Forarbejder til Sygedagpengeloven § 68

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Lovforslaget indeholder først og fremmest ændringer af de såkaldte handlekommuneregler i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 25 februar 2022 som ændret ved lov nr. 912 af 21. juni 2022 (retssikkerhedsloven).

Lovforslaget har for det første til formål at skabe en enklere begrebsbrug, der skal medvirke til at forhindre tvivl og mellemkommunale uenigheder.

For det andet har lovforslaget til formål at afhjælpe de mangler, der har vist sig at være i handlekommunereglerne.

Det drejer sig særligt om, at det foreslås, at Ankestyrelsen i helt særlige tilfælde kan træffe afgørelse om en handlekommune for et barn, der ikke opholder sig i Danmark, men som forventes med danske myndigheders medvirken at komme til Danmark. Efter gældende ret har børn, der opholder sig uden for Danmark, ikke en handlekommune, men det kan for disse børn være afgørende for deres trivsel og udvikling, at den nødvendige socialfaglige indsats er forberedt og koordineret mellem myndighederne forud for ankomsten til Danmark, således at de oplever en tryg ankomst i Danmark, hvor deres behov mødes. Med forslaget vil der blive skabt den nødvendige lovgivningsmæssige klarhed om handlekommuneansvaret, når børn kommer til Danmark efter medvirken fra danske myndigheder. Forslaget vil f.eks. kunne finde anvendelse for børn, der med danske myndigheders medvirken vender tilbage til Danmark efter en genopdragelsesrejse, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, andet udlandsophold af negativ betydning for barnet eller en international børnebortførelse.

Derudover drejer det sig også særligt om, at det foreslås, at Ankestyrelsen i tilfælde, hvor handlekommuneansvaret for et barn ikke kan fastlægges efter de almindelige regler, vil kunne træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune for et barn. Det vil bl.a. have betydning for tilfælde, hvor et barns forældremyndighedsindehaver opholder sig uden for Danmark, og hvor der er behov for at iværksætte hjælp og støtte til barnet. I praksis er der hidtil fundet pragmatiske løsninger i sådanne tilfælde, men uklarheden om det lovgivningsmæssige grundlag og eventuelt deraf følgende uenigheder mellem kommunerne om handlekommuneansvaret skaber utryghed for børn, der befinder sig i sårbare situationer, og kan i værste fald betyde, at hjælpen til barnet forsinkes, når ingen kommune vil tage ansvaret. Med lovforslaget skabes et klart lovgivningsmæssigt grundlag, der skal fjerne tvivl om handlekommuneansvaret.

Endelig drejer det sig også om at kunne fastlægge handlekommune for børn i sager som er omfattet af artikel 8 og 9 om overførsel af kompetence fra en kontraherende stat til en anden kontraherende stat efter Haagerbeskyttelseskonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen).

Herudover indeholder lovforslaget også de nødvendige konsekvensændringer i handlekommunereglerne som følge af det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er primært tale om, at henvisninger til serviceloven foreslås ændret til barnets lov, som følge af at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fast-track for godkendelse af plejefamilier m.v.) (følgelovforslaget) foreslås ophævet og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Ensretning af begrebsbrugen vedr. handlekommune

2.1.1. Gældende ret

Begrebet handlekommuneregler anvendes om de regler i retssikkerhedsloven, der fastlægger, hvilken kommune der skal træffe afgørelse om hjælp og støtte efter de love, der er omfattede af retssikkerhedsloven (afgørelseskompetence), og som i udgangspunktet også skal afholde udgifterne hertil (betalingssansvar).

Begrebet handlekommune anvendes kun et enkelt sted i de gældende regler i retssikkerhedsloven. Generelt anvendes i stedet begrebet opholdskommune og oprindelig opholdskommune i retssikkerhedslovens regler om fastlæggelse af afgørelseskompetence og betalingsansvar. Herudover anvendes også begreber som selvstændig opholdskommune, kommune, hvor personen aktuelt har ophold, og kommune med handleforpligtelsen. Begreberne anvendes i de fleste tilfælde synonymt, men i visse tilfælde også med forskellig betydning på tværs af bestemmelserne i retssikkerhedsloven og på tværs af den lovgivning, som retssikkerhedsloven finder anvendelse for.

Herudover bemærkes, at en borgers opholdskommune efter retssikkerhedsloven, dvs. den kommune, der skal træffe afgørelse om hjælp og støtte, ikke nødvendigvis er den kommune, hvor borgeren opholder sig. Det kan bl.a. være tilfældet mht. hjælp efter lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022 som ændret ved § 41 i lov nr. 324 af 16. marts 2022 og § 2 i lov nr. 892 af 21. juni 2022, (serviceloven) til borgere, der har ophold på kvindekrisecentre, forsorgshjem og botilbud samt hjemløse. Herudover er begrebet opholdskommune mht. børn ikke relateret til, hvor barnet har ophold, men hvor forældrene eller i visse tilfælde forældremyndighedsindehaverne har ophold.

