SU-bekendtgørelsen Kapitel 3

Denne konsoliderede version af sU-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024

Kapitel 3 Studieaktivitet
§ 12

Den uddannelsessøgende anses for at være studieaktiv, indtil andet konstateres.

Stk. 2 Uddannelsesinstitutionen kontrollerer løbende studieaktiviteten for uddannelsessøgende, der får uddannelsesstøtte uden for klippekortet, og træffer afgørelse efter § 13.

Stk. 3 Uddannelses- og Forskningsstyrelsen (styrelsen) kontrollerer to gange om året studieaktiviteten for uddannelsessøgende, der får uddannelsesstøtte inden for klippekortet, og træffer afgørelse efter § 14, jf. dog § 15.

§ 13

En uddannelsessøgende, der får uddannelsesstøtte uden for klippekortet, er studieaktiv, når den uddannelsessøgende deltager i obligatorisk undervisning og foreskrevne prøver, afleverer opgaver m.v. efter de regler, der gælder for uddannelsen.

Stk. 2 Uddannelsesinstitutionen kan fravige kravet om studieaktivitet på grund af

  • 1) sygdom,

  • 2) fødsel eller adoption, eller

  • 3) andre særlige forhold.

§ 14

En uddannelsessøgende, der får uddannelsesstøtte inden for klippekortet, er studieaktiv, indtil den uddannelsessøgende er forsinket mere end 6 måneder, svarende til 30 ECTS-point, i uddannelsen, jf. dog § 15. Forsinkelsen er forskellen mellem klip, der er brugt til uddannelsen, og den studiemæssige fremgang efter de regler, der gælder for uddannelsen, målt i ECTS-point el.lign.

Stk. 2 Når den uddannelsessøgende har fået forlænget støttetiden med et antal klip efter §§ 27 eller 32, stk. 1, medregnes disse klip ikke i opgørelsen af, hvor mange klip der er brugt til uddannelsen.

Stk. 3 Styrelsen kan fastsætte nærmere betingelser om studieaktiviteten.

§ 15

Uddannelsesinstitutionen kontrollerer snarest muligt efter uddannelsens start, om den uddannelsessøgende, der får uddannelsesstøtte inden for klippekortet, er begyndt på uddannelsen, og senest 7 måneder efter uddannelsens start, om den uddannelsessøgende fortsat udviser tilstrækkelig aktivitet til at opfylde lovens § 2, stk. 1, nr. 1.