Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold § 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

delvist sat i kraft, jf. bek. nr. 291 af 17/03 2016, som ændret ved bek. nr. 335 af 08/04 2016

Lov nr. 260 af 16. marts 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 958 af 22. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1555 af 12. december 2023

§ 5

Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på apparatet eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne skal som udgangspunkt angives på apparatet, medmindre det ikke er muligt på grund af apparatets beskaffenhed. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt for brugerne og Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Stk. 2 Fabrikanten skal på apparater, som fabrikanten bringer i omsætning, anbringe et type-, parti- eller serienummer eller en anden form for angivelse, der kan identificere apparaterne. Er det ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på apparatet, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument.

Stk. 3 Fabrikanten skal sikre, at der med apparater følger en klar og forståelig brugsanvisning på et sprog, der er let forståeligt. Brugsanvisningen skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige, for at apparatet kan anvendes efter hensigten.

Stk. 4 Fabrikanten skal sikre, at der med apparater følger klare og forståelige oplysninger om eventuelle særlige forhold vedrørende apparatets samling, installation, vedligeholdelse eller anvendelse. Oplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt. Fabrikanten skal desuden sikre, at der med apparater, som ikke er i overensstemmelse med § 3, hvis de anvendes i boligområder, følger klare oplysninger om, at de ikke må anvendes i sådanne områder, eller at der skal træffes særlige foranstaltninger ved anvendelsen.