Kapitel 5 Konkret vejledningspligt
Når en person søger om at blive optaget eller overflyttet som deltidsforsikret medlem eller ønsker at skifte til deltidsforsikring, skal a-kassen vejlede om automatisk omforsikring og om ret og pligt til at blive overflyttet til fuldtidsforsikring.
Stk. 2 Når en a-kasse bliver bekendt med, at et medlem ønsker at skifte til deltidsforsikring, skal a-kassen vejlede om, hvilke konsekvenser et skift af forsikringsstatus kan få, hvis medlemmet senere søger om dagpenge eller efterløn.
Når en person i forbindelse med ansøgning om optagelse oplyser, at pågældende har beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen, eller beskæftigelse ved selvstændig erhvervsvirksomhed, hvortil det offentlige yder tilskud til etablering og drift, skal a-kassen vejlede om, at beskæftigelsen ikke kan medregnes til at opfylde indkomst- og beskæftigelseskravet i § 53 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller til den fleksible genoptjening af dagpengeretten i § 56 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
A-kassen skal vejlede et ledigt medlem, der bliver ansat som vikar i en jobrotationsstilling, om, at beskæftigelsen ikke kan medregnes til at opfylde indkomst- og beskæftigelseskravet samt den fleksible forlængelse af dagpengeretten, og om at afslag på og ophør i vikarjob ikke medfører dagpengemæssige konsekvenser.
Når en a-kasse bliver bekendt med, at et ledigt medlem arbejder på nedsat tid eller driver selvstændig virksomhed i dagpengeperioden, skal den straks vejlede medlemmet om betingelserne for at få supplerende dagpenge. A-kassen skal vejlede et ledigt medlem, der arbejder på nedsat tid om fristen for at indsende dokumentation for, at arbejde kan overtages med dags varsel.
Stk. 2 A-kassen skal også vejlede et medlem, der modtager supplerende dagpenge, om, at medlemmet skal søge arbejde på fuld tid som fuldtids- eller deltidsforsikret.
Stk. 3 Hvis et medlem, jf. stk. 2, har kvalifikationer inden for et område, hvor der er mangel på arbejdskraft, skal a-kassen endvidere vejlede om, at medlemmet inden for en frist på højst 4 uger skal dokumentere, at medlemmet søger arbejde på fuld tid som fuldtids- eller deltidsforsikret inden for dette område.
Stk. 4 A-kassen skal i god tid før, medlemmets ret til supplerende dagpenge udløber, vejlede om medlemmets samlede mulige forlængelse af ret til supplerende dagpenge efter bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge og om omfanget af medlemmets beskæftigelse. A-kassen skal videre, før medlemmets forlængede ret til supplerende dagpenge udløber, vejlede om medlemmets samlede mulige forlængelse på baggrund af de løntimer, der er registreret på beskæftigelseskontoen siden seneste opgørelse af den forlængede ret til supplerende dagpenge.
Når et ledigt medlem oplyser, at medlemmet vil deltage i undervisning med ret til dagpenge, skal a-kassen vejlede om pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Når et medlem oplyser, at pågældende overvejer at rejse til udlandet, herunder Grønland og Færøerne, for at søge eller overtage arbejde, skal a-kassen vejlede om, hvilken betydning det kan have for medlemskabet af den danske a-kasse og for retten til dagpenge og efterløn.
Stk. 2 Medlemmet skal konkret vejledes om reglerne i kapitel 6 i EF-forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og i bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland.
Stk. 3 Ved genoptagelse i en dansk a-kasse efter ophold i et andet EØS-land, i Schweiz eller på Færøerne og Storbritannien skal a-kassen vejlede om muligheden for at efterbetale efterlønsbidragene for forsikringsperioden i det andet land, hvis medlemmet har mulighed for at opnå ret til efterløn.
Når en a-kasse bliver bekendt med, at en kommune begynder en sag om tildeling af social pension til et ledigt medlem, der får ydelser fra a-kassen, eller at medlemmet får social pension, skal a-kassen vejlede om rådighedsforpligtelsen.
A-kassen skal i god tid før, medlemmets ret til dagpenge udløber, vejlede om medlemmets samlede mulige forlængelse af dagpengeretten efter bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. A-kassen skal videre før, medlemmets forlængede ret til dagpenge udløber, vejlede om medlemmets samlede mulige forlængelse på baggrund af de løntimer, der er registreret på beskæftigelseskontoen siden seneste opgørelse af den forlængede dagpengeperiode.
Stk. 2 A-kassen skal kun vejlede et medlem efter stk. 1, der aktuelt får ydelser fra a-kassen eller er ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Når et ledigt medlem ikke længere har ret til ydelser, fordi perioden med ret til dagpenge udløber, skal a-kassen vejlede om, hvordan medlemmet kan få retten til ydelser igen.
Stk. 2 A-kassen skal kun vejlede et medlem efter stk. 1, der aktuelt får ydelser fra a-kassen eller er ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Vejledningen skal gives i god tid, før retten til dagpenge udløber.
Stk. 3 A-kassen skal vejlede et medlem om betingelserne, mulighederne og fristerne for et seniorjob. Der skal vejledes om, at det er muligt at overgå til efterløn fra et seniorjob, og at medlemmet skal stå til rådighed for henvist ordinært arbejde under ansættelsen.
Stk. 4 Hvis et medlem har mulighed for at gå på efterløn ved udløb af retten til ydelser, skal a-kassen i god tid forinden vejlede medlemmet om, at det er en betingelse for overgang til efterløn, at der søges skriftligt inden retten til ydelser udløber.
A-kassen skal i god tid før, et medlem når folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, vejlede medlemmet om muligheden for at bevare medlemskabet som et særligt seniormedlemskab og om rettigheder for seniormedlemmer.
Hvis a-kassen mangler oplysninger fra medlemmet for at kunne udstede efterlønsbeviset, skal a-kassen i sin henvendelse til medlemmet herom vejlede om, at hvis fristen på 3 måneder ikke bliver overholdt, vil efterlønsbeviset blive udstedt med en senere dato og om betydningen heraf.
A-kassen skal vejlede sine medlemmer om betingelserne for ret til efterløn efter reglerne i bekendtgørelse om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse.
Stk. 2 A-kassen skal vejlede medlemmer, der aldersmæssigt er omfattet af § 74 a, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., om, at indbetaling af efterlønsbidrag senest skal være påbegyndt ved det fyldte 30. år, at efterlønsbidrag skal være betalt i alt i 30 år for at kunne gå på efterløn, og at medlemmet efter eget valg kan indlægge pauser i bidragsbetalingen.
En a-kasse skal ved tilmeldingen til efterlønsordningen vejlede et medlem, der har været medlem af en a-kasse uafbrudt fra den 1. januar 1997 eller fra det 24. år, jf. § 75 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som kan opnå ret til efterløn efter § 74 a, stk. 4, i loven, men senere end den gældende efterlønsalder, om muligheden for at opnå ret til efterløn fra efterlønsalderen efter § 75 i loven, og om konsekvenserne af dette valg.
Når et medlem kommer i restance med betaling af medlemsbidrag, skal a-kassen vejlede om, hvilken betydning en eventuel slettelse kan få for en senere ret til ydelser, herunder for retten til efterløn.
Stk. 2 Når en a-kasse får et medlems anmodning om at blive meldt ud af a-kassen, skal den vejlede medlemmet om, hvilken betydning udmeldelse kan få for en senere ret til ydelser, herunder for retten til efterløn.
Stk. 3 Inden en a-kasse træffer afgørelse om slettelse af et medlem efter § 78, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., skal den i et rykkerbrev vejlede medlemmet om, at manglende betaling vil medføre slettelse som medlem af a-kassen. Det skal fremgå, hvilken betydning en slettelse vil få for en senere ret til ydelser.
Stk. 4 Når et medlem, der betaler efterlønsbidrag, ønsker at melde sig ud af a-kassen på grund af visitation til fleksjob efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal a-kassen vejlede om, at en udmeldelse og fravalg af efterlønsbidraget før den 1. i måneden efter visitation til fleksjob, kan have konsekvenser for retten til fleksydelse.
Når en a-kasse træffer afgørelse om, at et medlem ikke har ret til ydelser, eller medlemmet skal have en karantæne for svig, skal a-kassen vejlede om betingelserne for ret til efterbetaling af ydelser, hvis afgørelsen eventuelt senere måtte blive ændret af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Stk. 2 Når en a-kasse træffer afgørelse om, at et medlem skal slettes for svig, skal a-kassen vejlede medlemmet om betingelserne for at blive genoptaget. A-kassen skal også vejlede om, at genoptagelse tidligst kan ske fra det tidspunkt, hvor a-kassen har fået en ansøgning om optagelse.