Forarbejder til Sygedagpengeloven § 51

Ændringslov nr. 728 af 13. juni 2023

§ 2, nr. 1.

Fjern ændringsmarkering Vis ændringsmarkering

Ændringsbestemmelsen var ikke i den oprindelige fremsættelse af lovforslaget.

1. I § 51, stk. 2, 1. pkt., ændres »tilbud efter § 96« til: »tilbud efter §§ 96 eller 97 a«.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger
 
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2.
Genindførelse af uddannelsesløft for ledige med ret til en erhvervsuddannelse med forhøjet dagpengesats på 110 pct. i 2023
2.1.
Gældende ret
2.2.
Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.
Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
6.
Klimamæssige konsekvenser
7.
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
8.
Forholdet til EU-retten
9.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10.
Sammenfattende skema
   
   

1. Indledning

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har den 24. april 2023 indgået aftale om finansloven for 2023. Det følger af regeringens forslag til finansloven for 2023, at uddannelsesløftet med 110 pct. dagpenge genindføres fra den 1. juli 2023 og i resten af 2023, og at positivlisten revideres, så den dækker en tredjedel af aktiviteten på erhvervsuddannelserne, hvor arbejdsmarkedets parter er med til at udvælge erhvervsuddannelserne til positivlisten.

Dette lovforslag indeholder derfor en genindførelse af uddannelsesløftet med 110 pct. dagpenge i 2023, så retten også gælder i perioden fra og med den 1. juli 2023 til og med den 31. december 2023.

Lovforslaget indeholder endvidere overgangsordninger for dagpengemodtagere, som er påbegyndt et uddannelsesløft med en lavere ydelse i perioden fra den 1. januar 2023 til den 1. juli 2023, således at de vil kunne overgå til 110 pct. ordningen fra den 1. juli 2023, hvis alle betingelser i ordningen i øvrigt er opfyldt.

2. Genindførelse af uddannelsesløft for ledige med ret til en erhvervsuddannelse med forhøjet dagpengesats på 110 pct. i 2023

2.1. Gældende ret

I § 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er der fastsat regler om en midlertidig ordning med ret for dagpengemodtagere til tilbud om en erhvervsuddannelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft.

Efter § 97 a, stk. 1, i loven havde dagpengemodtagere, som er fyldt 30 år, i perioden fra og med den 1. august 2020 til og med den 31. december 2022, ret til et tilbud om en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, som fremgår af en positivliste, i følgende tilfælde:

1) Personen har ikke en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en erhvervsuddannelse. Dvs. personen er ufaglært.

2) Personen har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med, men ikke overstiger, en erhvervsuddannelse, men hvor uddannelsen ikke har været anvendt i de seneste 5 år. Dvs. personen er faglært med forældet uddannelse.

Dagpengemodtagere havde således under den midlertidige ordning i § 97 a ret til et uddannelsesløft i form af ret til tilbud om en erhvervsuddannelse, som fremgik af en positivliste, i perioden fra og med den 1. august 2020 til og med den 31. december 2022, hvis betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt.

Efter lovens § 97 a, stk. 2, udarbejder Beskæftigelsesministeriet den landsdækkende positivliste, hvor der er behov for arbejdskraft, som afgrænser, hvilke erhvervsuddannelser personen kan vælge imellem. Den landsdækkende positivliste er udarbejdet af Beskæftigelsesministeriet med inddragelse af Arbejdsmarkedets parter via Beskæftigelsesrådets teknikergruppe, og positivlisten omfattede pr. 1. august 2020 uddannelser (trin og specialer), der tilsammen udgjorde op til 23 pct. af den samlede uddannelsesaktivitet på erhvervsuddannelserne. I lyset af finanslovsaftalen for 2021 blev positivlisten pr. 1. januar 2021 udvidet, så den fremover også omfatter SOSU-assistentuddannelse og erhvervsuddannelser inden for grønne jobs. Positivlisten er offentliggjort på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.

Efter lovens § 97 a, stk. 3, er en person, som er under uddannelse efter bestemmelsen, fritaget fra pligten efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om aktiv socialpolitik til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde. Dermed er personen fritaget for både at søge og tage job, herunder dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter i joblog, mens personen deltager i uddannelsen.

