Vederlagsbekendtgørelsen § 30

Denne konsoliderede version af vederlagsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv

Bekendtgørelse nr. 2001 af 28. oktober 2021

Ophør
§ 30

Vederlag efter §§ 2, 3, 7, 12 og 14-17 samt § 19, stk. 1, ophører med udgangen af den kalendermåned, hvor den pågældende fratræder det enkelte hverv, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2 Vælges en borgmester, jf. § 18, midt i en kalendermåned, ophører dennes hidtidige vederlag efter §§ 2, 3, 7, 12 og 14-17 samt § 19, stk. 1, fra den dato, hvor vedkommende tiltræder som borgmester. Den forholdsmæssige del af dennes hidtidige vederlag som nævnt i 1. pkt., der er udbetalt forud for kalendermåneden, og som vedrører perioden fra tiltrædelsen som borgmester, jf. § 18, til kalendermånedens udgang, modregnes i den pågældendes vederlag som borgmester, jf. § 18.

Stk. 3 Stk. 2 gælder tilsvarende, hvis et medlem af kommunalbestyrelsen midt i en kalendermåned vælges til efter § 19, stk. 3, 1. pkt., at fungere som borgmester, jf. § 18.

Stk. 4 Vælges midt i en kalendermåned en udvalgsformand eller udvalgsnæstformand, der er særskilt vederlagt efter § 7, stk. 2 og 3, § 10, § 14, stk. 2 og 3, og § 17, stk. 2 og 3, ophører dennes hidtidige vederlag som medlem af eller næstformand for dette udvalg fra den dato, hvor vedkommende tiltræder det nye hverv. Den forholdsmæssige del af dennes hidtidige vederlag som medlem af dette udvalg, der er udbetalt forud for kalendermåneden, og som vedrører perioden fra tiltrædelsen som udvalgsformand henholdsvis udvalgsnæstformand til kalendermånedens udgang, modregnes i den pågældendes vederlag som udvalgsformand henholdsvis udvalgsnæstformand.

Stk. 5 Stk. 1 gælder ikke i det omfang, andet er fastsat i lovgivningen, jf. § 101, stk. 7, i lov om kommunale og regionale valg og § 66 a, stk. 5 og 6, § 66 b, stk. 7 og 8, og § 66 c, stk. 8 og 9, i lov om kommunernes styrelse.