Forfattere: Trine Baumbach
Udgivelsesdato: 05. august 2008
ISBN: 9788757419344
- Side 139 -
Straffelovens § 1 har følgende ordlyd:
(...)
...strafferetlige legalitetsprincip som muligt, har jeg fundet det nødvendigt at starte med at se på princippets historiske baggrund, inden jeg bevæger mig frem til en nutidig fortolkning. Nødvendigheden af et historisk tilbageblik skyldes først og fremmest, at både lovgivningsmagten og retsanvenderne af i dag er produkter af den retstradition, de er vokset ind i.
- Side 149 -
...håb om, at straffelovens almindelige del ikke ville blive uden betydning for særlovgivningen, men derimod ville få væsentlig indflydelse på reglerne på særlovgivningens område – hvilket håb Rigsdagen tilsluttede sig.510510 Jf. Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark med motiver, s. 6f. og Rigsdagstidende 16de samling 1864, Tillæg B, sp. 223f.
- Side 152 -
Det danske strafferetlige legalitetsprincip fremgår af straffelovens § 1. Der er tale om en skreven retskilderegel.524524 Også kaldet en metanorm, jf. Svend Gram Jensen, Almindelig retslære, s. 132.
(...)
...hjemlet ved lov” i straffelovens § 1 betyder altså, at forholdet skal være omfattet af den materielle bestemmelses anvendelsesområde, og at der skal være hjemmel i loven til at strafsanktionere en overtrædelse heraf. Det medfører, at man ikke kan straffe en tilsidesættelse af en i loven opstillet adfærdsnorm i de tilfælde, hvor straf ikke eksplicit er
(...)
- Side 153 -
...lovhjemmel både for så vidt angår den faktisk begåede handling eller undladelse og hjemlen til at pålægge straf. Det følger af hjemmelskravet, at der også kræves lovhjemmel for, at der kan pålægges en forhøjet straf. Modsat stiller § 1 ikke krav om, at de øvrige ansvarsbetingelser skal fremgå af loven. ”[S]trafbarhed” henviser nemlig alene til ”forhold”.
(...)
...hvor den ny lov har afkriminaliseret gerningen, men hvor denne afkriminalisering beror på ydre, strafskylden uvedkommende forhold. I sådanne tilfælde er gerningstidens lov nemlig – i kraft af den nye lovs ikrafttrædelsesbestemmelse (eventuelt efter fortolkning) – ikke ophævet, for så vidt angår adfærd, der er udøvet, inden den nye lov trådte i kraft.
(...)
...sanktioneres med straf) samtidig med, at der skal være hjemmel til at idømme den anden retsfølge. Det har som implikation, at hvis et forhold ikke er strafsanktioneret, men (alene) sanktioneret med en anden bebyrdende retsfølge, er forholdet ikke en forbrydelse, og efter straffelovens § 1 kan der derfor ikke pålægges en kapitel 9-retsfølge for dette forhold.
(...)
- Side 154 -
...ikke til ”straf” (eller ”andre retsfølger af den strafbare handling”). Straffelovens § 1 opstiller med andre ord alene fortolkningsbegrænsninger vedrørende de handlinger eller undladelser, der kan belægges med straf – og ikke tilsvarende begrænsninger vedrørende strafart eller kapitel 9-retsfølgeart. Her gælder de almindelige regler om lovfortolkning.
(...)
...henvisning til netop de retsfølger, der er nævnt i det pågældende kapitel, og ikke som en henvisning til alle typer af bebyrdende retsfølger af det strafbare forhold. Ved idømmelse af andre retsfølger end kapitel 9-retsfølgerne gælder § 1’s krav om hjemmel i lov ikke. § 1 finder derfor kun anvendelse ved idømmelse af straf og kapitel 9-retsfølger.
(...)
- Side 155 -
...bestemmelses anvendelsesområde gælder den strafferetlige fortolkningsbegrænsning om fuldstændig lovanalogi. Der skal være en vis forbindelse mellem gerningen og den strafferetlige sanktion. Bestemmelsen opstiller ikke regler for under hvilke betingelser, der kan pålægges andre bebyrdende retsfølger af den strafbare handling end straf og kapitel 9-retsfølger.
