Pensionsloven § 72d

Denne konsoliderede version af pensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social pension

Lov nr. 217 af 16. maj 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022,
som ændret ved lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 831 af 14. juni 2022, lov nr. 875 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

§ 72d

Til folkepensionister, som inden den 1. januar i det pågældende år er berettiget til pension, jf. § 12, stk.1, og som opfylder betingelserne i stk. 2-6, udbetales en årlig supplerende pensionsydelse på op til 17.600 kr.

Stk. 2 Den supplerende pensionsydelse udbetales ikke, hvis pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede likvide formue overstiger formuegrænsen for tildeling af helbredstillæg, jf. § 49, stk. 1, nr. 7. Den likvide formue opgøres pr. 1. januar efter § 14 b, stk. 2 og 3, og § 14 c på grundlag af de oplysninger, der efter skatteindberetningsloven senest er indberettet til skattemyndighederne, og på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers oplysninger om likvid formue.

Stk. 3 Den supplerende pensionsydelse nedsættes afhængigt af den personlige tillægsprocent, jf. § 31, stk. 2.

Stk. 4 For folkepensionister, der er berettiget til en procentandel af fuld pension, jf. § 5, stk. 2, nedsættes den beregnede supplerende pensionsydelse i forhold hertil, jf. § 5, stk. 3.

Stk. 5 Den supplerende pensionsydelse udbetales ikke, hvis den beregnede ydelse er mindre end 200 kr.

Stk. 6 Den supplerende pensionsydelse udbetales i januar måned, hvis Udbetaling Danmark har de nødvendige oplysninger.

Stk. 7 Det beløb, der er nævnt i stk. 1, reguleres en gang årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2020. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100.

Stk. 8 Udgiften til den supplerende pensionsydelse afholdes af staten.