Boligstøtteloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af boligstøtteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om individuel boligstøtte

Lov nr. 376 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 229 af 12. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 546 af 03. maj 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1793 af 28. december 2023

Kapitel 10 1 Støtte til betaling af beboerindskud
§ 54

Efter bestemmelserne i §§ 55 og 56 ydes efter ansøgning lån til betaling af beboerindskud i byggeri omfattet af lov om almene boliger m.v. bortset fra almene ungdomsboliger uden selvstændigt køkken og i ejendomme, der tilhører almennyttige institutioner, såfremt der til disse sidste ejendommes opførelse er bevilget statsstøtte i medfør af lov om boligbyggeri kapitel 12 eller tidligere boligbyggerilove, jf. senest lovbekendtgørelse nr. 483 af 16. august 1973 kapitel 6. Det er en betingelse, at lejligheden eller enkeltværelset første gang er ibrugtaget den 1. april 1964 eller senere, eller at boligtageren har måttet fraflytte hidtidig lejlighed som følge af en sanering eller en beslutning i henhold til lov om byfornyelse og udvikling af byer eller lov om byfornyelse eller lov om byfornyelse og boligforbedring.

Stk. 2 Stk. 1, 1. pkt., finder anvendelse på følgende boliger:

  • 1) Ældreboliger indrettet i henhold til den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 24. april 1996.

  • 2) Almene ældreboliger omfattet af lov om almene boliger m.v.

  • 3) Boliger opført med støtte efter kapitel 12 a i lov om boligbyggeri.

  • 4) Friplejeboliger, hvortil der ydes eller har været ydet offentlig støtte.

Stk. 3 Stk. 1, 1. pkt., finder endvidere tilsvarende anvendelse, når en lejer i en udlejningsejendom, der ombygges til ældrebolig eller almen ældrebolig, i forvejen bebor den ombyggede lejlighed.

Stk. 4 Stk. 1, 1. pkt., finder anvendelse, når en lejer i en udlejningsejendom, der ombygges til friplejeboliger, i forvejen bebor den ombyggede lejlighed.

§ 55

Det påhviler kommunalbestyrelsen at yde lån efter §§ 56 og 57. Lån ydes af den kommune, hvori boligen ligger. Har lejeren måttet fraflytte sin hidtidige lejlighed på grund af sanering eller byfornyelse, jf. § 54, stk. 1, 2. pkt., ydes lån dog af den hidtidige opholdskommune.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan dog afslå at yde lån, hvis

  • 1) ansøgeren efter kommunalbestyrelsens samlede vurdering af ansøgerens økonomiske og personlige forhold ikke har behov for lånet,

  • 2) der foreligger sådanne omstændigheder, at kommunalbestyrelsen vurderer, at betingelserne for at give afslag efter § 15 er opfyldt, eller

  • 3) ansøgeren ikke har afviklet gæld vedrørende et tidligere modtaget beboerindskudslån, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 I følgende tilfælde kan et lån ikke afslås med henvisning til stk. 2, nr. 3:

  • 1) Hvis en fogedsag er afsluttet med, at ansøgeren udsættes af et beboelseslejemål på grund af betalingsmisligholdelse, og ansøgningen gælder den første varige bolig efter udsættelsen.

  • 2) Hvis ansøgerens udlejer har indgivet anmodning til fogedretten om ansøgerens udsættelse af et beboelseslejemål på grund af betalingsmisligholdelse og ansøgningen gælder den første varige bolig, efter at udlejerens anmodning er indgivet til fogedretten. Det er endvidere en betingelse, at der er tale om en flytning, hvor der flyttes fra en bolig med en boligudgift, der ikke svarer til husstandens økonomiske formåen, til en bolig med en lavere boligudgift.

§ 56

Lån til betaling af beboerindskud i lejligheder ydes til boligtagere, hvis husstandsindkomst tillagt eventuel supplerende pensionsydelse, jf. § 72 d i lov om social pension, ved indflytning ikke overstiger et beløb svarende til den samlede pension, som tilkommer et folkepensionistægtepar som grundbeløb og tillæg til pensionen i medfør af § 49, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om social pension med tillæg af 5 pct. Er der børn i husstanden, forhøjes beløbet med 29.400 kr., jf. § 72, stk. 1, nr. 20, for hvert barn til og med fire børn.

Stk. 2 Lån til betaling af beboerindskud i enkeltværelser ydes til boligtagere, hvis husstandsindkomst tillagt eventuel supplerende pensionsydelse, jf. § 72 d i lov om social pension, ved indflytningen ikke overstiger et beløb svarende til den pension, som tilkommer en enlig pensionist i medfør af § 49, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om social pension med tillæg af 5 pct. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Lån til betaling af beboerindskud i de i § 54, stk. 3 og 4, nævnte tilfælde ydes uanset boligtagerens husstandsindkomst. § 55, stk. 2, gælder ikke for sådanne lån.

