Psykologloven § 17b

Denne konsoliderede version af psykologloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om psykologer m.v.

Lov nr. 494 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1534 af 1. juli 2021,
som ændret ved lov nr. 716 af 20. juni 2025

§ 17b

Ved afholdelse af møder i Psykolognævnet, herunder ved skriftlig votering i tilfælde, hvor det ikke forekommer rimeligt at afvente et nævnsmøde, beklædes Psykolognævnet af:

  • 1) Formanden eller dennes stedfortræder.

  • 2) 1 af de 2 medlemmer eller stedfortrædere, jf. § 17, stk. 3, nr. 1.

  • 3) 1 af de 2 medlemmer eller stedfortrædere, jf. § 17, stk. 3, nr. 2.

  • 4) 1 af de 2 medlemmer eller stedfortrædere, jf. § 17, stk. 3, nr. 3.

  • 5) 3 af de 6 medlemmer eller stedfortrædere, jf. § 17, stk. 3, nr. 4, hvoraf mindst 1af de 3 medlemmer eller stedfortrædere har erfaring som børnesagskyndig.

Stk. 2 Psykolognævnet er dog beslutningsdygtigt, når nævnets formand eller dennes stedfortræder og 4 af nævnets øvrige medlemmer eller disses stedfortrædere er til stede, dog således at mindst 2 af de tilstedeværende opfylder kravet i § 1, stk. 1, og at mindst 1 af de tilstedeværende har erfaring som børnesagkyndig, jf. § 17, stk. 4, 2. pkt. Beslutninger træffes ved stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3 Psykolognævnets formand kan træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, hvor det må anses for åbenbart, at der ikke er anledning til at iværksætte tilsynsforanstaltninger efter kapitel 1 b, og i beslutninger om ikke at iværksætte en tilsynssag, fordi sagens genstand eller det forhold, som sagen vedrører, ligger mere end 5 år tilbage, jf. § 2 a, stk. 4.

Stk. 4 Psykolognævnet kan overlade til sekretariatet at træffe afgørelse i sager om autorisation, jf. § 2, stk. 3, og anerkendelse af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer efter regler udstedt i medfør af § 19.