Bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser § 171

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 460 af 02. maj 2023

§ 171

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2023, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 §§ 161-169 træder i kraft den 22. juni 2023.

Stk. 3 §§ 1 og 2, §§ 4-17, §§ 19-40, §§ 42 og 43, § 44, stk. 1-8, §§ 45-160 og § 170 træder i kraft den 1. juli 2023.

Stk. 4 §§ 3, 41 og 44, stk. 9 træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 5 §§ 1-17 og §§ 19-160 finder anvendelse på udarbejdelse og aflæggelse af års- og delårsrapporter, der vedrører regnskabsperioder, der begynder den 1. januar 2024, jf. dog stk. 8-13. Bestemmelserne kan dog frivilligt anvendes for års- og delårsrapporter, der vedrører regnskabsåret 2023.

Stk. 6 § 18 finder anvendelse på udarbejdelse og aflæggelse af års- og delårsrapporter, der vedrører regnskabsperioder, der begynder den 1. januar 2023.

Stk. 7 §§ 161-169 finder anvendelse på udarbejdelse og aflæggelse af års- og delårsrapporter, der vedrører regnskabsperioder, der begynder den 1. januar 2025.

Stk. 8 Reglerne i denne bekendtgørelse om indregning og måling af overtagne aktiver og forpligtelser i forbindelse med virksomhedsovertagelser og fusioner m.v. finder ikke anvendelse på virksomhedsovertagelser og fusioner m.v., der har fundet sted før den 1. januar 2005.

Stk. 9 Virksomheder, der måtte have indregnet goodwill i balancen pr. 31. december 2004 efter tidligere gældende regler, skal ikke længere afskrive denne efter de bestemmelser, der gjaldt, da den blev indregnet, men vurdere den for værdiforringelse efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse fra og med den 1. januar 2004.

Stk. 10 Reglerne i denne bekendtgørelse om aktiebaseret aflønning finder alene anvendelse for programmer etableret efter den 1. januar 2004. Virksomheden kan for programmer etableret før den 1. januar 2004 vælge at lade bestemmelserne i denne bekendtgørelse finde anvendelse. Virksomheden kan dog, hvis programmet er etableret den 7. januar 2002 eller tidligere, kun anvende bekendtgørelsens bestemmelser, hvis programmets dagsværdi på etableringstidspunktet har været oplyst.

Stk. 11 Virksomheden kan foretage ændring af metoderne for indregning og måling af immaterielle aktiver, jf. §§ 61 og 62, således, at alene forhold, der er indtruffet fra og med regnskabsåret 2003 og senere, indregnes og måles efter bekendtgørelsens regler.

Stk. 12 For virksomheder, der tidligere har aflagt årsregnskab efter bekendtgørelse om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber, finder kravet om, at stigninger i domicilejendommes omvurderede værdi skal indregnes i passivposten Opskrivningshenlæggelser alene anvendelse på den del af opskrivningsbeløbet, der ligger ud over det højeste af følgende beløb:

  • 1) Den værdi, hvortil den pågældende ejendom var ansat i det årsregnskab, hvorpå bekendtgørelse nr. 723 af 27. november 1989 om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber sidste gang fandt anvendelse.

  • 2) Anskaffelsesprisen.

Stk. 13 For virksomheder, der tidligere har aflagt årsregnskab efter bekendtgørelse om livsforsikringsselskabers og tværgående pensionskassers årsregnskaber, finder kravet om, at stigninger i domicilejendommes omvurderede værdi skal indregnes i passivposten Opskrivningshenlæggelser alene anvendelse på den del af opskrivningsbeløbet, der ligger ud over dagsværdien pr. 31. december 2003.

Stk. 14 Bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli 2015 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser ophæves.