Bekendtgørelse om revision af de anerkendte a-kasser § 9

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 659 af 15. april 2021

§ 9

Revisionen omfatter revision af a-kassen med tilhørende afdelingers årsregnskab, herunder refusionsopgørelse, resultatopgørelse, balance, noter og beretningsdel.

Stk. 2 Revisionen skal omfatte uanmeldt beholdningseftersyn.

Stk. 3 Revisor skal kontrollere, at årsregnskabet er opstillet i overensstemmelse med regnskabsbestemmelserne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., bekendtgørelse om standardvedtægt for anerkendte a-kasser, bekendtgørelse om krav til og tilsyn med de anerkendte a-kassers økonomi og regnskabsvæsen mv. og bekendtgørelse om udbetaling af forskud og refusion til de anerkendte a-kasser. Videre skal revisor kontrollere, at regnskabet ikke indeholder væsentlige fejl eller mangler, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med love og andre forskrifter samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Herunder skal revisor kontrollere,

  • 1) at indtægter og udgifter er behørigt dokumenteret ved bilag, kontrakter mv. og at konteringer er foretaget korrekt, dvs. a-kassen har posteret på de rigtige konti i a-kassen og indrapporteret til de korrekte statskonti,

  • 2) at indtægter og udgifter er henført til rette regnskabsår efter gældende regler,

  • 3) at mellemværender med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, faglige organisationer mv. er afstemt,

  • 4) at a-kassens forvaltning af mellemværender med medlemmer, offentlige myndigheder, faglige organisationer mv. sker i overensstemmelse med de fastsatte bestemmelser,

  • 5) at bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, bidrag til efterløn, bidrag til ATP og eventuelle reguleringer er opgjort og afregnet i overensstemmelse med gældende regler, herunder skal revisor sandsynliggøre størrelsen af alle tre bidrag ud fra antallet af medlemmer, medlemstyper og gældende satser på området,

  • 6) at størrelsen af det samlede beløb indbetalt af medlemmerne til a-kassen i administrationsbidrag er sandsynligt i forhold til antal medlemmer og a-kassens satser for administrationsbidrag,

  • 7) eventuelle medlemsbidragsrestancer og a-kassens administration af disse,

  • 8) at a-kassens midler holdes adskilt fra en eventuel tilknyttet faglig organisations midler, og

  • 9) at forskuddene og refusionen ikke overstiger det beløb, som a-kassen har viderebetalt til ydelsesmodtagerne.