Bekendtgørelse om indbetaling af ATP-bidrag for modtagere af kontanthjælp og andre ydelser § 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 761 af 18. juni 2025

Betingelser for indbetaling af ATP-bidrag
§ 2

Ved udbetaling af kontanthjælp efter § 16, stk. 1, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik er det en betingelse for indbetaling af ATP-bidrag, at den pågældende har modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder. Der betales ikke bidrag for denne 12-måneders periode.

Stk. 2 Ophører udbetalingen af kontanthjælp, afbrydes optjeningen af 12-måneders perioden. Genoptages udbetalingen senere, uden at der foreligger en ny social begivenhed, fortsætter optjeningen af 12-måneders perioden.

Stk. 3 For personer, der modtager hjælp efter § 16, stk. 1, nr. 2, er det en betingelse for indbetaling af ATP-bidrag, at hjælpen ikke er nedsat efter §§ 10 f, 10 h og 10 j og § 26, stk. 2, og at der ikke er foretaget fradrag i hjælpen efter reglerne i §§ 30-33, 36-40 a, 42 og 43.

Stk. 4 For personer, der modtager ydelser efter §§ 68, § 69 j, § 71, stk. 1, og § 74 a, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, skal der kun indbetales ATP-bidrag, når den månedlige ydelse, der ligger til grund for beregningen af ATP-bidraget, mindst udgør 16.972 kr. (januar 2025) til en person med forsørgelsespligt over for børn. For andre skal beløbet mindst udgøre 12.770 kr. (januar 2025). Beløbsgrænserne nedsættes forholdsmæssigt ved udbetaling af ydelser for mindre end en måned. Beløbene reguleres én gang årligt den 1. januar, jf. lov om aktiv socialpolitik § 109, stk. 2 og 4.

Stk. 5 Den ydelse, der ligger til grund for beregning af ATP-bidrag efter stk. 4, er den ydelse, der er beregnet, efter at der er foretaget fradrag efter reglerne i §§ 73 f, 73 g og 68 a, § 69 j, stk. 5 og 9, og § 74 d, stk. 2 og 3.

Stk. 6 Der indbetales ikke ATP-bidrag, hvis ydelsen er givet med tilbagebetalingspligt efter § 93 i lov om aktiv socialpolitik.