2.1.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Det er ministeriets vurdering, at der af hensyn til at sikre tydelighed og medvirke til at undgå misforståelser, der kan føre til mellemkommunale uenigheder, er behov for en ensrettet begrebsbrug i retssikkerhedslovens handlekommuneregler og i anden lovgivnings henvisning hertil. Det er ministeriets opfattelse, at forståelse og tydelighed vil fremmes mest, såfremt begrebet handlekommune anvendes, herunder henset til at dette begreb allerede anvendes i vejledningssammenhænge.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der gennemføres de nødvendige ændringer i retssikkerhedsloven, således at begrebet handlekommune anvendes konsekvent om det ansvar, som en kommune har over for en borger mht. at træffe afgørelse om hjælp og støtte efter de love, der er omfattede af retssikkerhedsloven, (afgørelseskompetence) og afholdelse af udgifterne hertil (betalingssansvar). For så vidt angår sidstnævnte vil reglerne om mellemkommunal refusion i retssikkerhedslovens § 9 c udgøre undtagelser til handlekommunens betalingsansvar. Der foreslås ikke med ensretningen af begrebsbrugen materielle ændringer i, hvilken kommune der har handlekommuneansvaret for den enkelte borger.

Ensretningen af begrebsbrugen i handlekommunereglerne i retssikkerhedsloven medfører endvidere behov for konsekvensændringer i anden lovgivning, der henviser hertil. Det drejer sig på Social-, Bolig- og Ældreministeriets område om serviceloven, lov om socialtilsyn, jf. lovbekendtgørelse nr. 171 af 28. januar 2022 (socialtilsynsloven), lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 346 af 31. marts 2020, lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019 som ændret ved § 1 i lov nr. 962 af 26. juni 2020, § 1 i lov nr. 969 af 26. juni 2020, § 3 i lov nr. 227 af 15. februar 2022 og § 9 i lov nr. 344 af 22. marts 2022 (Familieretshusloven), og lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, jf. lovbekendtgørelse nr. 764 af 1. august 2019 som ændret ved § 10 i lov nr. 821 af 9. juni 2020 (voksenansvarsloven).

På Beskæftigelsesministeriets område drejer det sig om lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1712 af 20. august 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 371 af 28. marts 2021, § 2 i lov nr. 1171 af 8. juni 2021, § 3 i lov nr. 1160 af 8. juni 2021, § 3 i lov nr. 452 af 20. april 2022 og senest ved § 5 i lov nr. 879 af 21. juni 2022 (sygedagpengeloven), lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 22. maj 2022 som ændret ved § 3 i lov nr. 875 af 21. juni 2022 og § 6 i lov nr. 879 af 21. juni 2022, lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 371 af 28. marts 2021, § 2 i lov nr. 1171 af 8. juni 2021, § 3 i lov nr. 1160 af 8. juni 2021, § 3 i lov nr. 452 af 20. april 2022 og senest ved § 5 i lov nr. 879 af 21. juni 2022, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 528 af 25. april 2022 som ændret ved § 2 i lov nr. 831 af 14. juni 2022 og senest ved § 2 i lov nr. 875 af 21. juni 2022 (førtids- og seniorpensionsloven), lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022 som ændret ved § 1 i lov nr. 831 af 14. juni 2022 og § 1 i lov nr. 875 af 21. juni 2022, lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, jf. lovbekendtgørelse nr. 221 af 12. februar 2021, lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar 2021 som senest ændret ved § 5 i lov nr. 879 af 21. juni 2022, og lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 3. februar 2020 som ændret ved § 4 i lov nr. 2201 af 29. december 2020 og lov nr. 1160 af 8. juni 2021.

På Børne- og Undervisningsministeriets område drejer det sig om lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 836 af 14. juni 2022, lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1903 af 6. oktober 2021 som ændret ved lov nr. 383 af 28. marts 2022, § 3 i lov nr. 567 af 10. maj 2022 og § 3 i lov nr. 881 af 21. juni 2022, lov om specialundervisning for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 1653 af 9. august 2021, og lov om friskoler og private grundskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 9. august 2021 som ændret ved § 2 i lov nr. 567 af 10. maj 2022, § 6 i lov nr. 693 af 24. maj 2022 og § 2 i lov nr. 881 af 21. juni 2022.

