Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. § 45d

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1164 af 19. december 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1033 af 2. september 2024,
som ændret ved lov nr. 1655 af 30. december 2024, lov nr. 1703 af 30. december 2024, lov nr. 469 af 14. maj 2025 og lov nr. 704 af 20. juni 2025

§ 45d

Det beregnede grundbeløb og pensionstillæg, jf. § 29, kan i en periode på 3 år højst udgøre et beløb, der svarer til kontanthjælp efter § 16, stk. 2, med eventuelle tillæg efter §§ 17 og 18 i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og personen for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en af følgende ydelser:

  • 1) Dagpenge efter barselsloven.

  • 2) Sygedagpenge fra kommunen efter lov om sygedagpenge.

  • 3) Pension efter lov om social pension.

  • 4) Pension efter denne lov.

  • 5) Arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

  • 6) Fleksydelse efter lov om fleksydelse.

  • 7) Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, jf. de tidligere gældende §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 25. juni 2024, kontanthjælp efter §§ 16-20, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik.

  • 8) Fleksløntilskud efter §§ 123-125 eller tilskud til selvstændig virksomhed efter § 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  • 9) Statens uddannelsesstøtte (SU) efter SU-loven.

  • 10) Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 2 Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen løslades efter afsoning af ubetinget fængselsstraf som følge af en dom, jf. stk. 1. Er personen ikke frihedsberøvet i perioden mellem en dom, jf. stk. 1, og afsoningen, medregnes denne periode i perioden efter stk. 1. Hvis personen idømmes bøde eller betinget fængselsstraf, regnes perioden i stk. 1 fra tidspunktet for den endelige dom, jf. stk. 1.

Stk. 3 Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt pension i perioden nævnt i stk. 1, hvis den udbetalte pension overstiger kontanthjælp efter § 16, stk. 2, med eventuelle tillæg efter §§ 17 og 18 i lov om aktiv socialpolitik i 3-årsperioden.