Bekendtgørelse om ret til barselsdagpenge Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 843 af 25. juni 2018,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 120 af 29. januar 2021 og bekendtgørelse nr. 934 af 19. maj 2021

Kapitel 6 Dagpenge til forældre med alvorligt syge børn
Dokumentation m.v.
§ 24

Betingelsen om sygeperiodens længde i barselslovens § 26 anses for opfyldt, når det attesteres af en læge, som behandler barnet, at barnets sygdom skønnes at medføre behov for ophold på hospital eller lignende behandlingsinstitution i 12 dage eller mere. Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med ophold på hospital, hvis det lægeligt skønnes forsvarligt.

§ 25

Dagpengene til barnets forældre kan tilsammen højst udgøre det højeste dagpengebeløb efter barselslovens § 35.

Stk. 2 Kan forældrene ikke blive enige om, hvorledes dagpengene efter stk. 1 skal fordeles imellem dem, skal dagpengene fordeles efter de retningslinjer, der er angivet i § 8.

Stk. 3 Udbetaling Danmark kan i særlige tilfælde udbetale et højere beløb end det højeste dagpengebeløb efter barselslovens § 35, således at dagpengene til hver af forældrene beregnes på grundlag af den timefortjeneste, som pågældende selv ville være berettiget til under fravær fra arbejdet. Dagpengene til hver af forældrene kan højst udgøre det højeste dagpengebeløb efter barselslovens § 35.

Lønmodtagerens anmodning om dagpenge og arbejdsgiverens afgivelse af oplysninger om fraværet
§ 26

En lønmodtagers anmodning om dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn skal indgives til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter første fraværsdag, jf. barselslovens § 31, stk. 1.

Stk. 2 Arbejdsgiveren skal afgive oplysninger om lønmodtagerens fravær i forbindelse med pasning af alvorligt syge børn til brug for Udbetaling Danmarks behandling af sagen. Oplysningerne skal afgives via Nemrefusion.

Stk. 3 Lønmodtageren skal anmode Udbetaling Danmark om barselsdagpenge på baggrund af de oplysninger, som arbejdsgiveren har afgivet i Nemrefusion. Lønmodtageren skal anmode via den digitale løsning, som Udbetaling Danmark stiller til rådighed (digital selvbetjening).

Stk. 4 En lønmodtager, som ikke har modtaget meddelelse fra Udbetaling Danmark om arbejdsgiverens indberetning af fravær, eller som er undtaget fra digital selvbetjening efter § 2 i bekendtgørelse om obligatorisk digital selvbetjening vedrørende ansøgninger og meddelelser m.v. om sociale ydelser m.v., skal anmode Udbetaling Danmark om dagpenge på en blanket, der anvises af Udbetaling Danmark.

Stk. 5 Hvis anmodningen om dagpenge er indgivet efter den frist, der fremgår af stk. 1, bortfalder retten til dagpenge for den periode, der ligger før anmodningen, jf. barselslovens § 31, stk. 1, jf. dog stk. 6.

Stk. 6 Udbetaling Danmark kan dog udbetale dagpenge for tiden før anmodningen er modtaget, når lønmodtageren på grund af hospitalsophold har været forhindret i at anmode til tiden, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmodningen ikke er sket rettidigt. Det samme gælder, hvis fristen overskrides med højst en uge og overskridelse af fristen skyldes, at lønmodtageren har afventet modtagelse af meddelelse fra Udbetaling Danmark.

Et ledigt medlems anmodning om dagpenge og arbejdsløshedskassens afgivelse af oplysninger om fraværet
§ 27

Et ledigt medlems anmodning om dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn skal indgives til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter første fraværsdag, jf. barselslovens § 31, stk. 1.

Stk. 2 Arbejdsløshedskassen skal afgive oplysninger om medlemmets fravær i forbindelse med pasning af alvorligt syge børn til brug for Udbetaling Danmarks behandling af sagen. Oplysningerne skal afgives via Nemrefusion.

Stk. 3 Det ledige medlem skal anmode Udbetaling Danmark om barselsdagpenge på baggrund af de oplysninger, som arbejdsløshedskassen har afgivet i Nemrefusion. Den ledige skal anmode via den digitale løsning, som Udbetaling Danmark stiller til rådighed (digital selvbetjening).

Stk. 4 Et ledigt medlem, som ikke har modtaget meddelelse fra Udbetaling Danmark om arbejdsløshedskassens indberetning af fravær, eller som er undtaget fra digital selvbetjening efter § 2 i bekendtgørelse om obligatorisk digital selvbetjening vedrørende ansøgninger og meddelelser m.v. om sociale ydelser m.v., skal anmode Udbetaling Danmark om barselsdagpenge på en blanket, der anvises af Udbetaling Danmark.

Stk. 5 Hvis anmodningen om dagpenge er indgivet efter den frist, der fremgår af stk. 1, bortfalder retten til barselsdagpenge for den periode, der ligger før anmodningen, jf. barselslovens § 31, stk. 1, jf. dog stk. 6.

Stk. 6 Udbetaling Danmark kan dog udbetale dagpenge for tiden før anmodningen er modtaget, når det ledige medlem på grund af hospitalsophold har været forhindret i at anmode til tiden, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmodningen ikke er sket rettidigt. Det samme gælder, hvis fristen overskrides med højst en uge og overskridelse af fristen skyldes, at den ledige har afventet modtagelse af meddelelse fra Udbetaling Danmark.

En selvstændig erhvervsdrivendes anmodning om dagpenge
§ 28

En selvstændig erhvervsdrivendes anmodning om dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn, skal indgives til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter første fraværsdag, jf. barselsloven § 31, stk. 1. Anmodning skal ske via Nemrefusion.

Stk. 2 Hvis anmodningen om dagpenge er indgivet efter den frist, der fremgår af stk. 1, bortfalder retten til dagpenge for den periode, der ligger før anmodningen, jf. barselslovens § 31, stk. 1, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Udbetaling Danmark kan dog udbetale dagpenge for tiden før anmodningen er modtaget, når den selvstændige erhvervsdrivende på grund af hospitalsophold har været forhindret i at anmode til tiden, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmodningen ikke er sket rettidigt. Det samme gælder, hvis overskridelse af fristen skyldes driftsforstyrrelser hos Nemrefusion af et omfang og en varighed, der har afskåret den selvstændige erhvervsdrivende fra at anmode rettidigt.