CO2-afgiftsloven § 9d

Denne konsoliderede version af cO2-afgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter

Lov nr. 888 af 21. december 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1353 af 02. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1564 af 21. december 2010, lov nr. 2225 af 29. december 2020, lov nr. 1240 af 11. juni 2021, lov nr. 329 af 28. marts 2023, lov nr. 1795 af 28. december 2023 og lov nr. 1797 af 28. december 2023

§ 9d

For nye eller for eksisterende stempelmotoranlæg i virksomheder, der enten har eller fremadrettet får foretaget tiltag, hvorved udledningen af andre klimagasser end CO2 begrænses, kan der ydes godtgørelse. Godtgørelsen af afgift beregnes som den målte procentvise reduktion i udledningen af uforbrændt metan i forhold til en udledning af uforbrændt metan på 465 g/GJ indfyret naturgas eller 323 g/GJ indfyret biogas. Godtgørelsen kan ikke overstige afgiftsbetalingen.

Stk. 2 Der ydes kun godtgørelse af afgift efter stk. 1, hvis der sker måling af den udledte mængde af uforbrændt metan.

Stk. 3 Godtgørelsen efter stk. 1 skal for hver afgiftsperiode opgøres for hvert brændsel og for hvert motoranlæg for sig. Hvis der anvendes flere typer brændsler i samme motoranlæg samtidig, fordeles den mindre udledte mængde af metan for hvert brændsel på hvert motoranlæg for sig i forhold til energimængden af hvert af de indfyrede brændsler i hvert motoranlæg.

Stk. 4 Skatteministeren kan fastsætte regnskabs- og kontrolforskrifter og regler om dokumentation for afgiftsfritagelse og godtgørelse. Endvidere kan skatteministeren fastsætte regler, der angiver de nærmere retningslinjer for, hvilke tiltag der efter stk. 1 begrunder godtgørelse af afgiften. Endelig kan skatteministeren fastsætte regler for opgørelse og udbetaling af godtgørelsen efter stk. 1.