- Side 156 -
...198, Vagn Greve, Ansvar, s. 226f., samme, Komm. Strafl. I, s. 208 og Gorm Toftegaard Nielsen, Komm. Strafl. I, s. 188f. Tiltalte kan heller ikke straffes for forsøg i et sådant tilfælde, da forsøgsstraf efter straffelovens § 21 forudsætter, at det begåede forhold sigtede til at fremme eller bevirke udførelsen af en ved lov kriminaliseret handling.
- Side 158 -
...om man har større eller mindre sympati for personer, som er interesserede i at anstille beregninger over, hvad de straffrit kan foretage sig på kanten af loven. Princippets formål er i første række at forhindre, at nogen rammes af straf, uden at han i forvejen gennem regelfastsættelsen er advaret om, at den pågældende handlemåde er kriminaliseret.
(...)
- Side 161 -
...statsretlige ”ukvalificerede” retlige figur ”lov”. Det materielle gerningsindhold (forholdet) og hjemlen til at pålægge straf skal fremgå af loven, men straffelovens § 1 stiller ikke noget direkte krav af kvalitativ art til de lovregler, der kriminaliserer handlinger og undladelser. Heller ikke grundloven indeholder regler om straffeloves kvalitet.
(...)
...analogisere og dermed komme bort fra domstolenes mulighed for at idømme arbitrære straffe, men kan også forklares under henvisning til, at det reelle fokus i bestemmelsen har været spørgsmålet om, hvornår der kan pålægges en strafferetlig sanktion. Syntaktisk indledes bestemmelsen med ordet ”Straf”, der dermed kommer til at udgøre bestemmelsens akse.
(...)
- Side 166 -
...legislative plan, at straffelovens § 1 direkte hjemler adgang til at slutte fuldstændigt lovanalogt. På det pragmatiske plan skyldes det frem for alt, at næsten enhver bestemmelse må underkastes fortolkning for at kunne finde anvendelse, og at det i praksis ikke i alle tilfælde vil være muligt at udforme en lovbestemmelse, der på én gang er præcis og
(...)
- Side 168 -
...forhold realiserer det strafbare gerningsindhold i vedkommende straffebestemmelse. Det har som implikation, at en lov statsretligt set er gyldig, uanset om der nogensinde sker domfældelse på baggrund af den, hvis blot loven opfylder de formelle statsretlige krav. Om der er hjemmel til at dømme, vil ofte ikke kunne afgøres ved alene at se på ordlyden.
- Side 172 -
...(forholdet) og hjemlen til at pålægge straf eller andre retsfølger af den strafbare handling,570570 I det følgende vil straf og andre retsfølger af den strafbare handling under ét blive omtalt som straf, medmindre andet fremgår. gives der kun én egentlig retskilde i dansk ret, nemlig loven.571571 Se nedenfor om bekendtgørelser som materiel hjemmel.
(...)
...1 hjemler adgang til at dømme efter en såkaldt fuldstændig lovanalogi, ændrer ikke ved det strafferetlige retskildebillede. Der er nemlig ikke tale om en ligestilling mellem loven og en anden retskilde, men mellem et faktisk begået forhold og et i loven kriminaliseret forhold – ”et sådant” i straffelovens § 1 refererer til ”et forhold” og ikke til
(...)
- Side 173 -
...indirekte, idet det i reglen vil være den materielle straffebestemmelse, der fortolkes og anvendes i lyset af, hvilke legalitetskrav straffelovens § 1 må antages at indeholde. Udtrykt på anden vis må retsanvenderen holde resultatet af fortolkningen af den materielle bestemmelse op mod det princip, retsanvenderen antager ligger i straffelovens § 1.
(...)
Da straffelovens § 1 alene stiller krav om lovgrundlag, for så vidt angår forhold og straf, er det ikke i strid med bestemmelsen, at de øvrige ansvarsbetingelser ikke (fuldt ud) er lovreguleret, og antallet af retskilder for så vidt angår de øvrige ansvarsbetingelser er dermed ikke enstrenget.