Efter lovens § 97 a, stk. 4, kunne der ikke gives tilbud om en erhvervsuddannelse efter bestemmelsen, hvis en person inden for de seneste 6 måneder var ophørt med et tilbud efter § 96, som var påbegyndt forud for den 1. august 2020. Bestemmelsen betyder, at der var en karensperiode, således at en dagpengemodtager ikke havde ret til, og at jobcenteret ikke kunne give et tilbud om en erhvervsuddannelse efter § 97 a, før der var gået 6 måneder efter ophøret med den tidligere uddannelse efter lovens § 96.

Et tilbud efter lovens § 97 a kunne alene gives efter aftale med personen, jf. lovens § 101, stk. 2. Personen havde dermed ikke pligt til at tage imod et tilbud om en erhvervsuddannelse efter § 97 a, men når personen havde indgået aftale med jobcenteret om tilbuddet, havde personen pligt til at påbegynde og deltage i tilbuddet.

En personen, der ved ydelsesskift overgår til en anden målgruppe i lovens § 6, har efter lovens § 55, stk. 4, ret til at fortsætte tilbuddet, selvom personer i den nye målgruppe ikke i øvrigt har ret til eller kan få tilbud om en erhvervsuddannelse. Dermed vil personen have mulighed for at kunne færdiggøre den erhvervsuddannelse, som personen påbegyndte som dagpengemodtager.

Retten til at fortsætte uddannelsen giver ikke i sig selv ret til en forsørgelsesydelse. Tilbuddet fortsættes på den ydelse, som personen er berettiget til efter ydelses- og målgruppeskift. Hvis personen ikke har ret til en ydelse efter ydelseslovgivningen, vil personen kunne færdiggøre uddannelsen på SU, hvis personen har ret til det, eller som selvforsørgende, det vil sige uden ydelse. Hvis personen har en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, vil pågældende endvidere kunne fortsætte uddannelsen som voksenlærling, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Efter lovens § 196 a, refunderer staten 80 pct. af en kommunes udgifter til tilbud efter § 97 a, herunder udgifter til et fortsat tilbud, hvis personen skifter målgruppe, jf. lovens § 55, stk. 4.

Efter § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal kommunen yde rådgivning og vejledning. Loven gælder bl.a., når jobcentrene behandler og afgør sager efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. § 1, nr. 6, i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dette indebærer bl.a., at jobcentrene skal rådgive og vejlede personer om rettigheder og pligter efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Efter den gældende § 48 a, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., modtager et medlem dagpenge med et beløb svarende til 110 pct. af medlemmets hidtidige dagpengesats, dog højst 110 pct. af dagpengenes højeste beløb, hvis medlemmet påbegynder en erhvervsuddannelse efter § 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Dagpengene udbetales med satsen, så længe personen deltager i tilbuddet. Deltagelse i tilbuddet vil dog ikke give ret til dagpenge efter udløb af dagpengeretten, herunder en eventuel forlænget dagpengeret. For et medlem, som bliver omfattet af et uddannelsesløft efter § 97 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og skal modtage dagpenge efter lovens § 48 a, stk. 3, sker skift af dagpengesats ved påbegyndelsen eller afslutningen af uddannelsesløftet med virkning fra den 1. i den efterfølgende måned, jf. § 16 i bekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 2023 om beregning af dagpengesatsen.

2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det følger af aftalen om og regeringens forslag til finansloven for 2023, at muligheden for at påbegynde et uddannelsesløft med 110 pct. dagpenge på udvalgte erhvervsuddannelser genindføres i perioden fra og med 1. juli 2023 til og med 31. december 2023.

Det følger videre af regeringens forslag til finansloven for 2023, at positivlisten fremover vil dække en tredjedel af aktiviteten på erhvervsuddannelserne, og at arbejdsmarkedets parter er med til at udvælge erhvervsuddannelserne til positivlisten, og, at positivlisten skal omfatte SOSU-assistentgrunduddannelsen og uddannelser, der understøtter grøn omstilling på arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesministeriet foreslår på baggrund af aftalen og finanslovsforslaget, at den midlertidige ordning i § 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, genindføres i 2023, så dagpengemodtagere, der er fyldt 30 år, og som er ufaglærte eller faglærte med forældet uddannelse, i perioden fra og med den 1. juli 2023 til og med den 31. december 2023, har ret til uddannelsesløft i form af tilbud om en erhvervsuddannelse, som fremgår af positivlisten. Det forslås, at dagpengemodtageren skal påbegynde et uddannelsesløft under ordningen i perioden.

