Tobaksreklameloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af tobaksreklameloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forbud mod tobaksreklame m.v.

Lov nr. 492 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 586 af 26. marts 2021,
som ændret ved lov nr. 2071 af 21. december 2020

Kapitel 2 1 Forbud mod reklame m.v.
§ 3

Alle former for reklame for tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter er forbudt.

Stk. 2 Forbuddet gælder dog ikke:

  • I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation er § 1, nr. 8, i lov nr. 2071 af 21. december 2020 ikke implementeret korrekt. Vi har implementeret ændringen, som den er vedtaget i lov nr. 2071 af 21. december 2020. 1) Reklame i pressen og andre trykte publikationer, der udelukkende henvender sig til fagfolk i branchen for tobak, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter, og publikationer, der trykkes og udgives i tredjelande, såfremt de ikke hovedsagelig er bestemt for EU´s marked.

  • 2) Brug af et navn, der før den 13. december 2000 har været anvendt både for tobaksvarer og andre varer eller tjenesteydelser, til reklame for disse andre produkter, såfremt navnet fremtræder i en form, hvorved det tydeligt adskiller sig fra navnets udseende på tobaksvaren.

  • 3) Brug af et navn, der er kendt fra tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter, i reklame for andre varer og tjenesteydelser, hvis den anden vare eller tjenesteydelse kun markedsføres i et begrænset geografisk område.

§ 4

Sponsorering til fordel for tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter er forbudt.

§ 5

Enhver form for uddeling, der har til formål at fremme afsætningen af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter, eller som har dette som direkte eller indirekte virkning, er forbudt.

§ 5a

Synlig anbringelse og fremvisning af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter på salgssteder, herunder på internettet, er forbudt.

Stk. 2 Forbuddet gælder ikke salg af piber på internettet og salg af piber, pibetobak og cigarer på fysiske salgssteder, som er specialiseret i salg af disse produkter.

Stk. 3 Salgssteder, herunder på internettet, kan efter anmodning fra køberen give køberen en liste med neutrale oplysninger om, hvilke tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter der sælges på salgsstedet, og varernes pris. På fysiske salgssteder kan listen med neutrale oplysninger opsættes ved en ekspedientbetjent salgskasse.

Stk. 4 Sundhedsministeren kan fastsætte regler om forbuddet efter stk. 1, om, hvilke produkter og salgssteder der er omfattet af stk. 2, om reklame på disse salgssteder og om salgsstedets fremvisning af neutrale oplysninger efter stk. 3.