På Justitsministeriets område drejer det sig om lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1705 af 27. december 2018 som ændret ved § 3 i lov nr. 2394 af 14. december 2021, § 6 i lov nr. 897 af 21. juni 2022. Endelig drejer det sig på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område for det første om lov om frikommunenetværk, jf. lovbekendtgørelse nr. 831 af 25. juni 2018 som ændret ved § 16 i lov nr. 551 af 7. maj 2019, § 15 i lov nr. 1558 af 27. december 2019, § 12 i lov nr. 1559 af 27. december 2019 og lov nr. 2598 af 28. december 2021, og for det andet om sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 248 af 8. marts 2023.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, og §§ 2-22.

2.2. Handlekommune i helt særlige tilfælde for børn, der ikke opholder sig i Danmark

2.2.1. Gældende ret

Sociale indsatser for børn og unge ydes efter serviceloven. Det er et krav for at have ret til hjælp efter loven, at barnet opholder sig i Danmark, og at opholdet er lovligt, jf. § 2, stk. 1, i serviceloven.

Det er kommunerne, der er ansvarlige for at yde hjælp og støtte efter serviceloven. Hvilken kommune der er ansvarlig for at yde hjælp og støtte til et konkret barn følger af retssikkerhedslovens § 9 a. Denne kommune betegnes også handlekommunen. Bestemmelserne i § 9 a regulerer dog alene spørgsmålet om handlekommune i de tilfælde, hvor barnet opholder sig i Danmark. Dette skyldes, at kommunen alene kan yde hjælp og støtte efter serviceloven til børn, der opholder sig lovligt i Danmark, jf. § 2, stk. 1, i serviceloven.

Med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås bestemmelserne videreført i barnets lov. Det ovenfor nævnte om, at det er et krav for at have ret til hjælp, at barnet opholder sig i Danmark, og at opholdet er lovligt, vil også gælde efter barnets lov, jf. § 4, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Ligeledes vil det fortsat efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov være kommunerne, der er ansvarlige for at yde hjælp og støtte til børn.

2.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Social-, Bolig- og Ældreministeriet vurderer, at det i helt særlige tilfælde kan være uhensigtsmæssigt, at det ikke er muligt at udpege en handlekommune, inden et barn er ankommet til Danmark fra udlandet, når dette sker med danske myndigheders medvirken. Det er derved ikke muligt at forberede de socialfaglige indsatser, som barnet skal modtage umiddelbart efter ankomsten, herunder anbringelse, medmindre en kommune frivilligt forbereder sagen. Den frivillige forberedelse fra en kommune giver endvidere anledning til usikkerhed med hensyn til, om den pågældende kommune reelt vil blive handlekommune for barnet efter modtagelsen. Dertil kommer, at kommunen, da den ikke er handlekommune, ikke kan anvende bestemmelserne i retssikkerhedsloven om udveksling af oplysninger, herunder udveksling af oplysninger uden samtykke. Endelig må der vurderes at kunne være en modvilje hos kommunerne mod frivilligt at påtage sig et usikkert ansvar som handlekommune i sager, hvor udgifterne til sociale indsatser vil kunne blive betydelige.

Det er ministeriets vurdering, at de manglende muligheder for at udpege en handlekommune og derved sikre forberedelse af modtagelsen af barnet særligt vil have betydning for de mest sårbare børn. Dette kan f.eks. være børn, som danske myndigheder har hjulpet hjem fra en genopdragelsesrejse i udlandet. Denne gruppe af børn har et udtalt behov for, at de sociale indsatser er på plads, når de ankommer til Danmark, og at hjælpen ikke forsinkes af regler om ansvarsfordeling mellem myndigheder.

Det er på baggrund af ovenstående Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering, at der er behov for, at der i helt særlige tilfælde, hvor et barn opholder sig uden for Danmark, men forventes med danske myndigheders medvirken at komme til Danmark, kan udpeges en handlekommune, inden barnet ankommer til Danmark. Formålet hermed vil være at forberede de socialfaglige indsatser, der skal iværksættes for barnet efter ankomsten til Danmark.

Ministeriet finder samtidigt, at da der er tale om en undtagelse fra hovedreglen i den socialretlige lovgivning om ophold i Danmark, bør der alene udpeges en handlekommune i helt særlige tilfælde, hvor danske myndigheder medvirker til, at barnet kommer til Danmark. Ministeriet finder endvidere, at der i udpegningen af en handlekommune bør anvendes de kriterier, som Ankestyrelsen anvender i sager om uenighed mellem to kommuner om handlekommuneansvaret for en borger.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der med lovforslagets § 1, nr. 11, i retssikkerhedsloven som § 9 a, stk. 11, indsættes en bestemmelse om, at Ankestyrelsen i helt særlige tilfælde, hvor et barn opholder sig uden for Danmark, men forventes med danske myndigheders medvirken at komme til Danmark, kan træffe afgørelse om handlekommunen for barnet.

