Kapitel 1 Tilladelser til privatpersoner, foreninger, museer m.v.
Våbentilladelse, samtykke, godkendelse og dispensation, der meddeles af politiet efter bekendtgørelse om våben og ammunition m.v. (våbenbekendtgørelsen), meddeles af politidirektøren i Midt- og Vestjyllands Politi.
Stk. 2 Tilladelse efter våbenbekendtgørelsens § 18 a, stk. 2, kan dog i presserende tilfælde meddeles af politidirektøren i den politikreds, hvor ansøgeren har bopæl.
Tilladelser efter våbenbekendtgørelsens § 2 og § 5, stk. 1, bortset fra de våben m.v., der er nævnt i dette cirkulæres §§ 19-20 a, kan gives til:
-
1) Medlemmer af skytte- og jagtforeninger, som har adgang til at anvende våbnet på foreningens skydebane.
-
2) Skytte- og jagtforeninger til brug for foreningens medlemmer, såfremt foreningen disponerer over en skydebane, hvor våbnet kan anvendes, og over sådanne lokaler, at våben og ammunition kan opbevares forsvarligt.
-
3) Foreninger, der arrangerer fugle- og skiveskydning, såfremt foreningen disponerer over en skydebane, hvor våbnet kan anvendes, og over sådanne lokaler, at våben og ammunition kan opbevares forsvarligt. Medlemmer af sådanne foreninger kan gives tilladelse til dansk militærgevær, mrk. Remington 1867/96 og 1867/97, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 11205 af 5. maj 1989.
-
4) Personer, der har jagttegn.
-
5) Personer, der har brug for våbnet til erhvervsmæssige formål.
-
6) Statsanerkendte museer.
-
7) Personer, der har en ganske særlig interesse i at besidde jagtvåben, f.eks. med henblik på senere overdragelse til livsarvinger, der endnu er mindreårige.
Stk. 2 Til konkurrenceskydningsformål kan der kun gives tilladelse til skydevåben, der er omfattet af skydeprogrammerne for DGI, Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) og Dansk Firmaidræt, og som overholder de af organisationerne fastsatte tekniske specifikationer for det pågældende våben. Det skal fremgå af våbentilladelsen, at tilladelsen alene giver adgang til at anvende våbnet til de aktiviteter, som DGI, Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) og Dansk Firmaidræt har godkendt for det pågældende våben.
Stk. 3 Til skytteforeninger under Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) og til medlemmer af en sådan skytteforening kan der gives våbentilladelse til forladevåben efter reglerne i stk. 1, nr. 1 og 2. Tilladelse til replikaer af forladevåben kan dog kun gives, hvis våbnet er godkendt af Rigspolitiet efter forhandling med det ovenfor nævnte forbund.
Stk. 4 Tilladelse til paintballvåben og hardballvåben gives i henhold til bestemmelserne i kapitel 3.
Stk. 5 Herudover kan tilladelse kun gives i særlige tilfælde, hvor ansøgeren har en rimelig interesse heri.
Tilladelse til kulsyre- eller gasdrevne harpuner kan gives til aktive medlemmer af sportsdykkerforeninger samt til personer, der har erhvervet nordisk sportsdykkerbevis eller andet tilsvarende uddannelsesbevis.
Tilladelse til armbrøster kan gives til aktive medlemmer af foreninger, der har som formål at udøve øvelses- og konkurrenceskydning med våbnet, og som har adgang til en bane, hvor våbnet kan anvendes.
Tilladelse til slangebøsser kan kun gives i særlige tilfælde, f.eks. til personer, der godtgør at have brug for våbnet til medefiskeri eller til hundetræning.
Tilladelse til signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben kan kun gives i særlige tilfælde, f.eks. til personer, der godtgør at have brug for våbnet til nødsignalafgivelse, hundetræning, sportsarrangementer, salutering m.v.
Personer, der lovligt besidder rifler, glatløbede haglgeværer eller luftgeværer, kan meddeles tilladelse til lyddæmpere, der er konstrueret til montering på de pågældende skydevåben. Herudover kan tilladelse til lyddæmpere til skydevåben kun gives i særlige tilfælde.
Stk. 2 Jagttegnsindehavere, der meddeles tilladelse til et riflet våben til jagtbrug, meddeles samtidig tilladelse til at erhverve, besidde, bære og anvende lyddæmpere, der passer til det riflede våben.
Tilladelse til optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr, der er konstrueret til montering på skydevåben eller armbrøster, kan kun gives i særlige tilfælde.
Tilladelse til blyhaglpatroner kan kun gives til personer, der godtgør at skulle anvende blyhaglpatroner til skydediscipliner i foreninger under Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark), herunder flugtskydning samt westernskydning, og som har dispensation fra Miljøstyrelsen til at anvende blyhaglpatroner på foreningens skydebaneanlæg.