- Side 179 -
Det siger sig selv, at pålæggelse af straf i medfør af en bestemmelse i en bekendtgørelse, der ikke har hjemmel i bemyndigelsesloven, er i strid med det strafferetlige legalitetsprincip, som det har fundet udtryk i straffelovens § 1, jf. § 2.
(...)
- Side 180 -
...anser denne dommer det for overvejende betænkeligt at karakterisere tiltaltes fremmøde på sessionen og efterfølgende nægtelse af at medvirke ved prøver af psykologisk og psykoteknisk art som et forhold, der, jfr. straffelovens § 1, ganske må ligestilles med en overtrædelse af pligten efter lovens § 11, stk. 1, til at fremstille sig for en session.”
(...)
- Side 181 -
...dommen bruges til at illustrere, at det er i strid med straffelovens § 1 at konstruere en hjemmel ved hjælp af en udvidende fortolkning af en strafsanktioneret bestemmelse i loven, hvis retstilstanden i virkeligheden er den, at der ikke er hjemmel til at straffe overtrædelser af forbud eller påbud, der alene fremgår af regler udstedt i medfør af loven.
(...)
...straf i medfør af bekendtgørelsen, gælder § 1 fuldt ud i kraft af kravet om en hjemmelskæde for at skabe identitet mellem bekendtgørelsen og loven. Da der imidlertid ikke er grund til at antage, at domstolenes prøvelse af en bekendtgørelses lovmedholdelighed under en sag efter grundlovens § 63 adskiller sig fra en tilsvarende prøvelse under en straffe-
(...)
- Side 182 -
sag, er spørgsmålet om, hvornår straffelovens § 1 finder direkte anvendelse alene af akademisk interesse.597597 Jf. også Mogens Moe, Hjemmel for bekendtgørelser, s. 235
(...)
...administrative forbud eller påbud. Domstolene skal endvidere prøve, hvorvidt der er hjemmel i loven til at sanktionere ikke-efterkommelse med straf. Er disse hjemmelsforhold i orden, er det ikke i strid med straffelovens § 1 at dømme tiltalte for overtrædelse af bekendtgørelsen eller for ikke-efterkommelse af det administrative forbud eller påbud.
(...)
...principper ikke kræver lovhjemmel, hvis fravigelse vil stille den tiltalte mere gunstigt end de almindelige bestemmelser tilsiger. Vagn Greve nævner som eksempel, at administrationen frit kan bestemme, at der skal kræves forsæt, selv om det ville følge af straffelovens § 19, at der i mangel af særlige bestemmelser kun ville blive krævet uagtsomhed.
(...)
...adgang for lovgivningsmagten til at bemyndige administrationen til at udfærdige nærmere regler, der kan sanktioneres med straf, må anses for at være i strid med de ideologiske tanker bag magtadskillelsen, er pålæggelse af straf efter en bekendtgørelse ikke i strid med det strafferetlige legalitetsprincip i straffelovens § 1, blot der er hjemmel i be-
(...)
- Side 183 -
...strafsanktionerende regulering i bekendtgørelsen.599599 I U 2001. 1046H gjorde T for byretten og landsretten gældende, at det er i strid med straffelovens § 1, når dambrugsbekendtgørelsen i § 2 henviser til et bilag, som Miljøstyrelsen kan ændre, da styrelsen dermed kan bestemme, hvad der er strafbart. Dette anbringende blev afvist af begge instanser.
- Side 190 -
Som ovenfor citeret fremgår det af straffelovens § 1, at straf kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. – altså et konkret strafbart forhold.
(...)
§ 1 i straffeloven af 1866 havde følgende ordlyd:
(...)
- Side 191 -
...selve handlingen, idet ”forhold” i straffelovens § 1’s forstand må antages at være synonymt med den materielle straffebestemmelses gerningsindhold. En forbrydelses gerningsindhold er summen af de gerningsmomenter, der er beskrevet i den materielle straffebestemmelse. Hurwitz opregner de typer af gerningsmomenter, der kan være tale om, på følgende måde:
(...)
