LER-bekendtgørelsen Kapitel 1

Denne konsoliderede version af lER-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om Ledningsejerregistret

Bekendtgørelse nr. 1315 af 27. november 2024

Kapitel 1 Indberetningspligt til Ledningsejerregistret
§ 1

Ledningsejere, som er omfattet af § 2, stk. 1, i LER-loven, har pligt til at foretage indberetning til Ledningsejerregistret og ajourføre de indberettede oplysninger efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2 En ledningsejer, der er omfattet af § 6 i LER-loven, og som ønsker at udlevere ledningsoplysninger om egne ledninger, skal indberette og ajourføre oplysninger til Ledningsejerregistret efter stk. 1.

§ 2

En ledningsejer, der alene ejer ledninger omfattet af § 6 i LER-loven, kan ansøge Ledningsejerregistret om, at udlevering af de nødvendige ledningsoplysninger kan ske direkte til en graveaktør snarest muligt, og senest 5 hverdage efter at graveforespørgslen er modtaget, eller indgå en aftale om påvisning.

Stk. 2 Ansøgning skal ske digitalt via Ledningsejerregistrets selvbetjeningsløsning.

§ 3

Ledninger ejet af forsvaret og ledninger beliggende på ejendomme, som forsvaret har rådighed over, er ikke omfattet af indberetningspligten.

Stk. 2 Forsvarsministeren kan, når særlige offentlige beskyttelseshensyn taler herfor, påbyde ledningsejere at undlade indberetning af eller slette allerede indberettede oplysninger efter § 7 for

  • 1) ledninger ejet af andre end forsvaret, når ledningerne er beliggende på ejendomme, som forsvaret har rådighed over,

  • 2) ledninger, som lejes af forsvaret, eller

  • 3) stikledninger, der fører ind til ejendomme, som forsvaret har rådighed over.

Stk. 3 Forsvarsministeren kan i stedet for påbud i medfør af stk. 2, anmode Ledningsejerregistret om at slette indberettede oplysninger i Ledningsejerregistret, hvis særlige offentlige beskyttelseshensyn taler herfor. Forsvarsministeren skal samtidig med anmodningen til Ledningsejerregistret give meddelelse til ledningsejeren herom.

§ 4

Rigspolitichefen eller en region kan, når særlige offentlige beskyttelseshensyn taler herfor, påbyde ledningsejere at undlade indberetning af eller slette allerede indberettede oplysninger efter § 7, for ledninger, som henholdsvis Justitsministeriet eller en region har rådighed over.

Stk. 2 Rigspolitichefen eller en region kan, i stedet for påbud i medfør af stk. 1, anmode Ledningsejerregistret om at slette indberettede oplysninger i Ledningsejerregistret, hvis særlige offentlige beskyttelseshensyn taler herfor. Rigspolitichefen eller regionen skal samtidig med anmodningen til Ledningsejerregistret give meddelelse til ledningsejeren herom.

§ 5

Ved ejendomme og ledninger, som de i §§ 3 og 4 nævnte myndigheder har rådighed over, forstås ejendomme og ledninger, der enten ejes eller lejes af disse myndigheder.

§ 6

Ejere af små brugerdrevne antenneanlæg, der leverer adgang til digital infrastruktur til maksimalt 100 slutbrugere, er ikke omfattet af § 2, stk. 1, i LER-loven.

Stk. 2 Ved slutbrugere, jf. stk. 1, forstås medlemmer af det brugerdrevne antenneanlæg.

§ 7

Der skal til Ledningsejerregistret indberettes oplysninger om:

  • 1) Ledningsejerens navn og eventuelt CVR-nummer.

  • 2) Ledningsejerens adresse, elektronisk postadresse og telefonnummer.

  • 3) Ledningsejerens interesseområde.

  • 4) Forsyningens art.

§ 8

Ledningsejeren skal indberette oplysningerne nævnt i § 7, i Ledningsejerregistrets digitale selvbetjeningsløsning samt følge de angivne anvisninger og formater.

Stk. 2 Ved indberetningen skal ledningsejeren identificere sig ved anvendelse af elektronisk identifikation (eID), som anvist af Ledningsejerregistret.

Stk. 3 Indberetning efter stk. 1, kan enten foretages af ledningsejeren selv eller af en tjenesteyder, som ledningsejeren i Ledningsejerregistret har registreret kan indberette på ledningsejerens vegne.