Bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser § 164

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 460 af 02. maj 2023

§ 164

En filial af en udenlandsk virksomhed, der ikke er underlagt lovgivningen i et EU/EØS-land, skal udarbejde en rapport om indkomstskatteoplysninger, jf. §§ 165 og 166, vedrørende den udenlandske virksomhed eller koncernen, jf. dog stk. 6, hvis

  • 1) den udenlandske virksomhed ikke indgår i en koncern, og denne virksomheds bruttopræmier i to på hinanden følgende regnskabsår overskrider 5,6 mia. kr., eller

  • 2) den udenlandske virksomhed er en del af en koncern, hvor den øverste modervirksomhed ikke er underlagt lovgivningen i et EU/EØS-land, og koncernens samlede bruttopræmier i to på hinanden følgende regnskabsår overskrider 5,6 mia. kr.,

  • 3) filialens bruttopræmier i to på hinanden følgende regnskabsår overskrider 89 mio. kr., og

  • 4) den øverste modervirksomhed, jf. nr. 2, ikke har en stor eller mellemstor dattervirksomhed, der er underlagt reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU med senere ændringer.

Stk. 2 Har filialen ikke de nødvendige oplysninger, skal den anmode den udenlandske virksomhed eller den øverste modervirksomhed om at modtage oplysningerne til brug for opfyldelse af forpligtelsen efter stk. 1.

Stk. 3 Meddeler den udenlandske virksomhed eller den øverste modervirksomhed ikke oplysningerne, skal filialen udarbejde rapporten på grundlag af de oplysninger, som den er i besiddelse af, og afgive en erklæring om, at den udenlandske virksomhed eller den øverste modervirksomhed ikke har efterkommet anmodningen.

Stk. 4 Filialen kan undlade at udarbejde en rapport, når

  • 1) bruttopræmierne for den udenlandske virksomhed i to på hinanden følgende regnskabsår ikke længere overskrider 5,6 mia. kr., og rapporten udarbejdes efter stk. 1, nr. 1, eller

  • 2) de samlede bruttopræmier for koncernen i to på hinanden følgende regnskabsår ikke længere overskrider 5,6 mia. kr., og rapporten udarbejdes efter stk. 1, nr. 2, eller

  • 3) filialens bruttopræmier i to på hinanden følgende regnskabsår ikke længere overskrider 89 mio. kr.

Stk. 5 Virksomheden skal anvende §§ 27 og 35 ved beregning af bruttopræmierne.

Stk. 6 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis

  • 1) den udenlandske virksomhed eller den øverste modervirksomhed har udarbejdet en rapport om indkomstskatteoplysninger, der opfylder kravene i §§ 165 og 166, eller

  • 2) en anden filial af den udenlandske virksomhed eller en anden dattervirksomhed af den øverste modervirksomhed har udarbejdet en rapport om indkomstskatteoplysninger, der opfylder kravene i §§ 165 og 166.