Den foreslåede bestemmelse vil efter sin ordlyd være begrænset til helt særlige tilfælde, hvor danske myndigheder medvirker til, at barnet kommer til Danmark. Her sigtes der for det første til, at der i den konkrete sag vil skulle foreligge helt særlige omstændigheder, der nødvendiggør, at en kommune forbereder den socialfaglige indsats for barnet inden barnets ankomst til Danmark. Dette vil f.eks. kunne være, at der er tale om et barn, som ankommer uden forældre til Danmark, at barnet på baggrund af de faktiske oplysninger må vurderes formentlig at have behov for, at der træffes afgørelse om anbringelse umiddelbart efter ankomsten til Danmark, at der er tale om et barn, som må formodes at have været udsat for radikalisering under opholdet i udlandet, eller der er risiko for, at barnet vil blive udsat for radikalisering fra f.eks. familiemedlemmer, såfremt den socialfaglige indsats ikke er forberedt og kan iværksættes ved barnets ankomst til Danmark.

Det vil være Ankestyrelsen, der som led i sagsbehandlingen vil skulle forholde sig til, hvorvidt der i den konkrete sag er tale om forhold, der medfører, at sagen vil kunne betegnes som et helt særligt tilfælde.

Det vil være et krav, at danske myndigheder medvirker til, at barnet kommer til Danmark. Der vil i denne forbindelse ikke skulle stilles store krav, da formålet er at sikre, at den socialfaglige indsats for barnet er forberedt, når barnet kommer til Danmark. Det vil f.eks. være tilstrækkeligt, at en dansk ambassade eller konsulat har udstedt de nødvendige rejsedokumenter. Det vil således ikke være et krav, at danske myndigheder ledsager barnet på rejsen til Danmark. Omvendt vil det være et krav, at myndigheden har medvirket i højere grad end blot at yde rådgivning om f.eks. indrejseregler, visumpligt eller familiesammenføring.

Det vil ikke være et krav, at barnet har opholdt sig i Danmark før. Ligeledes vil det ikke være et krav, at barnet indrejser i Danmark uledsaget, dvs. uden forældre, familiemedlemmer eller andre pårørende.

Sager efter den foreslåede bestemmelse vil kunne startes ved henvendelse til Ankestyrelsen fra barnet selv, barnets forældre eller andre pårørende, danske myndigheder, der medvirker til, at barnet kommer til Danmark, eller kommuner, der er involverede i barnets sag.

Ankestyrelsen vil i afgørelsen af, hvilken kommune der skal være handlekommune for barnet, skulle anvende de kriterier, som Ankestyrelsen sædvanligvis anvender i sager om uenighed mellem to kommuner om handlekommuneansvar, dog med den væsentlige faktiske forskel, at barnet ikke opholder sig i Danmark på afgørelsestidspunktet. Afgørelsen vil således afhænge af en samlet vurdering af, hvilken kommune barnet har stærkest tilknytning til. Heri vil bl.a. kunne indgå forhold, såsom hvilken kommune barnet havde ophold i ved udrejsen fra Danmark, oplysninger om hvilken kommune barnet forventes at tage ophold i efter ankomsten til Danmark, hvis der foreligge sådanne, og hvor eventuel familie til barnet er bosiddende. Hvis barnet ikke tidligere har haft ophold i Danmark, vil der i vurderingen indgå forhold, såsom hvilken kommune barnets forældre havde ophold i ved udrejsen fra Danmark, hvilken kommune barnet forventes at tage ophold i efter ankomsten til Danmark, og hvor eventuel familie til barnet er bosiddende.

Såfremt der træffes afgørelse om anbringelse af barnet efter barnets ankomst til Danmark, vil den kommune, der er udpeget som barnets handlekommune efter den foreslåede bestemmelse, vedblive at være handlekommune for barnet, indtil anbringelsen ophører. Dette vil gælde uanset, at barnet bopælsregistreres i CPR i en anden kommune.

Den foreslåede bestemmelse vil alene regulere udpegningen af en handlekommune for barnet. Bestemmelsen vil således ikke have betydning for fastlæggelsen af handlekommunen for en forælder, der indrejser i Danmark sammen med barnet. Her vil det være de almindelige bestemmelser i § 9 i retssikkerhedsloven, der finder anvendelse. Der vil således kunne opstå situationer, hvor handlekommunen for barnet hhv. forælderen vil være forskellig. Dette er ikke ukendt på socialområdet, hvor der kan være forskel på barnets og forælderens handlekommune, hvis barnet er anbragt, og forælderen flytter til en anden kommune end den, der har truffet afgørelse om anbringelsen.

