Bekendtgørelse om identifikation og indberetning af finansielle konti med tilknytning til udlandet § 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 334 af 26. marts 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 729 af 22. april 2021, bekendtgørelse nr. 514 af 25. april 2022, bekendtgørelse nr. 439 af 26. april 2023 og bekendtgørelse nr. 398 af 15. april 2024

§ 3

Et Finansielt institut er »hjemmehørende« i en Deltagende jurisdiktion, herunder Danmark, hvis det er underlagt lovgivningen i denne Deltagende jurisdiktion, hvilket vil sige, at den Deltagende jurisdiktion er i stand til at håndhæve det Finansielle instituts indberetningspligt. Generelt er et Finansielt institut, der har skattemæssigt hjemsted i en Deltagende jurisdiktion, underlagt lovgivningen i denne, og dermed er det et Finansielt institut i en Deltagende jurisdiktion.

Stk. 2 En trust, der er et Finansielt institut, uanset om det har skattemæssigt hjemsted i en Deltagende jurisdiktion, anses for at være underlagt en Deltagende jurisdiktions lovgivning, hvis en eller flere af dens forvaltere er hjemmehørende i denne Deltagende jurisdiktion, medmindre trusten indberetter alle de oplysninger, der skal indberettes i henhold til kapitel 9, for så vidt angår Indberetningspligtige konti, der føres af trusten, til en anden Deltagende jurisdiktion, fordi den har skattemæssigt hjemsted i denne anden Deltagende jurisdiktion.

Stk. 3 Hvis et Finansielt institut, bortset fra en trust, ikke har et skattemæssigt hjemsted, f.eks. fordi det betragtes som skattemæssigt transparent eller er beliggende i en jurisdiktion, som ikke har nogen indkomstskat, anses det for at være underlagt en Deltagende jurisdiktions lovgivning, og det er således et Finansielt institut i en Deltagende jurisdiktion, hvis

  • 1) det er registreret i henhold til den Deltagende jurisdiktions lovgivning,

  • 2) ledelsen, herunder den faktiske ledelse, har hjemsted i den Deltagende jurisdiktion, eller

  • 3) det er underlagt finansielt tilsyn i den Deltagende jurisdiktion.

Stk. 4 Når et Finansielt institut, bortset fra en trust, er hjemmehørende i to eller flere Deltagende jurisdiktioner, er dette Finansielle institut underlagt de forpligtelser til indberetning og passende omhu, der er gældende i den Deltagende jurisdiktion, hvori det fører den eller de Finansielle konti.