Bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter §§ 79, 83 og 84 i lov om social service § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1481 af 05. december 2023

Fastsættelse af betaling for tilbud
§ 1

Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om betaling for tilbud efter §§ 79, 83 og 84 i lov om social service. Ved fastsættelsen af betalingen kan højst medregnes kommunens gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der kan henføres til produktion og levering af tilbuddet, jf. dog stk. 2 og 3 og §§ 2-4. Kommunalbestyrelsen fastsætter betalingen for tilbuddet mindst én gang årligt. Et eventuelt overskud skal indregnes som en reduktion af taksten senest 2 år efter det år, hvor overskuddet er opstået. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt et eventuelt underskud skal indregnes som en hel eller delvis forøgelse af taksten, eller om underskuddet slet ikke skal indregnes, senest 2 år efter det år, hvor underskuddet er opstået.

Stk. 2 Betaling for madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3, i lov om social service kan maksimalt udgøre 4.113 kr. pr. måned (2024-niveau) for fuld forplejning for beboere i plejebolig og plejehjem, botilbud efter §§ 107 og 108 i lov om social service og lignende boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale, herunder friplejeboliger. Ved midlertidige ophold i disse boformer på mindre end 1 måneds varighed fastsættes betalingen for madserviceordninger efter § 83 i lov om social service ved en forholdsmæssig reduktion af det maksimale beløb på 4.113 kr. (2024-niveau). De beløb, der er nævnt i 1. og 2. pkt., reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2025.

Stk. 3 Modtagere af madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3, i lov om social service, som er omfattet af frit valg af leverandør efter § 91 i lov om social service, skal tilbydes mindst ét dagligt måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 61 kr. (2024-niveau) pr. måltid uanset borgerens valg blandt de leverandører, der indgås aftale med, jf. § 91, stk. 2, nr. 1 og 2, i lov om social service. Det beløb, der er nævnt i 1. pkt., reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2025. Uanset hvilket andet tilbud om en hovedret end det kommunale tilbud til maksimalt 61 kr. (2024-niveau), som modtageren måtte vælge, betaler modtageren den valgte hovedrets pris fratrukket et eventuelt kommunalt tilskud.