Ankestyrelsen vil, når der er truffet afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, ud over til parterne også skulle give besked om afgørelsen til de myndigheder, der medvirker til, at barnet kommer til Danmark, samt til den kommune, der er udpeget som handlekommune for barnet.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.

2.3. Handlekommune for børn og unge, som ikke har forældre i Danmark m.v.

2.3.1. Gældende ret

Sociale indsatser for børn og unge ydes efter serviceloven. Det er kommunerne, der er ansvarlige for at yde hjælp og støtte efter serviceloven. Hvilken kommune der er ansvarlig for hjælp og støtte til et konkret barn følger af retssikkerhedslovens § 9 a. Denne kommune betegnes også handlekommunen.

Hovedreglen for fastlæggelse af handlekommunen fremgår af § 9 a, stk. 2, hvorefter et barn har samme opholdskommune som forældrene, jf. dog § 9 a, stk. 3-5. Et barn, der bor mest hos den ene af forældrene, har opholdskommune hos denne. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har barnet opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregistret. Efter § 9 a, stk. 3, har et barn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har klaret sig selv, selvstændig opholdskommune. Efter § 9 a, stk. 4, har forældremyndighedsindehaverens opholdskommune pligt til at yde hjælp efter kapitel 11 i serviceloven og til at iagttage de forpligtelser, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Retssikkerhedsloven indeholder ikke nogen opsamlingsbestemmelse for de tilfælde, hvor barnets situation ikke er omfattet af de i § 9 a regulerede tilfælde. Der kan således eksempelvis ikke udpeges en handlekommune efter § 9 a for et barn, hvis forældre opholder sig i udlandet, og hvor barnet ikke klarer sig selv, men f.eks. er i privat familiepleje.

Med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås bestemmelserne om hjælp og støtte til børn videreført i barnets lov.

2.3.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse, at det er nødvendigt at rette op på det forhold, at den gældende lovgivning efterlader børn, der har behov for hjælp og støtte, uden mulighed for, at der kan udpeges en handlekommune efter reglerne i § 9 a i retssikkerhedsloven. Det kan forsinke hjælpen til barnet og føre til mellemkommunale uenigheder om ansvaret i en situation, hvor barnet er særligt sårbart, f.eks. fordi barnets forældre opholder sig i udlandet.

Det er derfor ministeriets opfattelse, at der bør indføres en opsamlingsbestemmelse, hvorefter der bliver mulighed for at udpege en handlekommune for et barn i de tilfælde, hvor handlekommunen ikke kan fastlægges direkte ud fra de øvrige bestemmelser i § 9 a.

Ministeriet finder i den forbindelse, at opgaven bør varetages af Ankestyrelsen, der også efter den gældende bestemmelse i § 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven behandler sager om handlekommuneansvar, hvor der er uenighed mellem to kommuner herom. Ministeriet finder endvidere, at Ankestyrelsen i udpegningen af en handlekommune bør anvende de kriterier, som Ankestyrelsen anvender i sager om uenighed mellem to kommuner om handlekommuneansvaret for en borger.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 11, at der i retssikkerhedsloven som § 9 a, stk. 10, indsættes en bestemmelse, hvorefter Ankestyrelsen i tilfælde, hvor handlekommunen for et barn ikke følger af de i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 1-4, 6 og 8, på baggrund af barnets tilknytning, herunder i kraft af barnets forældre og øvrige familie, kan træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune for barnet.

Den foreslåede bestemmelse vil således omfatte alle tilfælde, der vil kunne opstå, hvor handlekommunen for et barn ikke kan fastlægges direkte på baggrund af de i lovforslagets § 1, nr. 11, øvrige foreslåede bestemmelser i § 9 a. Den foreslåede opsamlingsbestemmelse vil bl.a. give Ankestyrelsen kompetence til at udpege en handlekommune for et barn, hvis forældremyndighedsindehaver opholder sig uden for Danmark, herunder i Grønland og på Færøerne.

Ankestyrelsen vil i afgørelsen af, hvilken kommune der skal være handlekommune for barnet, skulle anvende de kriterier, som Ankestyrelsen sædvanligvis anvender i sager om uenighed mellem to kommuner om handlekommuneansvar. Afgørelsen vil således afhænge af en samlet vurdering af, hvilken kommune barnet har stærkest tilknytning til. Der vil i denne vurdering kunne indgå forskellige momenter, herunder eventuel handlekommune for en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, barnets aktuelle og tidligere ophold i en kommune og barnets familiemæssige tilknytning til en kommune.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.

