Tinglysningsloven § 42j

Denne konsoliderede version af tinglysningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om tinglysning

Lov nr. 111 af 31. marts 1926,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 30. september 2014,
som ændret ved lov nr. 526 af 28. maj 2014, lov nr. 573 af 04. maj 2015, lov nr. 580 af 04. maj 2015, lov nr. 1721 af 27. december 2016, lov nr. 80 af 24. januar 2017, lov nr. 550 af 30. maj 2017, lov nr. 1722 af 27. december 2018 og lov nr. 1556 af 12. december 2023

§ 42j

Pant og retsforfølgning i de i § 42 i nævnte andele i andelsboligforeninger skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om andelen, og mod retsforfølgning.

Stk. 2 Den aftale om overdragelse til eje af en andel, der skal kunne fortrænge en utinglyst pantsætningsaftale eller retsforfølgning, skal være godkendt af andelsboligforeningen, og erhververen ifølge aftalen skal være i god tro ved modtagelsen af underretning fra foreningen om godkendelse af aftalen.

Stk. 3 Underpant i ejerpantebreve, der giver pant i andele i andelsboligforeninger som nævnt i § 42 i, skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om pantebrevet, og mod aftaler om eller retsforfølgning mod andelen.

Stk. 4 Underpant og retsforfølgning efter stk. 1 og underpant efter stk. 3, som skal fortrænge en utinglyst ret i et ejerpantebrev, der giver pantandele i andelsboligforeninger som nævnt i § 42 i, eller inden for ejerpantebrevets ramme, skal selv være tinglyst, og erhververen ifølge aftalen være i god tro.

Stk. 5 Bestemmelsen i § 1 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for en panthaver med tinglyst underpant i et ejerpantebrev, der giver pant i andele i andelsboligforeninger som nævnt i § 42 i.

Stk. 6 Bestemmelserne i § 15, stk. 6, finder tilsvarende anvendelse ved tinglysning af rettigheder i et ejerpantebrev, der giver pant i andele i andelsboligforeninger som nævnt i § 42 i, eller inden for ejerpantebrevets ramme.

Stk. 7 Overdragelse eller anden overførsel af de i stk. 1 og 3 nævnte rettigheder skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om den pågældende rettighed, og mod retsforfølgning mod rettigheden.

Stk. 8 Tinglyst pant i en andel i en andelsboligforening omfatter, når intet andet er aftalt, forbedringer i lejligheden samt inventar, der er særligt tilpasset eller installeret i lejligheden. Pantsætningen er ikke til hinder for, at nævnte forbedringer eller inventar udskilles ifølge regelmæssig drift.