I lyset af finanslovsforslaget vil positivlisten blive revideret, så den dækker en tredjedel af aktiviteten på erhvervsuddannelserne inklusiv SOSU-assistent grunduddannelsen og uddannelser der understøtter grøn omstilling på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsmarkedets parter er med til at udvælge erhvervsuddannelserne til positivlisten. Positivlisten forventes revideret og offentliggjort ultimo juni 2023.

Med lovforslaget vil dagpengemodtagere i perioden fra og med den 1. juli 2023 til og med den 31. december 2023 have ret til at påbegynde et uddannelsesløft i form et tilbud om en erhvervsuddannelse efter lovens § 97 a, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Flere dagpengemodtagere vil dermed kunne påbegynde en erhvervsuddannelse på positivlisten, hvor de modtager dagpenge med et beløb svarende til 110 pct. af medlemmets hidtidige dagpengesats, dog højst 110 pct. af dagpengenes højeste beløb.

De øvrige regler og betingelser for tilbuddet finder fortsat anvendelse, herunder reglerne og betingelserne om følgende:

Personen er fritaget for pligten til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde under uddannelsen.

Tilbuddet gives efter aftale med personen.

Dagpengene udbetales med satsen, så længe personen deltager i tilbuddet. Deltagelse i tilbuddet vil dog ikke give ret til dagpenge efter udløb af dagpengeretten, herunder en eventuel forlænget dagpengeret.

Der er ret til at fortsætte tilbuddet ved ydelses- og målgruppeskift, hvis personen fortsat er omfattet af en målgruppe i lovens § 6. Tilbuddet fortsættes på den evt. ydelse, som personen er berettiget til efter ydelses- og målgruppeskift.

Det foreslås, at der indføres overgangsordninger for dagpengemodtagere, der i perioden fra og med den 1. januar 2023 til den 1. juli 2023 har fået bevilget eller er påbegyndt et uddannelsesløft med en lavere ydelse, således at de vil kunne overgå til et uddannelsesløft med forhøjet dagpengesats på 110 pct. fra den 1. juli 2023, hvis alle betingelser i ordningen i øvrigt er opfyldt. Der henvises til lovforslagets § 3 og tilhørende bemærkninger.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Forslaget om genindførelse af uddannelsesløft på 110 pct. i 2. halvdel af 2023 skønnes at medføre offentlige merudgifter før skat og tilbageløb på 77,6 mio. kr. i 2023, 106,6 mio. kr. i 2024 og 6,7 mio. kr. i 2025. Forslaget skønnes at medføre offentlige merudgifter efter skat og tilbageløb på 87,9 mio. kr. i 2023, 120,3 mio. kr. i 2024 og 7,5 mio. kr. i 2025. jf. tabel 3.1. Der er ikke indregnet en langsigtet opkvalificeringseffekt, da den vil være meget begrænset som følge af, at forslaget alene genindfører retten til at påbegynde en erhvervsuddannelse i 2. halvår af 2023.

 
Tabel 3.1. Samlede økonomiske konsekvenser af genindførelse af uddannelsesløft på 110 pct. dagpenge i 2. halvår 2023, mio. kr. 2023 pl.
 
2023
2024
2025
2026
Uddannelsesudgifter
28,7
40,2
2,6
0,0
Dagpengeudgifter
50,1
68,1
4,2
0,0
SU
-1,2
-1,7
-0,1
0,0
I alt før skat og tilbageløb
77,6
106,6
6,7
0,0
I alt efter skat og tilbageløb
87,9
120,3
7,5
0,0
Anm: Der er foretaget afrundinger.
       
         

Forslaget indebærer udgifter til uddannelse som følge af mertilgang, øgede dagpengeudgifter under uddannelsesløft samt adfærd som følge af en øget tilgang til dagpengesystemet. Udgifterne til uddannelse afholdes uden for puljen til uddannelsesløft på en særskilt lovbunden bevilling med 80 pct. statsrefusion. De kommunale nettoudgifter (20 pct.) er omfattet af budgetgarantien.

Der er i merudgifterne taget højde for, at personer, som har fået bevilget eller er påbegyndt et tilbud om en hel eller dele af en erhvervsuddannelse efter § 90 eller § 96 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor tilbuddet ville have opfyldt betingelserne i § 97 a i samme lov, med virkning fra 1. juli 2023 kan få ændret tilbuddet til et tilbud efter § 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. overgangsbestemmelserne i § 3, stk. 1-2. Tilsvarende er der medregnet, at arbejdsløshedskassen skal efterbetale merudgifter til dagpenge med virkning fra 1. juli 2023, jf. overgangsbestemmelserne i § 3, stk. 3.

