Lov om etablering af statsgaranti på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med en anden opvarmningskilde i landdistriktsområder uden for fjernvarmenettet Kapitel 10

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 321 af 28. marts 2023

Kapitel 10 1 Kontrol med ordningen
§ 22

Finansiel Stabilitet fører stikprøvekontrol med, at låntagere omfattet af ordningen har gennemført udskiftningen af olie- eller gasfyret med en varmepumpe inden for 12 måneder fra det tidspunkt, hvor pantet til sikkerhed for lånet er anmeldt til tinglysning.

Stk. 2 Finansiel Stabilitet giver meddelelse til ejendomskreditgiveren og told- og skatteforvaltningen, hvis Finansiel Stabilitet bliver bekendt med tilfælde, hvor en låntager omfattet af ordningen ikke har gennemført udskiftningen af olie- eller gasfyret med en varmepumpe inden for 12 måneder fra det tidspunkt, hvor pantet til sikkerhed for lånet er anmeldt til tinglysning, jf. § 23, stk. 1, nr. 4.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om Finansiel Stabilitets stikprøvekontrol, jf. stk. 1, og nærmere regler om dokumentation for udskiftningen.