Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

delvist sat i kraft, jf. bek. nr. 291 af 17/03 2016, som ændret ved bek. nr. 335 af 08/04 2016

Lov nr. 260 af 16. marts 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 958 af 22. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1555 af 12. december 2023 og lov nr. 698 af 20. juni 2025

Kapitel 3 1 Faste anlæg
Væsentlige krav
§ 14

Fabrikanten af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg skal sikre, at anlægget er konstrueret og installeret i overensstemmelse med god teknisk praksis og under iagttagelse af oplysningerne om dets komponenters tilsigtede anvendelse, så

  • 1) det faste anlæg ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at apparater, andre faste anlæg og radioudstyr kan fungere efter hensigten, og

  • 2) det faste anlæg har den immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med det faste anlægs tilsigtede anvendelse, og som gør, at det faste anlægs funktion ikke forringes i uacceptabel grad.

Stk. 2 Fabrikanten af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg skal kunne dokumentere, at det faste anlæg er installeret i overensstemmelse med god teknisk praksis, jf. stk. 1.

Stk. 3 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur fastsætter nærmere regler om formodning for faste anlægs overensstemmelse med kravene i stk. 1 og 2 eller dele heraf, hvis de faste anlæg er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele heraf.

Apparater til indbygning i faste anlæg
§ 15

Apparater, der alene er bestemt til indbygning i et bestemt fast anlæg og i øvrigt ikke er gjort tilgængelige på markedet, er ikke omfattet af §§ 3-12.

Stk. 2 Fabrikanten af et fast anlæg eller den ansvarlige for installationen af et fast anlæg skal sikre, at der med de i stk. 1 nævnte apparater følger informationsmateriale, der

  • 1) identificerer det i stk. 1 nævnte faste anlæg og beskriver dets karakteristika med hensyn til elektromagnetisk kompatibilitet,

  • 2) oplyser om, hvilke foranstaltninger der skal træffes ved indbygningen af apparatet i det faste anlæg med henblik på at sikre anlæggets overensstemmelse med § 14, stk. 1, og

  • 3) indeholder oplysningerne nævnt i § 5, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 3.

Anvendelse af faste anlæg m.v.
§ 16

En bruger må anvende et fast anlæg, når det faste anlæg er korrekt installeret og vedligeholdt og anvendes efter hensigten, og når det faste anlæg er i overensstemmelse med § 14, stk. 1.

Stk. 2 Den, der på handelsmesser, udstillinger og ved lignende lejligheder viser og demonstrerer et fast anlæg, som ikke er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf, skal ved synlig skiltning klart oplyse, at det faste anlæg ikke må anvendes, før det er bragt i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 3 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur fastsætter nærmere regler om særlige foranstaltninger vedrørende installation og anvendelse af faste anlæg.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af faste anlæg i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid.