Bekendtgørelse om delegation af Forsvarsministerens udnævnelses- og afskedigelseskompetence § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 832 af 11. december 1990

§ 1

Forsvarschefen, Generalauditøren, Hjemmeværnsledelsen, direktørerne for henholdsvis Forsvarets Bygningstjeneste, Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste, Farvandsvæsenet og Statens Konfektion samt Chefen for Regnskabssekretariatet bemyndiges til hver for sit område at udnævne og afskedige tjenestemænd i lønramme 1-34, jf. dog stk. 3 samt tjenestemandslovens § 26, stk. 1, om kongeligt udnævnte.

Stk. 2 Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste bemyndiges til inden for sit område at udnævne og afskedige civile tjenestemænd i lønramme 1-34, jf. dog stk. 3 samt tjenestemandslovens § 26, stk. 1, om kongeligt udnævnte.

Stk. 3 Uansøgt afsked af tjenestemænd, inden den pligtige afgangsalder er opnået, foretages af Forsvarsministeren, jf. dog tjenestemandslovens § 33, stk. 3, om prøveansatte.