Vandsektorloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af vandsektorloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold (vandsektorloven)

Lov nr. 469 af 12. juni 2009,
jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 6. marts 2025,
som ændret ved lov nr. 132 af 16. februar 2016, lov nr. 700 af 20. juni 2025 og lov nr. 742 af 20. juni 2025

Kapitel 2 1 Benchmarking
§ 4

Vandsektortilsynet skal foretage totaløkonomisk benchmarking af vandselskaber, jf. § 2, stk. 1, med en årlig debiteret vandmængde over 800.000 m3.

Stk. 2 Andre vandselskaber kan frit vælge at deltage i den totaløkonomiske benchmarking omfattet af stk. 1. Meddelelse om ind- og udtræden af frivillig benchmarking gives til Vandsektortilsynet. Tilmelding er bindende for den først kommende benchmarking for det pågældende vandselskab.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indhold og udformning af den totaløkonomiske benchmarking, herunder kan ministeren fastsætte regler om opgørelses- og målemetoder. 

§ 5

Miljøministeren foretager årligt performancebenchmarking af vandselskaber, omfattet af § 2, stk. 1, som ikke er undtaget efter § 3. Performancebenchmarkingen omfatter forhold vedrørende miljø, sundhed, energi, klima og forsyningssikkerhed.

Stk. 2 Andre vandselskaber kan frivilligt deltage i performancebenchmarkingen. Meddelelse om ind- og udtræden af frivillig benchmarking gives til miljøministeren. Meddelelsen er bindende for vandselskabet for det efterfølgende kalenderår.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om indhold og udformning af performancebenchmarking, herunder om opgørelses- og målemetoder. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ligeledes fastsætte regler om meddelelse om ind- og udtræden af frivillig performancebenchmarking, herunder om frister. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om offentliggørelse af resultater af performancebenchmarking.