Ecodesignloven § 7

Denne konsoliderede version af ecodesignloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter

Lov nr. 308 af 30. april 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 2166 af 29. november 2021,
som ændret ved lov nr. 431 af 6. maj 2025

§ 7

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4, inden et energirelateret produkt bringes i omsætning, skal sikre og erklære, at produktet er i overensstemmelse med krav fastsat i medfør af §§ 5 og 6 eller en gennemførelsesforanstaltning (overensstemmelseserklæring). Endvidere kan ministeren fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4 skal dokumentere, at produktet opfylder kravene.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4 efter anmodning skal udføre måling og afprøvning af, om produktet overholder de fastsatte krav, når forholdene giver anledning hertil i forbindelse med, at produktet bringes i omsætning eller senere. Det kan herunder fastsættes,

  • 1) at den ansvarlige efter § 4 skal lade sit produkt udtage til måling og kontrol af en sagkyndig virksomhed eller en godkendt institution som nævnt i stk. 6, eller

  • 2) at de omhandlede produkter efter anmodning skal indleveres til et anvist prøvningssted eller afprøves på fremstillings-, installations- eller salgsstedet eller andet relevant sted.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at udtagelse af produkter til kontrol efter stk. 2 kan ske ved brug af skjult identitet.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige efter § 4 skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om metoder og standarder, som skal være fulgt ved erklæringer, dokumentation, måling og afprøvning, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at erklæring, dokumentation, måling eller afprøvning som nævnt i stk. 1 og 2 i særlige tilfælde skal være verificeret af en sagkyndig institution eller virksomhed, som er godkendt af ministeren.

Stk. 7 Regler i medfør af stk. 5 og 6 fastsættes efter forhandling med miljøministeren.