Merudgifterne efter skat og tilbageløb på 87,9 mio. kr. i 2023, 120,3 mio. kr. i 2024 og 7,5 mio. kr. i 2025 håndteres som et led i finansloven for 2023.

Forslaget skønnes at medføre merudgifter til uddannelse på 28,7 mio. kr. i 2023, 40,2 mio. kr. i 2024 og 2,6 mio. kr. i 2025. Merudgifterne til dagpenge udgør 50,1 mio. kr. i 2023, 68,1 mio. kr. i 2024 og 4,2 mio. kr. i 2025.

Mindreudgifterne til SU skønnes at opstå som følge af, at personer i det ordinære uddannelsessystem overgår til dagpengesystemet for at tage et uddannelsesløft på 110 pct. af dagpengene. Mindreudgifterne udgør -1,2 mio. kr. i 2023, -1,7 mio. kr. i 2024 og -0,1 mio. kr. i 2025.

 
Tabel 3.2. Samlede økonomiske konsekvenser af genindførelse af uddannelsesløft på 110 pct. dagpenge fordelt på stat og kommune, mio. kr. 2023 pl.
 
2023
2024
2025
2026
Stat
38,8
53,7
3,3
0,0
Kommune
38,8
52,9
3,4
0,0
Heraf budgetgaranti
38,8
52,9
3,4
0,0
I alt
77,6
106,6
6,7
0,0
Anm: Der er foretaget afrundinger.
       
         

Forslaget skønnes at medføre statslige merudgifter på 38,8 mio. kr. i 2023, 53,6 mio. kr. i 2024 og 3,3 mio. kr. i 2025, jf. tabel 3.2. Forslaget skønnes at medføre kommunale merudgifter på 38,8 mio. kr. i 2023, 52,9 mio. kr. i 2024 og 3,4 mio. kr. i 2025. Alle kommunale merudgifter er omfattet af budgetgarantien.

De økonomiske konsekvenser for kommunerne af lovforslaget skal forhandles med de kommunale parter. Forslaget medfører ikke økonomiske konsekvenser for regionerne.

Lovforslaget forventes ikke at medføre øget administration i regioner og staten.

Lovforslaget forventes ikke at medføre øgede implementeringskonsekvenser i kommunerne, regioner og staten.

Det vurderes, at lovforslaget følger de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning, idet lovforslaget indhold understøtter muligheden for digital administration og sikrer, at dagpengeudbetalingerne fortsat kan ske digitalt og under hensyntagen til borgernes retssikkerhed og ved brug af de it-systemer, som arbejdsløshedskasserne allerede har i anvendelse. Ved udarbejdelse af lovforslaget, er der taget højde for at anvende den eksisterende offentlige it-infrastruktur, og at behandlingen af borgernes oplysninger kan finde sted inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes på denne baggrund ikke at være relevante for de konkrete ændringer i lovforslaget.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at medføre administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- eller naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag er den 27. april 2023 sendt i høring med høringsfrist den 3. maj 2023 hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Ankestyrelsen, Arbejdsmarkedets Tillægspension, ASE, BDO Danmark, Bedre Psykiatri, Beskæftigelsesrådet, Business Danmark, Cabi, Danmarks Frie Fagforening, Dansk handicapforbund, Dansk Socialrådgiverforening, Danske A-kasser, Danske Erhvervsakademier, Danske Erhvervsskoler og Gymnasier, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Professionshøjskoler, Datatilsynet, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd, Erhvervsstyrelsen, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finanstilsynet, Foreningen af Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Forhandlingsfællesskabet, Forsikring & Pension, Frie Funktionærer, Frivilligrådet, FSR – danske revisorer, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Kristelig Fagbevægelse, LAFS – Landsforeningen af fleks- og skånejobbere, Landsforeningen af førtidspensionister, Retssikkerhedsfonden, Rigsrevisionen, Rådet for Socialt Udsatte, SIND og Udbetaling Danmark.

Høringen har været forkortet til seks dage, da der er tale om følgelovgivning på baggrund af finanslovsaftalen, der blev indgået den 24. april 2023, og for at kunne nå fremsættelse af lovforslaget den 3. maj 2023 med henblik på vedtagelse i folketingsåret 2022-2023, så lovforslaget kan træde i kraft den 1. juni 2023.

