Aktivloven § 68a

Denne konsoliderede version af aktivloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om aktiv socialpolitik

Lov nr. 455 af 10. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1031 af 22. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 894 af 04. juli 2013, lov nr. 879 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 727 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023 og lov nr. 1541 af 12. december 2023

Indtægter m.v.
§ 68a

Har modtageren af ressourceforløbsydelsen indtægter, trækkes disse fra i ydelsen, jf. dog stk. 2-4. Indtægter, der udbetales for en periode, der ligger, før modtageren af ressourceforløbsydelse er begyndt i et ressourceforløb, medfører ikke fradrag i ressourceforløbsydelsen. Tilsvarende gælder for udbetaling af indtægter for en periode, der ligger efter tidspunktet for ophør i et ressourceforløb. En person, der ikke får udbetalt ressourceforløbsydelse på grund af fradrag for indtægter, anses for at modtage ressourceforløbsydelse.

Stk. 2 Har modtageren af ressourceforløbsydelsen lønindtægter, herunder beløb, som den pågældende modtager fra arbejdsgiveren eller Lønmodtagernes Garantifond ved ophør af ansættelsen, nedsættes ressourceforløbsydelsen efter § 68 med 55 pct. af den samlede lønindtægt inklusive pension, der overstiger 15.264 kr. (2021-niveau) pr. måned.

Stk. 3 Har modtageren af ressourceforløbsydelsen indtægter som led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. eller tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, ses der ved beregningen af ressourceforløbsydelsen efter § 68 bort fra 14,99 kr. (2012-niveau) pr. udført arbejdstime. Det beløb, der samlet ses bort fra, kan ikke beregnes på grundlag af mere end 160 timer pr. måned.

Stk. 4 Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen og udbetalte ferietillæg til personer, der er ophørt med at modtage hjælp efter § 87 i barnets lov, medfører fradrag i ressourceforløbsydelsen på samme måde som lønindtægt, jf. stk. 2, når ferien holdes. Fradraget sker i ressourceforløbsydelsen for den periode, som feriegodtgørelsen eller ferietillægget er bestemt til at dække. Optjent ferie med feriegodtgørelse skal afholdes før ferie efter § 69, stk. 6. En person kan holde ferie med feriegodtgørelse eller ferietillæg samt ressourceforløbsydelse efter 1. og 2. pkt., selv om personen ikke har modtaget ressourceforløbsydelse i 12 sammenhængende måneder.

Stk. 5 Lovens § 33 finder tilsvarende anvendelse på modtagere af ressourceforløbsydelse.