...falsk forklaring efter straffelovens § 158, selvom man har løjet om et vist hændelsesforløb, hvis løgnen ikke er givet i retten (udenlandsk ret eller EF-Domstolen). Når man skal angive, hvad der er et forhold i straffelovens § 1’s forstand, er man derfor nødt til at medinddrage samtlige gerningsmomenter i den pågældende materielle straffebestemmelse.
(...)
Det bemærkes, at netop brugen af termen ”forhold” gør, at straffelovens § 1 ikke i sig selv er til hinder for, at forbrydelser, der beskriver en handling, e.o. kan fortolkes således, at de også kan realiseres ved en (uegentlig) undladelse.619619 Se om uegentlige undladelser uden for medvirkenstilfælde nedenfor i kapitlet om fuldstændig lovanalogi.
(...)
- Side 192 -
...straffrihedsgrunde og behandle dem i ”almindelig del” er, at de angår alle forbrydelser i almindelighed. Som anført af Gorm Toftegaard Nielsen, angår samtykke ikke i almindelighed alle forbrydelser. Hovedproblemet ved samtykke er netop at vurdere, om der overhovedet kan gives samtykke til den pågældende forbrydelse, jf. Gorm Toftegaard Nielsen, Ansvaret, side 149.
- Side 196 -
Der skal være hjemmel, for at et forhold kan belægge med straf, jf. straffelovens § 1. For så vidt angår selve straffeloven har det strafferetlige legalitetsprincip, som det har fundet udtryk i § 1, været gældende dansk ret siden straffeloven af 1866, og for så vidt angår hele straffelovgivningen fra straffeloven af 1930.
(...)
...fuldstændigt kunne ligestilles med et forhold, som loven sanktionerer med straf. I begge tilfælde udgør forholdet en forbrydelse. Lovkravet i § 1 gælder både forholdet, straffen og kapitel 9-retsfølgerne, medens analogibegrænsningen alene angår forholdet. For så vidt angår strafart eller kapitel 9-retsfølgeart gælder de almindelige regler om lovfortolkning.
(...)
...materielle straffebestemmelses gerningsindhold, da en handling eller undladelse alene er strafbar, hvis den er foretaget under de kriminaliserede omstændigheder eller har forårsaget den nødvendige følge. Set i relation til strafferettens legalitetskrav må de objektive straffrihedsgrunde anses for at falde uden for begrebet forhold i straffelovens § 1.
(...)
”Lov” i straffelovens § 1 er enhver retsakt, der er vedtaget i overensstemmelse med lovgivningsproceduren uanset lovens indholdsmæssige kvalitet. Der kan således ikke udledes et krav om klarhed af § 1. Det betyder
(...)
- Side 197 -
...afgørende betingelse, at den materielle bestemmelse og bekendtgørelsens straffebestemmelse holder sig inden for bemyndigelsens grænser i hjemmelsloven – altså at bestemmelserne har fuld hjemmel i bemyndigelsesloven. Har de det, er der en hjemmelskæde med loven som første led, der gør, at der er fuld identitet mellem lov og bekendtgørelse i § 1’s forstand.
(...)
...1’s forstand alene er den statsretlige ukvalificerede retlige figur ”lov”, må der under hensyn til, at straf principielt altid er en meget indgribende retsfølge, og under hensyn til at unødig kriminalisering er uønsket, kunne udledes visse ikke-retlige krav af kvalitativ art af termen. Disse krav har imidlertid alene karakter af god lovgivningsskik.
(...)
...et forbud mod at straffe arbitrært eller på grundlag af ikke særligt håndfaste retskilder. Endvidere skal princippet sikre, at borgeren kan gøre sig sin retsstilling klar, inden han handler (eller forholder sig passivt). Legalitetsprincippet er således bærer af to overordnede hensyn, nemlig et demokratisk hensyn og et retssikkerhedsmæssigt hensyn.