§ 56a

Lån efter reglerne i § 56, stk. 2, ydes til tre eller flere personer i kollektive bofællesskaber, der bebor en bolig som nævnt i § 54, stk. 1, eller § 54, stk. 2, nr. 3.

Stk. 2 Har kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter § 51, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. lejet en lejlighed som nævnt i § 54, stk.1, kan kommunalbestyrelsen yde lån til personer i bofællesskabet til den del af depositum, der af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet er indbetalt som beboerindskud.

Stk. 3 Lån ydes til en ligelig andel af det samlede beboerindskud til de personer i bofællesskabet, der opfylder betingelserne i § 24 a, stk. 1, nr. 1-5. Lån ydes til en forholdsmæssig del af beboerindskuddet til de personer, der bor i kollektive bofællesskaber, der er omfattet af § 24 a, stk. 1, nr. 6.

Stk. 4 Det er en betingelse for udbetaling af lån til betaling af beboerindskud, at det kollektive bofællesskab opfylder betingelserne i §§ 24 b og 24 h.

Stk. 5 Lån efter reglerne i § 56, stk. 2, ydes uanset stk. 1 og 3-4 til to personer, der bor i kollektive bofællesskaber i medfør af § 3, stk. 4-6, i lov om almene boliger m.v. Lån ydes til betaling af den enkelte lejers forholdsmæssige del af beboerindskuddet.

§ 57

Lån efter reglerne i § 56, stk. 2, ydes til 3 eller flere unge som nævnt i lov om boligbyggeri, § 68, stk. 1, og lov om almene boliger m.v. § 52, stk. 1, der i fællesskab lejer en lejlighed med 3 eller flere beboelsesrum. Lån ydes til betaling af den enkelte lejers forholdsmæssige del af beboerindskuddet.

§ 58

Lån i medfør af § 56, stk. 1, er rente- og afdragsfri i 5 år. Herefter tilbagebetales lånet i løbet af 10 år og forrentes med 4,5 pct. af den til enhver tid værende restgæld.

Stk. 2 Lån i medfør af §§ 56, stk. 2, 56 a og 57 er rente- og afdragsfri i 5 år. Herefter tilbagebetales lånet i løbet af højst 5 år og forrentes med 4,5 pct. af den til enhver tid værende restgæld.

Stk. 3 Når låntagerens husstandsindkomst og økonomiske forhold i særlig grad taler derfor, kan kommunalbestyrelsen bevilge rente- og afdragsfrihed ud over det i stk. 1 og stk. 2 fastsatte tidsrum.

Stk. 4 Såfremt husstandsindkomstens størrelse eller væsentligt ændrede forhold i øvrigt måtte tale derfor, kan kommunalbestyrelsen forlange, at rente- og afdragsfriheden for lån ydet i henhold til dette kapitel ophører, eller at lånet afdrages over et af kommunalbestyrelsen fastsat kortere åremål eller eventuelt indfries med 12 måneders varsel.

Stk. 5 Når låntagerens husstandsindkomst og økonomiske forhold i særlig grad taler derfor, kan kommunalbestyrelsen lade rente- og afdragsfriheden genindtræde, uanset om tilbagebetaling er påbegyndt.

Stk. 6 Lån i medfør af § 56, stk. 3, er rente- og afdragsfri.

§ 59

Til boligtagere, der ikke er omfattet af bestemmelserne i §§ 55-57, kan kommunalbestyrelsen yde lån eller garantere for lån til betaling af beboerindskud i byggeri omfattet af lov om almene boliger m.v. bortset fra almene ungdomsboliger uden selvstændigt køkken. Det samme gælder i ejendomme, der tilhører almennyttige institutioner, såfremt der til ejendommens opførelse er bevilget statsstøtte i medfør af kapitel 12 i lov om boligbyggeri eller tidligere boligbyggerilove, jf. senest lovbekendtgørelse nr. 483 af 16. august 1973, kapitel 6.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på ældreboliger, der er indrettet i henhold til den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 24. april 1996, og på almene ældreboliger omfattet af lov om almene boliger m.v.

Stk. 3 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på boliger, der er opført med støtte efter kapitel 12 a i lov om boligbyggeri og friplejeboliger.

Stk. 4 Har kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter § 51, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. lejet en lejlighed som nævnt i stk. 1, kan kommunalbestyrelsen tilsvarende yde støtte efter stk. 1 til personer i bofællesskabet til den del af depositum, der af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet er indbetalt som beboerindskud.

