Olieberedskabslov Kapitel 3

Denne konsoliderede version af olieberedskabslov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 354 af 24. april 2012,
som ændret ved lov nr. 1466 af 10. december 2024, lov nr. 258 af 6. marts 2025 og lov nr. 468 af 14. maj 2025

Kapitel 3 1 Lagringspligt m.v.
§ 6

Virksomheder skal holde beredskabslagre af råolie eller olieprodukter, hvis de

  • 1) importerer råolie eller olieprodukter her til landet,

  • 2) producerer råolie eller olieprodukter her i landet eller

  • 3) lader råolie eller olieprodukter producere hos en anden virksomhed her i landet.

Stk. 2 Virksomheder, som i et kalenderår importerer eller producerer mindre end svarende til 1.000 t råolieækvivalent, har ikke lagringspligt efter stk. 1.

Stk. 3 Virksomheder, som alene producerer olieprodukter ved oparbejdning af spildolie til genbrug, har ikke lagringspligt efter stk. 1.

Stk. 4 Klima-, energi- og bygningsministeren kan efter ansøgning give tilladelse til, at en virksomhed, der har haft lagringspligt efter stk. 1, og som i en periode ikke opfylder bestemmelserne om at få en sådan lagringspligt efter stk. 1, fortsætter med at være en lagringspligtig virksomhed.

Stk. 5 Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter regler om virksomhedernes lagringspligt efter stk. 1-4, herunder om beregning af lagringspligtens størrelse, anmeldelsespligt for virksomheder, som omfattes af reglerne i stk. 1, lagringspligtens specificering på produktkategorier, lagringspligtens periodisering, lageranlæggets indretning, lagringspligtens fordeling på A-lagre og B-lagre, ophør af lagringspligt og mulighed for dispensationer fra lagringspligten.

§ 7

En del af beredskabslagrene efter § 6, stk. 1, kan holdes som specifikke lagre.

Stk. 2 Specifikke lagre efter stk. 1 skal ejes af den centrale lagerenhed og holdes her i landet.

Stk. 3 Specifikke lagre, som holdes eller transporteres her i landet, kan ikke gøres til genstand for retsforfølgning. Dette gælder også specifikke lagre, som holdes af en anden medlemsstat eller dennes centrale lagerenhed.

Stk. 4 Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om specifikke lagre, herunder om deres størrelse, sammensætning og transport.

§ 8

Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter størrelsen af de samlede beredskabslagre, herunder de specifikke lagre, efter forudgående forelæggelse for et udvalg nedsat af Folketinget.

Stk. 2 Klima-, energi- og bygningsministeren kan dog for en begrænset periode, og når særlige forhold taler herfor, ændre størrelsen af den samlede lagringspligt, der er fastsat efter stk. 1.