2.4. Mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde, hvor borgeren har ophold i et tilbud uden for handlekommunen

2.4.1. Gældende ret

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. § 9 c, stk. 6, giver ret til mellemkommunal refusion i de såkaldte passivitetstilfælde, dvs. i tilfælde, hvor den kommune, som borgeren tidligere havde ophold i, burde have iværksat hjælp og støtte, eller at den kommune har hjemgivet et anbragt barn uanset, at det var åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet. Det fremgår således af § 9 c, stk. 6, 1. pkt., at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 og 5, i retssikkerhedsloven, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. Det følger videre af § 9 c, stk. 6, 2. pkt., at en opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Ankestyrelsen har den 10. november 2021 truffet afgørelse i en sag om mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven. I afgørelsen finder Ankestyrelsen, at det er et krav for at opnå ret til refusion efter § 9 c, stk. 6, at borgeren har ophold på et tilbud i den kommune, der træffer afgørelse om tilbuddet (opholdskommunen). Ankestyrelsen finder altså, at det er et krav, at borgeren har ophold i kommunen for, at kommunen kan betegnes som opholdskommune. Dette er i modsætning til forståelsen af begrebet opholdskommune i §§ 9-9 b.

Med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås bestemmelserne om hjælp og støtte til børn videreført i barnets lov.

2.4.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse, at det ikke har været hensigten, at der skulle være et krav om, at borgeren havde ophold – og dermed var visiteret til et tilbud – i opholdskommunen for, at kommunen fik ret til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 6. Ministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at der i retssikkerhedslovens §§ 9-9 b ikke indfortolkes et krav om borgerens ophold i en kommune for, at kommunen er opholdskommune og dermed har handlekommuneansvaret. Herudover finder ministeriet, at et sådant krav vil kunne føre til uhensigtsmæssige incitamenter til at visitere borgeren til et tilbud beliggende i handlekommunen fremfor til det tilbud, der bedst opfylder borgerens behov.

Ministeriet finder således, at der også i § 9 c, stk. 6, bør ske den i afsnit 2.1.3. beskrevne ensretning af begrebsbrugen, således at det vil være handlekommunen, der vil have ret til mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde efter § 9 c, stk. 6.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 19 og 24, at der også i § 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven gennemføres den under afsnit 2.1.3. beskrevne ensretning af begrebsbrugen. Det foreslås således, at det vil være handlekommunen, dvs. den kommune, der har pligt til at yde hjælp og støtte til borgeren, der har ret til mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde efter § 9 c, stk. 6, når kravene i denne bestemmelse er opfyldte. Retten til mellemkommunal refusion vil være uafhængig af, hvorvidt borgeren visiteres til et tilbud beliggende i eller uden for handlekommunen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 19 og 24.

2.5. Afhjælpning af mangler i handlekommunereglerne m.v.

2.5.1. Gældende ret

Begrebet handlekommunereglerne anvendes om de regler i retssikkerhedsloven, der fastlægger, hvilken kommune der skal træffe afgørelse om hjælp og støtte efter de love, der er omfattede af retssikkerhedsloven (afgørelseskompetence), og som i udgangspunktet også skal afholde udgifterne hertil (betalingssansvar). Reglerne findes i §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, som udgør et fintmasket net, der har til formål at regulere alle situationer. Der findes ikke en opsamlingsbestemmelse for de tilfælde, hvor borgerens situation ikke er omfattet af bestemmelserne i §§ 9-9 b, f.eks. i tilfælde hvor borgeren efter ankomst fra udlandet endnu ikke har etableret bopæl eller sædvanligt ophold i en kommune.

§ 9, stk. 7, indeholder regulering af handlekommuneansvaret, når en borger har ophold på et botilbud m.v. Det vil efter § 9, stk. 7, være den oprindelige handlekommune, dvs. den kommune, hvor borgeren havde bopæl eller sædvanligvis opholdt sig forud for opholdet på botilbuddet m.v., der forbliver handlekommune, for så vidt angår hjælp og støtte efter serviceloven, når borgeren har ophold på et botilbud m.v., som opregnet i § 9, stk. 7, nr. 1-5. Disse botilbud m.v. omfatter bl.a. handicapboliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven. §§ 105 og 115 i almenboligloven vedrører almene handicap- og ældreboliger. Sådanne boliger kan være regionale efter § 115, stk. 4, eller kommunale efter § 115, stk. 2. Det er alene regionalt oprettede handicapboliger, der er omfattede af bestemmelsen i § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, og hvor der altså gælder særlige regler om bevarelse af handlekommuneansvaret.