Stk. 5 Lån kan kun ydes af den kommune, hvori boligen ligger. Er lejerens hidtidige bolig beliggende i en anden kommune, kan det dog aftales, at lån ydes af fraflytningskommunen. Har lejeren måttet fraflytte sin hidtidige lejlighed på grund af sanering eller byfornyelse, jf § 54, stk. 1, 2. pkt., kan lån dog også ydes af den hidtidige opholdskommune.

§ 60

For husstande, der skal rømme beboelseslejligheden efter § 58 i lov om byfornyelse og udvikling af byer eller efter § 142 i lov om byfornyelse eller efter § 36 i lov om byfornyelse og boligforbedring, kan kommunalbestyrelsen i den hidtidige opholdskommune yde lån eller garantere for lån til betaling af forudbetalt leje, depositum eller boligandel i private andelsboligforeninger, såfremt husstanden skønnes at have behov derfor for at kunne opnå en efter sine forhold passende bolig.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på husstande, der efter § 62, stk. 4, i lov om byfornyelse og udvikling af byer eller efter § 144, stk. 6, i lov om byfornyelse eller efter § 38, stk. 4, i lov om byfornyelse og boligforbedring får anvist en erstatningsbolig.

Stk. 3 Lånet efter stk. 1 og 2 kan ikke ydes til

  • 1) husstande, der får godtgørelse efter § 150 i lov om byfornyelse eller efter § 40 i lov om byfornyelse og boligforbedring,

  • 2) ejere eller

  • 3) lejere, der har indgået en tidsbestemt lejeaftale, og som ikke efter § 58 i lov om byfornyelse og udvikling af byer eller efter § 142 i lov om byfornyelse eller efter § 36 i lov om byfornyelse og boligforbedring opsiges til fraflytning inden udløbet af den aftalte lejetid.

Stk. 4 § 61, stk. 2 og 4 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Ved lejeaftalens ophør eller ved overdragelse af andelsbeviset forfalder lånet med påløbne renter. Udlejeren indbetaler låntagerens tilgodehavende til långiveren, som herefter afregner med låntageren.

§ 60a

Til husstande, der har ret til flyttegodtgørelse efter § 85 b i lov om leje, yder kommunalbestyrelsen i den hidtidige opholdskommune lån til betaling af beboerindskud, forudbetalt leje, depositum eller boligandel i private andelsboligforeninger.

Stk. 2 Lånet er rente- og afdragsfrit. Lånet forfalder ved lejeaftalens ophør eller ved overdragelse af andelsbeviset. Udlejeren indbetaler låntagerens tilgodehavende til långiveren, som herefter afregner med låntageren.

§ 61

Lån i medfør af dette kapitel udbetales til boligorganisationen.

Stk. 2 Når kommunalbestyrelsen har ydet lån eller garanteret for lån til betaling af beboerindskud, kan indskuddet kun overdrages, pantsættes eller gøres til genstand for retsforfølgning med respekt af långivers tilgodehavender ifølge lånedokumentet.

Stk. 3 Ved lejemålets ophør forfalder lånet med påløbne renter, og efter at boligorganisationen har modtaget boligindskud fra en ny boligtager, indbetaler boligorganisationen låntagerens tilgodehavende hos organisationen til långiveren, som herefter afregner lånet med låntageren.1. pkt. finder ikke anvendelse ved lejemålets ophør i forbindelse med omdannelse af en bolig til en friplejebolig, når lejeren fortsat bor i boligen efter omdannelsen.

Stk. 4 Såfremt en ægtefælle eller et husstandsmedlem fortsætter lejeforholdet efter reglerne herom, indtræder denne i den hidtidige boligtagers forpligtelser i henhold til låneforholdet. Den hidtidige boligtagers forpligtelser bortfalder ikke.

Stk. 5 Når lån til beboerindskud ydes, kan sådan vedligeholdelse af lejligheden, som ikke påhviler ejeren, overtages af denne mod en af kommunen godkendt forhøjelse af boligafgiften.

§ 62

Såfremt lejemålet ophører, forinden et lån er tilbagebetalt, fordeles det beløb, hvormed det ved indflytningen erlagte indskud måtte være forhøjet som følge af indeksregulering i medfør af § 112 i lov om leje af almene boliger, mellem långiver og låntager i forhold til størrelsen af det oprindelige lån og størrelsen af de på ophørstidspunktet forfaldne erlagte afdrag.

§ 62a

For personer, der fortsat bor i en bolig, der ophører som friplejebolig, videreføres lån og garanti til betaling af beboerindskud efter boligstøtteloven på de hidtil fastsatte vilkår.

§ 63

Kommunalbestyrelsen kan til enhver tid kræve, at låntageren giver oplysning om sin husleje, husstand og husstandsindkomst.

§ 64

Betaling af afdrag og renter af lån ydet i henhold til dette kapitel betragtes som pligtig ydelse i lejeforholdet efter lov om leje.