Retssikkerhedsloven (det sociale område) § 82a

Denne konsoliderede version af retssikkerhedsloven (det sociale område) er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Lov nr. 453 af 10. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 13. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 329 af 09. april 2024

Ældreministerens indsamling af oplysninger, herunder krav til indberetning af oplysninger og udarbejdelse af handlingsplaner
§ 82a

Offentlige og private leverandører af ydelser og tilbud som nævnt i stk. 2, kommunalbestyrelser og regionsråd har pligt til inden for en frist, der fastsættes af ældreministeren, at tilvejebringe og indberette oplysninger, som ministeren anmoder om til brug for statistik.

Stk. 2 Forpligtelsen til at tilvejebringe og indberette oplysninger efter stk. 1 angår hjælp og støtte efter §§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-122 og 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i lov om social service og § 90, nr. 1-3 og 11, i barnets lov.

Stk. 3 Ældreministeren kan forlange, at offentlige og private leverandører af ydelser og tilbud som nævnt i stk. 2, kommunalbestyrelser og regionsråd, der gentagne gange ikke har overholdt forpligtelsen efter stk. 1, inden for en frist, der fastsættes af ministeren, skal udarbejde en handlingsplan og iværksætte arbejdet, der er beskrevet heri, for at sikre rettidige og retvisende dataindberetninger. Ministeren kan tillige fastsætte retningslinjer for handlingsplanen.

Stk. 4 Ældreministeren kan fastsætte regler om omfanget af oplysninger efter stk. 1 og om, hvordan oplysningerne skal registreres og indberettes, herunder om leveranceform, leveranceformat og leverancefrist, og hvem der er datamodtager.