Handlekommuneansvaret, for så vidt angår sager efter serviceloven, bevares således som nævnt ovenfor efter § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, når en borger får ophold i et botilbud m.v., som nævnt i § 9, stk. 7. Tilsvarende gælder efter § 9, stk. 9, når en borger får ophold i et veterantilbud. For veterantilbud følger det af § 9, stk. 10, 2. pkt., og for forsorgshjem m.v., der er omfattede af § 9, stk. 7, af § 9, stk. 8, 2. pkt., at handlekommunepligten, efter borgerens ophold på veterantilbuddet eller forsorgshjemmet er afsluttet, bevares, indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune ved bopæl eller sædvanligt ophold i en kommune. For andre botilbud m.v., der er omfattede af § 9, stk. 7, gælder, at handlekommuneforpligtelsen ophører ved afslutningen af opholdet på botilbuddet m.v. Hvis borgeren ikke erhverver en ny handlekommune med det samme ved bopæl eller sædvanligt ophold, følger det af Ankestyrelsens praksis, at handlekommuneforpligtelsen påhviler den kommune, hvor botilbuddet m.v. er beliggende.

§ 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven fastlægger midlertidig opholdskommune i tilfælde, hvor der er uenighed mellem flere kommuner om, hvilken kommune der er en borgers opholdskommune. Det fremgår således af § 9, stk. 13, at hvis der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholdskommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune. Når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Refusionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1, dog således at opholdskommunen også yder refusion for udgifter efter serviceloven. Det er ikke reguleret i lovgivningen, hvad der sker, hvis borgeren flytter og dermed får bopæl eller sædvanligt ophold i en tredje kommune, mens uenigheden fortsat består.

§ 9 b i retssikkerhedsloven regulerer pligten til at yde hjælp, når en borger har midlertidigt ophold i en anden kommune end handlekommunen. Det kan f.eks. være i forbindelse med et sommerhusbesøg, eller et barn som har samvær med samværsforælderen. Det fremgår således af § 9 b, stk. 1, 1. pkt., at en person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen. Det fremgår ikke af bestemmelsen, hvilken kommune der træffer afgørelse efter bestemmelsen. Retssikkerhedsloven indeholder endvidere ikke regulering af retten til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven, som er nødvendige af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af hjælpen under det midlertidige ophold i kommunen.

2.5.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

For så vidt angår botilbud m.v., der er omfattede af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, finder ministeriet ikke, at der foreligger et sagligt grundlag for at skelne mellem kommunale og regionale handicapboliger efter henholdsvis § 115, stk. 2 og 4, i almenboligloven. Det er derfor ministeriets opfattelse, at der bør ske en ligestilling, således at handlekommuneregulering er ens for de to boligtyper.

For så vidt angår den tidsmæssige udstrækning af bevarelsen af handlekommuneforpligtelsen efter de gældende bestemmelser i § 9, stk. 8 og 10, i retssikkerhedsloven, finder ministeriet for det første ikke, at der foreligger en saglig begrundelse for, at retsstillingen er forskellig for forsorgshjem m.v. og veterantilbud hhv. øvrige botilbud m.v. For det andet finder ministeriet ikke, at det er en tilfredsstillende retstilstand, at den kommune, hvor et botilbud m.v. fraset forsorgshjem m.v. og veterantilbud er beliggende, pålægges handlekommuneansvaret i tilfælde, hvor borgeren ikke umiddelbart efter endt ophold på botilbuddet m.v. erhverver handlekommune i en anden kommune ved bopæl eller sædvanligt ophold. Beliggenhedskommunen for botilbuddet m.v. har således ikke haft mulighed for at yde støtte eller hjælp efter serviceloven til, at borgeren kommer godt videre efter opholdet, og det er endvidere ikke denne kommune, der har visiteret borgeren til botilbuddet m.v., eller truffet afgørelse om opholdets ophør. Det er derfor ministeriets opfattelse, at retsstillingen mht. forsorgshjem m.v. og veterantilbud også bør finde anvendelse for de øvrige typer af botilbud m.v.

For så vidt angår midlertidig handlekommune under afklaringen af en mellemkommunal uenighed om handlekommuneansvaret, er det ministeriets opfattelse, at der er behov for regulering af den situation, hvor borgeren flytter til en tredje kommune, mens handlekommuneansvaret er under afklaring. Det er endvidere ministeriets opfattelse, at den kommune, der er udpeget som midlertidig handlekommune under uenigheden, fortsat bør være midlertidig handlekommune, selvom borgeren flytter. Dette er begrundet i, at der først og fremmest bør sikres kontinuitet for borgeren, samt at resultatet af den mellemkommunale uenighed vil kunne være, at handlekommuneansvaret, for så vidt angår hjælp og støtte efter serviceloven, også efter flytningen fortsat ligger hos den midlertidige handlekommune.

