Vandsektorloven § 5

Denne konsoliderede version af vandsektorloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold (vandsektorloven)

Lov nr. 469 af 12. juni 2009,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1693 af 16. august 2021,
som ændret ved lov nr. 132 af 16. februar 2016

§ 5

Miljøministeren foretager årligt performancebenchmarking af vandselskaber, jf. § 2, stk. 1.

Stk. 2 Vandselskaber, jf. § 2, stk. 1, skal indberette nødvendige oplysninger til brug for miljøministerens beregning af vandselskabernes performance inden for forhold vedrørende miljø, sundhed, energi og klima samt forsyningssikkerhed.

Stk. 3 Andre vandselskaber kan frivilligt deltage i performancebenchmarkingen. Meddelelse om ind- og udtræden af frivillig benchmarking gives til miljøministeren. Meddelelsen er bindende for vandselskabet for det efterfølgende kalenderår.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om indhold og udformning af performancebenchmarking, herunder om, hvilke oplysninger vandselskaberne skal indberette efter stk. 2 og 3, og om opgørelses- og målemetoder samt om indberetningens form, herunder at indberetning skal ske elektronisk, og om frister for indberetning. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ligeledes fastsætte regler om meddelelse om ind- og udtræden af frivillig performancebenchmarking, herunder om frister. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om offentliggørelse af resultater af performancebenchmarking.