Stk. 2 Tilladelse til blyhaglpatroner efter stk. 1 kan ikke gives til brug i udlandet.
Tilladelse til fremstilling, herunder genopladning af ammunition til eget og privat brug kan kun gives til medlemmer af skytte- og jagtforeninger eller personer, der er i besiddelse af gyldigt jagttegn. Det er endvidere en betingelse, at ansøgeren har gennemgået et kursus i genopladning, der er godkendt af Rigspolitiet. Det skal fremgå af tilladelsen, at den giver adgang til indkøb af røgsvagt krudt, sortkrudtserstatning, fænghætter, patronhylstre og projektiler samt til fremstilling af patronhylstre og projektiler.
Stk. 2 Ved ansøgning om tilladelse til fremstilling, herunder genopladning, kan der gives tilladelse til opbevaring i henhold til bekendtgørelse om eksplosivstoffer §§ 5-7.
Stk. 3 Tilladelse til fremstilling, herunder genopladning af ammunition til erhvervsmæssig brug kan gives til ansøgere, der har gennemgået et kursus i genopladning, der er godkendt af Rigspolitiet. Det skal fremgå af tilladelsen, at den giver adgang til indkøb af røgsvagt krudt, sortkrudtserstatning, fænghætter, patronhylstre og projektiler samt til fremstilling af patronhylstre og projektiler.
Stk. 4 Ansøgninger om tilladelse til erhvervsmæssig fremstilling, herunder genopladning samt ansøgninger om tilladelse til fremstilling, herunder genopladning til eget og privat brug, der overskrider grænserne i stk. 2, skal forelægges Beredskabsstyrelsen til udtalelse.
Stk. 5 For opbevaring m.v. af eksplosivstof, herunder røgsvagt krudt, sortkrudtserstatning og fænghætter, gælder bestemmelserne i bekendtgørelse om eksplosivstoffer.
Tilladelse til indkøb af sortkrudt og fænghætter samt fremstilling, herunder genopladning af sortkrudtspatroner kan gives til:
-
1) aktivt skydende medlemmer af skytteforeninger som nævnt i § 2, stk. 3, hvis ansøgeren er fyldt 20 år og har været medlem af foreningen i mindst 2 år, og
-
2) medlemmer af Danske Forladerjægere, hvis ansøgeren er fyldt 20 år og har haft jagttegn i 2 år.
Stk. 2 Tilladelse til indkøb af sortkrudt m.v. kan endvidere gives til salutering.
Stk. 3 For en tilladelse efter stk. 1 og 2 skal der fastsættes som vilkår:
-
1) at der ikke sker oplag af mere end 2 kg sortkrudt og 5.000 fænghætter, og
-
2) at politiet til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til kontrol af krudtoplaget.
Stk. 4 Til medlemmer af skytteforeninger, som nævnt i § 2, stk. 3, og medlemmer af Danske Forladerjægere kan der gives særskilt tilladelse til indkøb af fænghætter og fremstilling af projektiler, uanset om ansøgeren har tilladelse til indkøb af sortkrudt efter stk. 1.
Stk. 5 Til medlemmer af bestyrelsen for en forening, som nævnt i § 2, stk. 3, og til medlemmer af bestyrelsen i Danske Forladerjægere kan der gives tilladelse til indkøb af sortkrudt med henblik på salg til foreningens medlemmer i forbindelse med jagt, øvelses- og konkurrenceskydning.
Stk. 6 For en tilladelse efter stk. 5 skal der fastsættes som vilkår:
-
1) at der ikke sker oplag af mere end 5 kg sortkrudt,
-
2) at salg af sortkrudt kun må ske til medlemmer af foreningen,
-
3) at udlevering af sortkrudt skal ske i afmålte kvanta à 1 skud, og
-
4) at politiet til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til kontrol af krudtoplaget.
Stk. 7 Til medlemmer af sortkrudtskytteforeninger kan der gives tilladelse til fremstilling, herunder genopladning af sortkrudtpatroner, hvis ansøgeren har gennemgået et kursus i genopladning, der er godkendt af Rigspolitiet. Det skal fremgå af tilladelsen, at den giver adgang til indkøb af sortkrudt, fænghætter, patronhylstre og projektiler samt til fremstilling af patronhylstre og projektiler.
Stk. 8 Ansøgninger om tilladelse til erhvervsmæssig fremstilling, herunder genopladning, der overskrider grænserne i stk. 3 og 6, skal forelægges Beredskabsstyrelsen til udtalelse.