Endelig er det ministeriets opfattelse, at der er behov for udtrykkelig regulering af retten til hjælpemidler, som er nødvendige af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af hjælpen under et midlertidigt ophold i kommunen.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås for det første med den i lovforslagets § 1, nr. 4, foreslåede ændring af § 9, stk. 7, nr. 2, i retssikkerhedsloven en ligestilling mellem kommunale og regionale handicapboliger efter § 115, stk. 2 og 4, i almenboligloven, således at både kommunale og regionale handicapboliger omfattes af bestemmelsen, og at handlekommuneansvaret, for så vidt angår sager efter serviceloven, altså bevares, når en borger får ophold i en kommunal handicapbolig.

For det andet foreslås med den i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede ændring af § 9, stk. 8, i retssikkerhedsloven en ligestilling af forsorgshjem og veterantilbud med øvrige botilbud m.v., der er omfattede af § 9, stk. 7. Den gældende retsstilling for forsorgshjem og veterantilbud, hvor den oprindelige handlekommune bevarer handlekommuneansvaret, for så vidt angår sager efter serviceloven, efter opholdets afslutning, og indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune ved bopæl eller sædvanligt ophold i en handlekommune, foreslås således udbredt til også at gælde for de øvrige botilbud m.v.

For det tredje foreslås med den i lovforslagets § 1, nr. 9, foreslåede affattelse af § 9, stk. 13, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at den kommune, der er udpeget som midlertidig handlekommune under afklaringen af en mellemkommunal uenighed om handlekommuneansvaret, vedbliver at være midlertidig handlekommune i den periode, hvor der er uenighed, uanset at borgeren, inden handlekommunen er fastlagt, har flyttet sin folkeregisteradresse til en anden kommune. Denne rolle som midlertidig handlekommune vil blive bevaret, indtil den mellemkommunale uenighed er afklaret, hvorefter den midlertidige handlekommune vil have ret til mellemkommunal refusion for udgifter, hvis den midlertidige handlekommune ikke findes at være handlekommune eller kun har været handlekommune i dele af perioden.

Endelig foreslås med den i § 1, nr. 14, foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 1, 2. pkt., at en person med midlertidigt ophold i en anden kommune, som er omfattet af § 9 b, stk. 1, og altså har ret til personlig og praktisk hjælp efter serviceloven i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, også har ret til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven, når det sker af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af den personlige og praktiske hjælp under det midlertidige ophold i kommunen. Udgifterne til hjælpemidler foreslås med den i lovforslagets § 1, nr. 25, foreslåede ændring af § 9 c, stk. 7, omfattet af retten til mellemkommunal refusion på samme måde som udgifterne til den personlige og praktiske hjælp allerede er det efter gældende ret.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4, 5, 9, 10 14 og 25.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget berører ikke regionerne og medfører således ikke økonomiske konsekvenser for regionerne.

Forslagets økonomiske konsekvenser er forhandlet med kommunerne.

Forslaget vil medføre meget begrænsede merudgifter for Ankestyrelsen, idet styrelsen med den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 10, i retssikkerhedsloven tildeles afgørelseskompetence. Der er dog dels tale om et meget begrænset antal sager, dels må det forventes, at Ankestyrelsen også efter de gældende regler vil skulle træffe afgørelse, idet sagerne kan give anledning til uenighed mellem kommunerne om ansvaret.

Lovforslaget vurderes ikke at have implementeringskonsekvenser.

Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering, at lovforslaget overholder de syv principper om digitaliseringsklar lovgivning, idet det dog bemærkes, at de i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 9 a, stk. 10 og 11, i retssikkerhedsloven overlader et skøn til Ankestyrelsen, da det i tilfælde omfattet af de foreslåede bestemmelser ikke er muligt at opstille objektive kriterier for bestemmelsen af en borgers handlekommune.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vil ikke medføre administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 23. januar 2023 til den 21. februar 2023 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Alzheimerforeningen, Ankestyrelsen, Børne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danmarks Veteraner, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske Ældreråd, Datatilsynet, De Anbragtes Vilkår, Demenskoordinatorerne i Danmark, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet – DUKH, Det Centrale Handicapråd, FABU, FADD – Foreningen af Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge, FBU- ForældreLANDsforeningen, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KFUM’s Sociale arbejde, KFUM’s Soldatermission, KL, Kommunaldirektørforeningen, Landsforeningen Bedre Psykiatri, Landsforeningen for Socialpædagoger, Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS), Livsværk, Nationalt Videnscenter for Demens, Red Barnet, Rigsrevisionen, Rådet for Socialt Udsatte, SAND, Selveje Danmark, Socialt Leder Forum, Socialpædagogernes Landsforbund, Udbetaling Danmark, ULF – Udviklingshæmmedes Landsforbund, Ungdomskriminalitetsnævnet og Ældre Sagen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser