Spiritusafgiftsloven § 7

Denne konsoliderede version af spiritusafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af spiritus m.m. (spiritusafgiftsloven)

Lov nr. 153 af 06. maj 1980,
jf. lovbekendtgørelse nr. 16 af 09. januar 2024

Autorisation og registrering af virksomheder m.v.
§ 7

En autoriseret oplagshaver er en virksomhed eller person, der som led i udøvelsen af sit erhverv har fået autorisation til at fremstille, forarbejde, oplægge, modtage eller afsende varer under afgiftssuspensionsordningen i et afgiftsoplag, jf. § 9 a, stk. 1.

Stk. 2 Virksomheder, der her i landet fremstiller varer efter loven, eller virksomheder, der modtager sådanne varer fra udlandet, skal autoriseres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen.

Stk. 3 En her i landet autoriseret oplagshaver er berettiget til under afgiftssuspensionsordningen at oplægge og modtage varer fra andre EU-lande samt at afsende varer til andre EU-lande. En autoriseret oplagshaver har tilsvarende adgang til at afsende varer efter loven til andre autoriserede oplagshavere her i landet. For at få autorisation som oplagshaver her i landet skal oplagshaveren hos told- og skatteforvaltningen stille sikkerhed for betaling af afgifter af afgiftspligtige varer.

Stk. 4 En midlertidigt registreret varemodtager er en virksomhed, institution eller person, der som led i udøvelsen af sit erhverv er registreret med en tilladelse til kun lejlighedsvis at modtage varer fra andre EU-lande eller tredjelande. For at få tilladelse til at udøve aktivitet som midlertidigt registreret varemodtager her i landet skal virksomheden eller personen inden vareafsendelsen fra et andet EU-land eller tredjeland

  • 1) registreres som midlertidigt registreret varemodtager hos told- og skatteforvaltningen,

  • 2) anmelde varetransporten til told- og skatteforvaltningen og

  • 3) indbetale afgiften af varer, der er afgiftspligtige her i landet.

Stk. 5 En registreret vareafsender er en virksomhed eller person, der som led i udøvelsen af sit erhverv er registreret med en tilladelse til at afsende varer til andre EU-lande under afgiftssuspensionsordningen. Afsendelsen af varer efter 1. pkt. må kun angå varer, der er importeret, jf. § 18, og må kun ske efter varernes overgang til fri omsætning i EU’s toldområde. For at få tilladelse til at udøve aktivitet som registreret vareafsender her i landet skal virksomheden eller personen forinden hos told- og skatteforvaltningen registreres som registreret vareafsender og stille sikkerhed for betaling af afgifter af afgiftspligtige varer i de andre EU-lande.

Stk. 6 Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for administration, autorisation, registrering og sikkerhedsstillelse efter stk. 1-5.