VE-loven § 43d

Denne konsoliderede version af vE-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fremme af vedvarende energi

Lov nr. 1392 af 27. december 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 132 af 06. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 900 af 04. juli 2013, lov nr. 1705 af 23. december 2016 og lov nr. 328 af 28. marts 2023

§ 43d

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan meddele tilsagn om tilskud, jf. stk. 2, til anvendelse af biogas til varmeproduktion, herunder rumopvarmning, rumafkøling, varmt brugsvand og anden varmeproduktion, som ikke er omfattet af §§ 43 b, 43 c, 43 f eller 43 g eller af § 35 g i lov om gasforsyning, hvis der senest den 1. januar 2020 er modtaget en ansøgning om tilsagn. Tilsagnet falder bort, hvis ikke det er udnyttet senest den 31. december 2022. Tilskud ydes på baggrund af en årsnorm, jf. § 43 i. Der kan ydes tilskud for en periode på 20 år regnet fra det tidspunkt, hvor der første gang er modtaget tilskud til anvendelse af biogas til varmeproduktion.

Stk. 2 Den, der anvender biogas til varmeproduktion omfattet af stk. 1, er berettiget til et tilskud på 26 kr. pr. gigajoule biogas og et tilskud på 10 kr. pr. gigajoule biogas. Tilskuddene reguleres efter § 43 e.

Stk. 3 Tilskud efter stk. 2 er betinget af klima-, energi- og forsyningsministerens tilsagn, inden der indgås ubetinget aftale om køb af biogas, eller inden der iværksættes egenproduktion af biogas til varmeproduktion, som ikke er omfattet af §§ 43 b og 43 c eller af § 35 g i lov om gasforsyning. Et tilsagn om tilskud, som er meddelt efter den 1. januar 2019, og som ikke er udnyttet, inden 2 år efter at tilsagnet er meddelt, bortfalder.

Stk. 4 Ansøger skal for at modtage tilskud opfylde de krav, som fremgår af regler udstedt i medfør af § 50, stk. 5, § 50 a, § 56 c, stk. 2, nr. 7, § 56 f og § 58, nr. 3.