Virksomhedsskatteloven § 8

Denne konsoliderede version af virksomhedsskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende

Lov nr. 144 af 19. marts 1986,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1836 af 16. september 2021,
som ændret ved lov nr. 2193 af 30. november 2021 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 8

Virksomhedens afkastgrundlag opgøres ved indkomstårets begyndelse som virksomhedens aktiver med fradrag af gæld, beløb, der er afsat efter §§ 4 og 10, stk. 1, indestående på mellemregningskonto efter § 4 a, beløb, der i tidligere indkomstår er omfattet af § 4 b, stk. 1,og beløb, der overføres fra virksomhedsordningen til privatøkonomien med virkning fra indkomstårets begyndelse. Ved etablering af ny virksomhed opgøres afkastgrundlaget dog på tidspunktet for virksomhedens start.

Stk. 2 Fast ejendom medregnes til den kontante anskaffelsessum. Er ejendommen anskaffet før 1. januar 1987, kan den skattepligtige i stedet vælge at anvende værdien ved 18. alm. vurdering med tillæg af eventuel ikke medregnet anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v. For så vidt angår øvrige aktiver finder bestemmelserne i § 3, stk. 4, 2.-8. pkt., tilsvarende anvendelse. Ved opgørelsen fragår virksomhedens gæld til kursværdien, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Ved opgørelsen, jf. stk. 1, fragår forskellen mellem værdien af fast ejendom, der stilles til rådighed som bolig for den skattepligtiges eller dennes ægtefælles forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller, og en andel af gælden til kursværdien i virksomhedsordningen. Den nævnte gældsandel opgøres på grundlag af den kontante anskaffelsessum for ejendommen med tillæg af anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v., som er foretaget efter anskaffelsen af ejendommen, i forhold til de samlede aktiver i virksomhedsordningen. Værdien af øvrige aktiver opgøres efter bestemmelserne i § 3, stk. 4, 2.-8. pkt., mens fast ejendom, der ikke er omfattet af 1. pkt., medregnes til den kontante anskaffelsessum. Har den skattepligtige valgt at anvende 18. alm. vurdering med tillæg af eventuel ikke medregnet anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v., jf. stk. 2, 2. pkt., skal den faste ejendom medregnes til denne værdi.