Stk. 9 For opbevaring m.v. af sortkrudt og fænghætter, gælder bestemmelserne i bekendtgørelse om eksplosivstoffer.
Til de våben, der er omfattet af våbenbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1-3, kan tilladelse kun gives undtagelsesvis, og hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder.
Tilladelse efter våbenbekendtgørelsens § 18 a, stk. 2, kan alene gives undtagelsesvist, og hvis:
-
1) ansøgeren er fyldt 18 år,
-
2) ansøgeren opfylder betingelserne i våbenbekendtgørelsens § 48,
-
3) ansøgeren vurderes at være i risiko for at blive udsat for et voldeligt overfald,
-
4) peberspray vurderes egnet til beskyttelse af ansøgeren,
-
5) ansøgeren vurderes at være i stand til at anvende peberspray, og
-
6) det i øvrigt efter en konkret vurdering anses for ubetænkeligt at give tilladelse.
Til personer, der godtgør at være våbensamlere, kan der gives tilladelse til at erhverve og besidde følgende våben:
-
1) skydevåben med model- eller fremstillingsår senest 1890 samt dansk pistol model 1910 og model 1910/21, marinerevolver model 1891, Schouboepistol model 1903 og dansk militærgevær model 1867/93, 1867/96 og 1867/97,
-
2) glatløbede haglgeværer med en pibelængde på mindst 55 cm,
-
3) signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben af særlig historisk eller teknisk interesse,
-
4) andre skydevåben af særlig historisk eller teknisk interesse,
-
5) armbrøster af særlig historisk eller teknisk interesse og
-
6) aftagelige magasiner.
Stk. 2 § 19, stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på særligt farlige skydevåben, der er omfattet af stk. 1, nr. 4, herunder de våbentyper, der er omfattet af § 19 a.
Stk. 3 Til de våben, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3 og nr. 6, kan der til våbensamlere gives tilladelse uden angivelse af det enkelte våben og antallet af våben.
Stk. 4 For alle tilladelser efter stk. 1 skal der fastsættes som vilkår, at politiet til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til kontrol af samlingen.
Stk. 5 For en tilladelse til skydevåben efter stk. 1, nr. 1-4, skal der fastsættes som vilkår, at tilladelsen ikke omfatter ammunition eller dele heraf.
Stk. 6 For en tilladelse til de våben, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3, skal der endvidere fastsættes som vilkår:
-
1) at samleren fører en liste indeholdende oplysninger om type, mærke, model, kaliber og fabrikationsnummer eller identifikationsnummer for hvert enkelt skydevåben,
-
2) at listen til enhver tid er ført ajour, og
-
3) at listen en gang årligt, ved til- eller afgang af våben til samlingen samt i øvrigt på begæring skal indsendes til politiet.
Der kan gives tilladelse til etablering af patronsamlinger m.v., hvis samlingen omfatter afladte patroner m.v. af historisk eller teknisk interesse. Tilladelse til etablering af samlinger af ladte patroner kan kun gives i særlige tilfælde, og kun når samlingen omfatter patroner m.v. af særlig historisk eller teknisk interesse, eller til undervisningsbrug.
Stk. 2 En ansøgning om tilladelse til etablering af samling af afladte patroner skal som udgangspunkt imødekommes.
Stk. 3 For en tilladelse efter stk. 2 skal der fastsættes som vilkår:
-
1) at afladning af patronerne af sikkerhedsmæssige hensyn skal udføres af en person, der kan dokumentere at have gennemført et kursus i genopladning af ammunition, og personen skal i forbindelse med afladningen opfylde sikkerhedskravene om opbevaring af eksplosivstoffer i bekendtgørelse om eksplosivstoffer, og
-
2) at ansøgeren fremlægger dokumentation for, at afladning er sket på den foreskrevne måde.
Stk. 4 Ansøgeren skal selv afholde eventuelle udgifter ved den i stk. 3, nr. 1, foreskrevne afladning. En ansøgning om tilladelse til samling af afladte patroner skal indeholde oplysninger om navn og adresse på den person, der skal foretage afladningen. Ved afladningen skal der iagttages følgende fremgangsmåde:
-
1) Ved afladning af patroner med centraltænding skal projektilet udtages ved brug af specialværktøj (f.eks. speciel hammer), hvorefter krudtladningen udtages og destrueres. Fænghætten afskydes herefter med et anvendeligt skydevåben. Forefindes et sådant ikke, skal fænghætten afskydes i en særlig holder, hvorefter projektilet atter kan indsættes.
-
2) Ved afladning af patroner med randtænding skal projektilet udtages ved brug af specialværktøj (f.eks. speciel hammer), hvorefter krudtladningen udtages og destrueres. Fængladningen afskydes herefter med et anvendeligt skydevåben. Forefindes et sådant ikke, skal fængladningen affyres i en særlig holder. Derefter kan projektilet atter indsættes.
-
3) Ved afladning af haglpatroner skal toplukningen åbnes, eller hylstret skal gennemskæres vinkelret på hylstrets længderetning, hvorefter haglladning og krudtladning udtages. Fænghætten skal afskydes. Krudtladningen destrueres. Haglladningen med haglbæger eller filtpropper kan eventuelt genanbringes.
Modtager politiet en ansøgning om tilladelse til at besidde et våben, der må formodes at hidrøre fra besættelsestiden, skal ansøgeren opfordres til at dokumentere sin adkomst til våbnet. Må det formodes, at våbnet er undergivet statens ejendomsret, kan sagen forelægges for Nationalmuseet. Oplyser Nationalmuseet, at der er tale om et ikke almindeligt forekommende våben, forelægges sagen endvidere for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Til personer under 18 år kan der gives tilladelse til skydevåben, jf. dog stk. 2, hvis ansøgeren:
-
1) er medlem af en skytte- eller jagtforening og er fyldt 16 år eller
-
2) har erhvervet jagttegn.
Stk. 2 Herudover kan tilladelse til personer, som er fyldt 16 år, gives til luft- og fjedervåben med en kaliber på 4,5 mm og derunder samt hard- og paintballvåben, uanset drivmiddel.
Stk. 3 Tilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan kun gives til våben, der anvendes i skytte- eller jagtforeningen.
Stk. 4 Tilladelse efter stk. 1 må kun gives, hvis forældremyndighedsindehaverne skriftligt giver samtykke dertil og påtager sig at sørge for våbnets opbevaring. Forinden tilladelse gives, skal politiet sikre sig, at forældremyndighedens indehavere har erklæret sig bekendt med de rettigheder og pligter, der er knyttet til en våbentilladelse, og opfylder betingelserne i våbenbekendtgørelsens § 48.
Stk. 5 Bestemmelsen i stk. 4 finder tilsvarende anvendelse ved anmeldelser efter våbenbekendtgørelsens § 52, stk. 1.
Stk. 6 Tilladelse efter bekendtgørelsen om offentlige forlystelser til teltholdere til afholdelse af skydning ved skydeborde kan indeholde en bestemmelse om, at teltholderen kan overlade luft- og fjedervåben med en kaliber på 4,5 mm og derunder til personer under 18 år, der er under stadigt opsyn.
Dispensation fra bestemmelsen i våbenbekendtgørelsen § 20, stk. 1, kan navnlig gives med henblik på overladelse af våben m.v. til:
-
1) Personer, der skal anvende våben til teater- og filmbrug eller lignende
-
2) Ansatte hos forsikringsselskaber, der som led i deres arbejde skal transportere våben m.v.
Stk. 2 Politiet kan kun give dispensation, hvis den, til hvem våbnet skal overlades, er fyldt 18 år og opfylder betingelserne i våbenbekendtgørelsens § 48.
Stk. 3 Vedrører ansøgningen overladelse til personer som nævnt i stk. 1, nr. 1, skal ansøgningen indeholde oplysninger om, hvornår våbnet skal anvendes, og af hvem våbnet skal anvendes. Det bør fastsættes som vilkår for dispensationen, at våbentilladelsens indehaver altid skal være til stede ved anvendelse af våbnet.
National enhed for Særlig Kriminalitet kan i særlige tilfælde, hvor det findes nødvendigt for den administrative sagsbehandling, yde Midt- og Vestjyllands Politi våbenteknisk bistand.
Kapitel 2 Bestemmelser om særligt farlige skydevåben, herunder pistoler samt ammunition og væsentlige dele til særligt farlige skydevåben
Våbentilladelse kan kun under ganske særlige omstændigheder gives til:
-
1) glatløbede haglgeværer med en pibelængde på under 55 cm,
-
2) pistoler, herunder enkeltskudspistoler, halvautomatiske pistoler og revolvere, og
-
3) andre lignende særligt farlige skydevåben.
Stk. 2 Tilladelse efter stk. 1 kan kun gives, hvis ansøgeren er fyldt 20 år og er kendt som en absolut pålidelig person.
Stk. 3 Det skal fremgå af en tilladelse efter stk. 1, at våbnet alene må anvendes til de aktiviteter, som DGI, Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) eller Dansk Firmaidræt har godkendt for det pågældende våben.
Stk. 4 § 20, stk. 4, nr. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på våben, der er omfattet af stk. 1, nr. 2.
Indehavere af jagttegn kan meddeles tilladelse til én centraltændt halvautomatisk riffel, der anvender ammunition, som opfylder betingelserne for at kunne anvendes til jagt på kronvildt, dåvildt og vildsvin i bekendtgørelse om våben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v.
Stk. 2 Indehavere af jagttegn kan meddeles tilladelse til to halvautomatiske rifler, der er konstrueret til at anvende ammunition med randtænding, og som har en kaliber på højst 5,6 mm.
Stk. 3 Tilladelse efter stk. 1 og stk. 2 kan kun gives til jagt og regulering. Det skal fremgå af en tilladelse til en halvautomatisk riffel, der er konstrueret til at indeholde mere end tre patroner, at riflen kun må anvendes til jagt i Danmark, hvis riflens magasin er forsynet med en permanent anordning, der sikrer, at våbnet højst kan indeholde tre patroner. Det skal fremgå af en tilladelse efter stk. 2, at riflen alene må anvendes til regulering med et magasin, der ikke er forsynet med en permanent anordning, der sikrer, at våbnet højst kan indeholde tre patroner, hvis der kan fremvises tilladelse hertil fra Naturstyrelsen.
Til aktivt skydende medlemmer af skytteforeninger under DGI, Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) eller Dansk Firmaidræt kan der gives våbentilladelse til pistoler, hvis:
-
1) ansøgeren er fyldt 20 år,
-
2) ansøgeren er kendt som en absolut pålidelig person, og
-
3) ansøgeren i mindst 2 år har været aktivt skydende medlem af en skytteforening som nævnt ovenfor eller en skytteforening under Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark).
Stk. 2 Skytter mellem 16 og 19 år, der deltager i Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark)s Talentudviklingsprogram, kan gives dispensation fra alderskravet i stk. 1, nr. 1, hvis:
-
1) pistolen er kaliber .22, og
-
2) forældremyndighedsindehaveren, når skytten er under 18 år, skriftligt giver samtykke dertil, herunder er bekendt med de regler, der knytter sig til våbenpåtegning og påtager sig at sørge for våbnets opbevaring.
Stk. 3 Formanden for ansøgerens skytteforening skal skriftligt bekræfte, at stk. 1, nr. 3, er opfyldt.
Stk. 4 En tilladelse efter stk. 1 kan kun angå våben:
-
1) der er omfattet af skydeprogrammerne for den organisation, ansøgeren tilhører,
-
2) som har en totallængde på mindst 210 mm målt uden eventuelt skæfte eller afskruelige dele, og
-
3) som er godkendt af Rigspolitiet efter forhandling med de organisationer, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 5 Ved ansøgninger om tilladelse til pistoler, hvor ansøgeren i forvejen har tilladelse til minimum to pistoler med samme eller tilsvarende kaliber som det våben, der ansøges om tilladelse til, skal ansøgeren afkræves en begrundelse for, at ansøgeren har behov for endnu en pistol. Tilladelse kan kun meddeles, hvis der foreligger særlige grunde, navnlig af sportslig karakter.
Stk. 6 Ved ansøgninger om tilladelse til pistoler med større kaliber end 7,65 mm (.32) skal ansøgeren herudover have minimum 6 måneders erfaring med skydning med pistol med samme eller tilsvarende kaliber som det våben, der søges om tilladelse til.
Stk. 7 Tilladelse til flere end 6 pistoler med større kaliber end 5,6 mm (.22) kan kun gives undtagelsesvis, og hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder. Dette gælder dog ikke forladepistoler som nævnt i stk. 8.
Stk. 8 Medlemmer af en skytteforening under Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) kan få våbentilladelse til forladepistoler. Stk. 1, stk. 3 og stk. 4, nr. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 9 Medlemmer af de skytteforeninger, som er nævnt i stk. 1, kan fra de er fyldt 18 år gives transporttilladelse til foreningens pistoler til brug i forbindelse med konkurrenceskydning, stævner m.v. Medlemmerne skal opfylde vandelskravene i våbenbekendtgørelsens § 48.
Stk. 10 Det skal fremgå af tilladelsen, at våbnet alene må anvendes til de aktiviteter, som DGI, Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) eller Dansk Firmaidræt har godkendt for det pågældende våben.
Politiet kan undtagelsesvist og under ganske særlige omstændigheder meddele tilladelse til at fremstille, indføre, erhverve, besidde, bære eller anvende, følgende våben m.v. til erhvervsmæssig brug:
-
1) Maskinpistoler, fuldautomatiske rifler og maskingeværer samt dele og ammunition hertil omfattet af lov om våben og eksplosivstoffer m.v. § 1, stk. 1, nr. 1-3.
-
2) Pistol- og revolverammunition med ekspanderende projektiler samt disse projektiler, der ikke anvendes til aktiviteter, som DGI, Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) og Dansk Firmaidræt har godkendt.
