Lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 483 af 12. juni 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 35 af 04. januar 2017,
som ændret ved lov nr. 1715 af 27. december 2016

Kapitel 2 1 Strukturforanstaltninger
Omstrukturering og fornyelse af sektoren
§ 2

Miljø- og fødevareministeren kan yde støtte til:

  • 1) Modernisering og forbedring af danske fiskerfartøjer.

  • 2) Køb eller bygning af nye fiskerfartøjer.

  • 3) Etablering og modernisering af akvakulturanlæg.

  • 4) Beskyttelse og udvikling af fiskeressourcer i kystområder, navnlig ved etablering af faste eller mobile anlæg, der skal afgrænse de beskyttede områder.

  • 5) Investeringer vedrørende forarbejdning, opbevaring og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter med henblik på anvendelse som fødevarer.

  • 6) Investeringer i fiskerihavnes faciliteter, herunder investeringer i kajanlæg og andre faciliteter til landing, omsætning, opbevaring og afsætning af fiskerivarer samt til forsyning af fiskerfartøjer, som bidrager til havnens generelle udvikling og er af kollektiv interesse for de fiskere, der bruger havnen.

  • 7) Ophalingsspil for fiskeriet fra fiskepladser på den vestjyske nordkyst.

  • 8) Særlige projekter vedrørende fiskeri med mindre kystfartøjer med det formål at forbedre forholdene for udøvelsen af fiskeriet.

Stk. 2 Ministeren kan yde støtte til pilotprojekter, undersøgelser og andre foranstaltninger, som har til formål at fremme fiskerisektorens udvikling og strukturtilpasning. Ved tildeling af støtte lægges der vægt på, om

  • 1) projektet er af generel interesse for fiskeriet eller dele af fiskerisektoren,

  • 2) resultaterne er offentligt tilgængelige for anvendelse,

  • 3) projektet har et nyskabende indhold,

  • 4) udviklingen i fiskeriafhængige områder fremmes og

  • 5) virksomheder, organisationer eller institutioner med tilknytning til fiskerisektoren deltager i projektets gennemførelse.

Tilpasning af fiskerflådens kapacitet og fiskeriindsats
§ 3

Miljø- og fødevareministeren kan yde støtte til:

  • 1) Fiskerfartøjers endelige ophør i dansk erhvervsfiskeri.

  • 2) Foranstaltninger vedrørende midlertidigt aktivitetsophør inden for dansk erhvervsfiskeri.

  • 3) Oprettelse af fællesforetagender og blandede selskaber med henblik på danske fiskerfartøjers fiskeri uden for EU's farvande.

  • 4) Udgifter, der skyldes ændrede tekniske regler og krav til fiskeredskaber eller fangstmetoder.

Rådgivning, undersøgelser og afsætningsfremme
§ 4

Miljø- og fødevareministeren kan yde støtte og afholde udgifter til teknisk bistand, undersøgelser og konsulentbistand, der har til formål at forberede, gennemføre eller evaluere lovens foranstaltninger.

Stk. 2 Ministeren kan yde støtte til udgifter til konsulentvirksomhed, der etableres af organisationer inden for fiskerisektoren.

Stk. 3 Ministeren kan yde støtte til projekter og foranstaltninger, hvis formål er at fremme afsætningen af fiskeriprodukter.

Særlige initiativer vedrørende omstillingen i fiskerisektoren
§ 5

Miljø- og fødevareministeren kan yde støtte til særlige initiativer vedrørende omstillingen i fiskerisektoren samt støtte med henblik på fremme af omstillingen i fiskeriafhængige områder i Danmark.

Stk. 2 Ministeren kan yde støtte til engangsydelser til fiskere i forbindelse med omstilling i sektoren.

Støtte til yngre fiskeres førstegangsetablering
§ 6

Miljø- og fødevareministeren kan yde statsgaranti for lån i Kongeriget Danmarks Fiskeribank til yngre erhvervsfiskere samt yde støtte til betaling af ydelserne på lånet.

Stk. 2 Lånet ydes i øvrigt på de betingelser, der til enhver tid er gældende for lån i Fiskeribanken til anskaffelse af nyt eller brugt fiskerfartøj.

Stk. 3 Lånet ydes til førstegangsanskaffelse af fiskerfartøj eller en andel heraf og kan udgøre op til 15 pct. af fartøjets eller andelens kontantværdi, højst af en kontantværdi på 5.000.000 kr. Lånet skal have sikkerhed inden for 85 pct. af fartøjets kontantværdi.

Stk. 4 Støtten til ydelserne gives til 75 pct. af det statsgaranterede lån. Støtten dækker ydelserne på lånet i 4 år. Den nedsættes i det 5. år til 80 pct., i det 6. år til 60 pct. og i det 7. år til 40 pct. af ydelserne. Støtten ophører efter 7 år.

Stk. 5 Ansøgning skal indgives, inden den pågældende fylder 40 år og senest 6 måneder efter, at investeringen er gennemført.

Stk. 6 Ministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser vedrørende

  • 1) ansøgerens hovederhverv som erhvervsfisker, egenkapital og uddannelse,

  • 2) krav til fartøjet, herunder fartøjets alder, fiskeriet og fartøjets drift,

  • 3) sikkerhed og løbetid for lånet, herunder om at lånet kan rykke tilbage for nye lån, dog inden for den i stk. 3 anførte lånegrænse,

  • 4) konsekvenser ved ændringer i ejerforhold og fartøjsudskiftning samt om supplerende lån,

  • 5) fradrag i grundlaget for statsgaranti og støtte til ydelserne, hvis der tidligere er ydet tilskud til det pågældende fartøj,

  • 6) størrelsen af Fiskeribankens stiftelsesgebyr og løbende bidrag,

  • 7) indfrielse af lånet og tilbagebetaling og forrentning af tilskuddet, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt eller der er afgivet urigtige eller vildledende oplysninger.

Stk. 7 Uanset betingelsen om førstegangsanskaffelse ifølge stk. 3 kan ansøgningen indgives af en erhvervsfisker, der allerede ejer eller har ejet et fiskerfartøj eller en andel i et fiskerfartøj, forudsat at kontantværdien heraf ikke overstiger 300.000 kr. Kontantværdien fradrages i det anskaffede fartøjs eller andelen af fartøjets kontantværdi ved opgørelsen af grundlaget for lån og garanti ifølge stk. 3.

§ 6a

Miljø- og fødevareministeren kan yde støtte til engangsydelser til unge fiskere, som for første gang anskaffer et fiskerfartøj eller en andel heraf.