Lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1534 af 12. december 2023

Kapitel 1 1 Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Denne lov finder anvendelse på kreditservicevirksomheder og kreditkøbere, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 § 15 finder anvendelse på kreditinstitutter, der påtænker at indgå en kontrakt om overførsel af en kreditgivers rettigheder eller overførsel af en misligholdt kreditaftale, og kreditinstitutter, som har indgået en sådan kontrakt med en kreditkøber.

Stk. 3 Denne lov finder ikke anvendelse på følgende:

  • 1) Kreditserviceringsaktiviteter, der udføres af

    • a) kreditinstitutter etableret i Den Europæiske Union,

    • b) forvaltere af alternative investeringsfonde, der efter § 5 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. skal have tilladelse eller være registreret,

    • c) investeringsforvaltningsselskaber, der har tilladelse efter § 10 i lov om finansiel virksomhed, eller UCITS, der har tilladelse efter § 9 i lov om investeringsforeninger m.v., forudsat at UCITS'en ikke har udpeget et investeringsforvaltningsselskab,

    • d) ejendomskreditselskaber, der er underlagt tilsyn efter lov om ejendomskreditselskaber, eller forbrugslånsvirksomheder, der er underlagt tilsyn efter lov om forbrugslånsvirksomheder, og

    • e) notarer, fogeder og advokater, når disse udfører kreditserviceringsaktiviteter som led i deres erhverv.

  • 2) Køb af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller af selve den misligholdte kreditaftale, der foretages af et kreditinstitut etableret i Den Europæiske Union.

  • 3) Køb eller kreditservicering af en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller af selve kreditaftalen, som ikke er udstedt af et kreditinstitut etableret i Den Europæiske Union, medmindre kreditgiverens rettigheder i henhold til kreditaftalen eller selve kreditaftalen erstattes af en kreditaftale udstedt af et sådant kreditinstitut.

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Kreditinstitut: Et kreditinstitut som defineret i § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.

  • 2) Kreditgiver: Et kreditinstitut, som har udstedt en kredit, eller en kreditkøber.

  • 3) Låntager: En juridisk eller fysisk person, som har indgået en kreditaftale med et kreditinstitut, herunder kreditinstituttets juridiske efterfølger eller rettighedserhverver.

  • 4) Kreditaftale: En aftale, det være sig i sin oprindelig udstedte, i ændret eller i erstattet form, hvorved et kreditinstitut yder en kredit i form af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet.

  • 5) Kreditserviceaftale: En skriftlig aftale, der er indgået mellem en kreditkøber og en kreditservicevirksomhed, om de tjenesteydelser, som kreditservicevirksomheden skal levere på kreditkøberens vegne.

  • 6) Kreditkøber: Enhver anden fysisk eller juridisk person end et kreditinstitut, som køber en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed.

  • 7) Kreditserviceleverandør: En tredjemand, som anvendes af en kreditservicevirksomhed til at udføre kreditserviceringsaktiviteterne.

  • 8) Kreditservicevirksomhed: En juridisk person, der som led i sin erhvervsmæssige virksomhed forvalter og fyldestgør rettigheder og forpligtelser i tilknytning til en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller til selve den misligholdte kreditaftale på vegne af en kreditkøber, og som udfører en eller flere kreditserviceringsaktiviteter.

  • 9) Kreditserviceringsaktiviteter:

    • a) Opkrævning eller inddrivelse af ethvert skyldigt beløb fra låntageren i tilknytning til en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller til selve kreditaftalen.

    • b) Genforhandling med låntageren i overensstemmelse med de vilkår og betingelser, der er knyttet til en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller til selve kreditaftalen, i overensstemmelse med de instrukser, som kreditkøberen har givet.

    • c) Behandling af eventuelle klager i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller i forbindelse med selve kreditaftalen.

    • d) Oplysning til låntageren om enhver ændring i rentesatser, omkostninger eller forfaldne betalinger i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller i forbindelse med selve kreditaftalen.

  • 10) Hjemland:

    • a) For en kreditservicevirksomhed: Den medlemsstat, hvor kreditservicevirksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til den nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende.

    • b) For en kreditkøber: Den medlemsstat, hvor kreditkøberen eller dennes repræsentant er hjemmehørende eller har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til den nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende.

  • 11) Værtsland: En anden medlemsstat end hjemlandet, hvor en kreditservicevirksomhed har etableret en filial, eller hvor den udfører kreditserviceringsaktiviteter, og under alle omstændigheder, hvor låntageren er hjemmehørende eller har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende.

  • 12) Forbruger: En fysisk person, der i forbindelse med kreditaftaler, der er omfattet af denne lov, ikke handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed.

  • 13) Misligholdt kreditaftale: En kreditaftale, der er klassificeret som en misligholdt eksponering i overensstemmelse med artikel 47a i forordning om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.