-
3) Panserbrydende ammunition, brisant- eller brandammunition samt projektiler til disse ammunitionstyper.
-
4) Halvautomatiske pistoler med centraltænding, med et indbygget magasin på over 20 patroner, halvautomatiske rifler eller geværer med centraltænding, med et indbygget magasin på over 10 patroner, samt halvautomatiske rifler eller geværer, som kan afkortes til en længde på mindre end 60 cm ved hjælp af en folde- eller teleskopkolbe eller en kolbe, der kan tages af uden værktøj, medmindre ansøgeren den 13. juni 2017 havde en gyldig tilladelse til våbnet.
-
5) Fuldautomatiske skydevåben, der er ombygget til halvautomatiske skydevåben, medmindre ansøgeren den 13. juni 2017 havde en gyldig tilladelse til våbnet.
-
6) Skydevåben, der er kamufleret som en anden genstand.
Stk. 2 Politiet kan undtagelsesvist og under ganske særlige omstændigheder meddele statsanerkendte museer tilladelse til at indføre, erhverve, besidde og bære de våben m.v., der er omfattet af stk. 1. Politiet kan endvidere give statslige museer tilladelse til at indføre de pågældende våben.
Stk. 3 Politiet kan undtagelsesvist og under ganske særlige omstændigheder meddele tilladelse til et våben m.v. omfattet af stk. 1, nr. 1-6 til andre personer m.v., der den 1. april 2021 havde en gyldig tilladelse til det pågældende våben m.v.
Erhvervsdrivende, der dokumenterer at have indgået en aftale med et dansk rederi om at forsyne et eller flere af rederiets danske lastskibe med civile, bevæbnede vagter, kan uanset § 2 meddeles tilladelse til at besidde våben og ammunition til brug for aftalens opfyldelse, hvis:
-
1) det pågældende rederi har en gyldig tilladelse efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om brug af civile, bevæbnede vagter på danske lastskibe, og
-
2) den erhvervsdrivende og dennes ansatte opfylder betingelserne i våbenbekendtgørelsens § 48.
Stk. 2 En tilladelse efter stk. 1 kan ikke omfatte:
-
1) fuldautomatiske skydevåben, herunder fuldautomatiske rifler, maskingeværer og maskinpistoler,
-
2) skydevåben med en kaliber på 12,7 mm og derover,
-
3) panserbrydende ammunition samt projektiler hertil og
-
4) brisant- eller brandammunition samt projektiler hertil.
Stk. 3 En erhvervsdrivende, der har tilladelse efter stk. 1, og dennes ansatte, kan meddeles tilladelse til at bære og anvende de våben, der er omfattet af tilladelsen, med henblik på indskydning og træning i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse, hvis de pågældende personer:
-
1) skal fungere som vagter i henhold til den aftale, der er nævnt i stk. 1,
-
2) er fyldt 20 år, og
-
3) dokumenterer at have relevant våbenerfaring.
Kapitel 3 Hardball- og paintballvåen
Hardball- og paintballvåben og ammunition hertil er ikke omfattet af forbuddet i lov om våben og eksplosivstoffer m.v. § 1, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, litra b og kræver alene tilladelse for personer under 18 år, jf. lovens § 2, stk. 1. Ammunition til paintballvåben består af en skal af gelatine m.v., der indeholder farvestof, eller af massiv blød gummi. Ammunition til hardballvåben består af hård plastik.
Kapitel 4 Tilladelse til erhvervsmæssig handel m.v.
Tilladelse efter våbenbekendtgørelsens § 42 kan gives til våbenhandlere, våbengrossister og auktionsledere.
Stk. 2 Tilladelse efter våbenbekendtgørelsens § 43 kan gives til bøssemagere, våbenmekanikere og personer, der i øvrigt har brug for våben i deres erhvervsmæssige virksomhed.
For godkendelse af lokaler efter våbenbekendtgørelsens § 26 skal det fastsættes som vilkår:
-
1) at der i forretningens åbningstid i forretningslokalet kun må udstilles det antal våben, der er nødvendigt i relation til forretningens udvalg,
-
2) at udstillede skydevåben skal være forsvarligt fastlåst til mur eller lignende, og
-
3) at bundstykker til udstillede rifler skal opbevares for sig i sikringsskab, der er godkendt i mindst EN 1143-1 grade 0 eller et sikringsniveau, der svarer hertil, og kun må fremtages i forbindelse med demonstration eller salg af det pågældende skydevåben.
Stk. 2 Det skal endvidere fastsættes som vilkår, at ammunition skal opbevares for sig i sikringsskab, der er godkendt i mindst EN 1143-1 grade 0 eller et sikringsniveau, der svarer hertil, og kun må fremtages i forbindelse med salg.
Stk. 3 Der kan under henvisning til sikkerhedsmæssige forhold, herunder mængden af udstillede våben, bygningsmæssige forhold, tilkørselsforhold og udrykningsafstand, fastsættes yderligere vilkår for godkendelsen.
For tilladelser efter våbenbekendtgørelsens § 26 a skal det fastsættes som vilkår:
-
1) at udstillede skydevåben skal være forsvarligt fastlåst med en snoet stålwire, der har en tykkelse på mindst 2 mm, og som for hvert enkelt våben ikke må overstige 150 cm i længde, til bord eller lignende,
-
2) at udstillede skydevåben skal være gjort funktionsudygtige, eksempelvis ved udtagelse af bundstykke, montering af kammerlås eller indsættelse af konisk prop,
-
3) at der ikke må medbringes funktionsdygtig ammunition på våbenmessen, og at der alene må medbringes små mængder ammunition som skal være tydeligt funktionsudygtiggjort, ved udboring af hylster med 4 mm hul, således at hullet er lige over patronhylstrets indvendige bund,
-
4) at de våben og genstande, der er omfattet af tilladelsen, ikke må overdrages på messen eller i nærheden heraf, herunder i forbindelse med indgåelse af salgsaftaler,
-
5) at skydevåben og genstande, der er omfattet af tilladelsen, og som indgår i messen, uden for messens åbningstid skal være under konstant tilsyn eller skal opbevares forsvarligt i et sikkert, aflåst gemme eller fastlåst til mur eller lignende og på et sted, der er utilgængeligt for uvedkommende,
-
6) at messen skal afholdes i lokaler eller på steder, der er godkendt hertil af politiet.
Stk. 2 Der kan under henvisning til sikkerhedsmæssige forhold, herunder mængden og typen af udstillede våben og genstande, der er omfattet af tilladelsen, bygningsmæssige forhold, tilkørselsforhold og udrykningsafstand, fastsættes yderligere vilkår for tilladelsen, herunder at et nødvendigt antal godkendte vagter efter lov om vagtvirksomhed skal være til stede og overvåge de udstillede våben og indgangen til messen. De kan endvidere fastsættes yderligere vilkår om forsvarlig fastgørelse af genstande, der er omfattet af lov om våben og eksplosivstoffer m.v. § 1, stk. 1, nr. 2-3 og 7-10.
Kapitel 5 Bestemmelser angående indførsel og udførsel
Indførselstilladelse gives med en gyldighedstid på ikke over 3 måneder. For tilladelse til erhvervsdrivende kan gyldighedstiden dog være 6 måneder. Tilladelsen skal indeholde en angivelse af det, der skal indføres. For så vidt angår tilladelser til indførsel fra lande, der ikke er medlem af EU, skal det fremgå af tilladelsen, at den skal forevises for nærmeste toldekspedition til afstempling ved indførslen.
Stk. 2 Har ansøgeren ikke en våbentilladelse, kan indførselstilladelse kun gives, hvis ansøgeren har anmodet om våbentilladelse og opfylder betingelserne herfor. Indførselstilladelse kan dog gives på betingelse af, at våbnet deponeres hos politiet med henblik på senere udførsel eller afhændelse.
Udførselstilladelse efter våbenbekendtgørelsens § 31, stk. 1, kan kun gives, hvis ansøgeren foreviser modtagerens indførselstilladelse eller en erklæring fra modtagerlandets kompetente myndighed om, at man ikke har indvendinger imod, at danske myndigheder giver udførselstilladelse.
Stk. 2 Udførselstilladelse efter stk. 1 gives med en gyldighedstid på ikke over 6 måneder. Tilladelsen skal indeholde en angivelse af det, der skal udføres, og af modtageren. For så vidt angår tilladelser til udførsel til lande, der ikke er medlem af EU, skal det endvidere fremgå, at tilladelsen skal forevises for nærmeste toldekspedition til afstempling ved udførslen. Tilladelsen skal senest ved gyldighedstidens udløb tilbagesendes til udstederen.
Stk. 3 Ved ansøgning om udførsel af mere end 100 rifler eller 10.000 stk. riffelammunition til lande, der er nævnt i våbenbekendtgørelsens § 31, stk. 2, skal ansøgeren aflevere et internationalt importcertifikat samt en behørigt udfyldt »stor erklæring« i overensstemmelse med Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 7. februar 1990. Ansøgeren skal endvidere indsende et modtagelsesbevis (delivery verification), når varerne er modtaget i det pågældende land. I tilfælde, hvor der skal afleveres et internationalt importcertifikat, skal der ikke tillige forevises en indførselstilladelse eller en erklæring i henhold til stk. 1.
