Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine § 30b

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 324 af 16. marts 2022,
som ændret ved lov nr. 546 af 03. maj 2022, lov nr. 831 af 14. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1575 af 12. december 2023 og lov nr. 266 af 19. marts 2024

§ 30b

Kommunalbestyrelsen i den kommune, der har ansvaret for de pågældende udlændinge efter integrationslovens § 4, stk. 1, yder udlændinge, som er omfattet af denne lov, et økonomisk tilskud til udgifterne forbundet med at forsørge en mindreårig, som er omfattet af denne lov, når

  • 1) forældrene til den mindreårige opholder sig i Ukraine,

  • 2) forældrene ikke er i stand til at forsørge den mindreårige og

  • 3) den pågældende udlænding, der afholder udgifter forbundet med at forsørge den mindreårige, og den mindreårige er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR) på samme adresse.

Stk. 2 Tilskuddet efter stk. 1 udgør et månedligt beløb på 1.548 kr. (2024-niveau) pr. mindreårig. Tilskuddet er skattefrit og forudbetales for 1 måned. Det beløb, der er nævnt i 1. pkt., reguleres fra og med 2025 en gang årligt den 1. januar svarende til reguleringen af normalbidraget, jf. § 14 i lov om børns forsørgelse.

Stk. 3 Tilskuddet indgår ikke i udmålingen af forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser for udlændingen, dennes ægtefælle eller samlever eller andre husstandsmedlemmer.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen følger op på, om betingelserne for at give tilskud efter stk. 1 fortsat er opfyldt. Kommunalbestyrelsen foretager opfølgning efter 1. pkt. senest 3 måneder efter første udbetaling efter stk. 1. Herefter sker opfølgning hver tredje måned.

Stk. 5 Staten refunderer 100 pct. af kommunalbestyrelsens udgifter til økonomiske tilskud til forsørgelse af mindreårige børn efter stk. 2.

Stk. 6 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren nærmere regler om anvisning af refusion, regnskabsaflæggelse og revision efter stk. 5.