 3 ikke anvendelse.

Stk. 7 En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 8 Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet. Klage over forbud og påbud efter § 20, stk. 7, har dog ikke opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 9 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at stk. 7 og 8 ikke gælder for visse arter af afgørelser. Råstofbekendtgørelsen

Stk. 10 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om underretning af de klageberettigede, herunder at underretning kan ske udelukkende digitalt. Råstofbekendtgørelsen