Stk. 4 Politiet sender straks en genpart af tilladelsen til Rigspolitiet, Vagt- og Kommunikationscentret, med henblik på underretning af modtagerlandets myndigheder. Der henvises herved til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 24. oktober 1989 med bilag vedrørende den europæiske konvention af 28. juni 1978 om kontrol med enkeltpersoners erhvervelse og besiddelse af skydevåben.
Kapitel 6 Tilladelsens form og indhold m.v.
Våbentilladelser skal udfærdiges skriftligt.
Stk. 2 Det skal af tilladelsen fremgå, at tilladelsen til enhver tid kan tilbagekaldes.
Stk. 3 Tilladelser registreres af politiet. Genpart af tilladelsen opbevares af politiet. Opbevaring af genparten finder sted ved edb-registrering.
Tilladelse til indkøb af våben gives med en gyldighedstid på ikke over 3 måneder. Det skal af tilladelsen fremgå, at vedkommende forhandler skal tilbagesende tilladelsen til politiet, efter at den er forsynet med påtegning om de stedfundne leveringer. For skydevåben skal påtegningen angive de leverede våbens fabrikat, kaliber og fabrikationsnummer eller identifikationsnummer.
Stk. 2 For tilladelse til indkøb af ammunition kan der fastsættes en længere gyldighedstid. Tilladelsen skal begrænses til indkøb af ammunition til eget brug.
En våbentilladelse kan i hvert enkelt tilfælde begrænses nærmere under hensyn til formålet med tilladelsen eller andre forhold, der taler for en begrænsning. Det skal fremgå af tilladelsen, i hvilket omfang den tillige giver adgang til at erhverve og besidde ammunition til våbnet.
Stk. 2 Det skal af tilladelsen fremgå, at våbnet skal opbevares i overensstemmelse med reglerne herom i våbenbekendtgørelsen, og at bortkomst af våbnet eller ammunition dertil straks skal anmeldes til politiet.
Er en våbentilladelse beskadiget eller bortkommet, kan der efter lov om våben og eksplosivstoffer m.v. § 6 b, stk. 6, udstedes en tilladelse med samme gyldighed som den oprindelige mod betaling af 200 kr.
Stk. 2 Inden udstedelse af en erstatningstilladelse efter stk. 1 skal ansøgeren redegøre for, hvorledes tilladelsen er bortkommet. Er tilladelsen bortkommet i forbindelse med tyveri, er det tilstrækkeligt, at ansøgeren foreviser kopi af anmeldelse til politiet. Ansøgeren skal endvidere redegøre for, om der eventuelt er sket misbrug af tilladelsen.
Kapitel 7 Særlige bestemmelser om kontrolordningen for glatløbede haglgeværer m.v.
Samtykke til udstedelsen af jagttegn efter våbenbekendtgørelsens § 6 gives af Rigspolitiet. Samtykke gives dog af politiet, hvis ansøgeren er registreret for kriminelle forhold, der gør det tvivlsomt, om samtykke kan gives.
Politiet vejleder efter anmodning personer, der påtænker at ansøge om jagttegn eller om våbenpåtegning til glatløbede haglgeværer, om deres udsigt til at få politiets samtykke hertil.
Samtykke til våbenpåtegning på et medlemsbevis kan gives på en særlig blanket.
Kapitel 8 Særlige bestemmelser om skytteforeninger under DGI, Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark), Dansk Firmaidræt og jagtforeninger
§ 34 har kun et stykke. § 16 og § 34, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for samtykke til våbenpåtegning efter våbenbekendtgørelsens § 10.
Våbenpåtegning gives på en særlig blanket, der er godkendt af Rigspolitiet.
Hvert medlem af skytteforeningerne under DGI, Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) og Dansk Firmaidræt eller en jagtforening med våbenpåtegning eller våbentilladelse har adgang til i alt at erhverve og besidde 1.000 stk. langdistance- samt 5.000 stk. kortdistancepatroner. Politiet kan i særlige tilfælde give tilladelse til, at et medlem med våbenpåtegning eller våbentilladelse besidder større mængder ammunition.
Kapitel 9 Registrering og ikrafttræden m.v.
Meddelelse, nægtelse og tilbagekaldelse af samtykke til våbenpåtegning efter våbenbekendtgørelsens § 8, stk. 1, og § 10, stk. 1, og våbentilladelse registreres af politiet i Politiets Våbenregister.
Cirkulæret træder i kraft den 1. november 2025.
Stk. 2 Cirkulære nr. 10222 af 1. december 2016 om våben og ammunition m.v. ophæves.