 
10. Sammenfattende skema:
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Staten:
2023: -1,2 mio. kr.
2024: -1,7 mio. kr.
2025: -0,1 mio. kr.
2026: 0,0 mio. kr.
Kommunerne:
2023: 0,0 mio. kr.
2024: 0,0 mio. kr.
2025: 0,0 mio. kr.
2026: 0,0 mio. kr.
Staten:
2023: 40,0 mio. kr.
2024: 55,4 mio. kr.
2025: 3,4 mio. kr.
2026: 0,0 mio. kr.
Kommunerne:
2023: 38,8 mio. kr.
2024: 52,9 mio. kr.
2025: 3,4 mio. kr.
2026: 0,0 mio. kr.
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering/Går videre end minimumskrav i EU-regulering
(sæt X)
Ja
Nej
X

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Ændringsbestemmelsen var ikke i den oprindelige fremsættelse af lovforslaget, så der er ingen specifikke bemærkninger at vise.

Find i stedet information herom i forarbejderne under:

Betænkning over lovforslag
Ændringsforslag til 2. behandling

Ikrafttrædelse af § 2, nr. 1. i ændringslov nr. 728

Dato: 01. juli 2023

Tekst:

Loven træder i kraft den 1. juli 2023.

Alle ikrafttrædelsesbestemmelserne i ændringslov nr. 728

§ 4

Loven træder i kraft den 1. juli 2023.

§ 5

Stk. 1. For personer, der i perioden fra og med den 1. januar 2023 til den 1. juli 2023 har fået bevilget eller har påbegyndt et tilbud om en hel erhvervsuddannelse efter §§ 90 eller 96 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor personen opfylder betingelserne i § 97 a, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, og hvor tilbuddet opfylder betingelserne i § 97 a, stk. 1 og 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, skal jobcenteret med virkning fra den 1. juli 2023 ændre tilbuddet til et tilbud efter § 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved denne lovs § 1, nr. 1.

Stk. 2. For personer, der i perioden fra og med den 1. januar 2023 til den 1. juli 2023 har fået bevilget eller har påbegyndt et tilbud om dele af en erhvervsuddannelse efter §§ 90 eller 96 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor personen opfylder betingelserne i § 97 a, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, og hvor tilbuddet opfylder betingelserne i § 97 a, stk. 1 og 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, bortset fra betingelsen om, at tilbuddet skal omfatte en hel erhvervsuddannelse, skal jobcenteret med virkning fra den 1. juli 2023 ændre tilbuddet til et tilbud efter § 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, hvis personen ønsker dette.

Stk. 3. For medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der får ændret deres tilbud efter §§ 90 eller 96 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til et tilbud efter § 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, skal arbejdsløshedskassen opgøre dagpengesatsen efter § 48 a, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og udbetale differencen i forhold til de hidtidige udbetalte dagpenge. Efterbetalingen gælder for perioden fra og med den 1. juli 2023 og tidligst fra den 1. i måneden efter påbegyndelsen af det ændrede tilbud. Arbejdsløshedskassen skal efterbetale dagpengene, efter at jobcenteret har ændret medlemmets tilbud og senest ved anden udbetaling af dagpengene.

Stk. 4. Medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der har optaget lån efter §§ 75 i-75 n i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. den 1. juli 2023 eller senere, har ret til efterbetaling efter stk. 3, 1. pkt., når lånet med påløbne renter er indfriet. Indfrielse af lånet inklusive renter kan ske ved modregning i efterbetalingsbeløbet efter stk. 3, 1. pkt.

Stk. 5. For et ledigt medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, der i perioden fra og med den 1. august 2020 til og med den 30. juni 2023 er overgået fra deltagelse i tilbud efter § 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats med forhøjet dagpengesats til sygedagpenge eller barselsdagpenge, og hvor personen fortsat modtager sygedagpenge eller barselsdagpenge, beregnes sygedagpenge eller barselsdagpenge for perioden fra lovens ikrafttræden på samme måde, som hvis den pågældende ikke havde deltaget i tilbuddet med forhøjet dagpengesats, jf. dog sygedagpengelovens § 53 a. Satsen beregnes, som om personen overgik fra dagpenge til at modtage sygedagpenge eller barselsdagpenge pr. 1. juli 2023.